- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
684

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trankebar-Missionen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Trankebar-Missionen (Den
dansk-halleske Mission
). Den første protestantiske
Mission i Forindien kom til at udgaa fra
Danmark, fordi Trankebar (fra 1616) var dansk
Besiddelse, og ifølge Datidens Opfattelse var
Regenten over en Koloni ansvarlig for
Undersaatternes Undervisning i Kristendom. Kong
Frederik IV, som sendte de første Missionærer
til T., har sandsynligvis faaet Tilskyndelse
dertil fra Heinrich Wilhelm Ludolf, som en Tid
havde været Sekretær hos Prins Jørgen (se
Artiklen Georg [Jørgen]) og efter at have
opgivet denne Stilling anvendte al sin Tid til
at rejse fra Land til Land for at vække
aandeligt Liv og fremme Missionens Sag. 1703—04
opholdt han sig i Danmark, og det
lykkedes ham at vinde en indflydelsesrig Kreds
ved Hoffet (Enkedronning Charlotte Amalie,
Dronning Louise, Prins Carl, Prinsesse Sofie
Hedvig og Kammerherre Carl Adolf von
Plessen) foruden selve Kongen. Da der ikke fandtes
nogle velegnede teologiske Kandidater i
Danmark, som kunde sendes ud som Missionærer,
henvendte Hofpræst, Dr. Lütkens sig til sine
Venner i Berlin, og gennem Joakim Lange fik
man Forbindelse med to unge pietistiske
Kandidater Ziegenbalg og Plütschau, som
erklærede sig rede til at gaa ud som
Missionærer. Sjællands Biskop, Bornemann, lagde først
Hindringer i Vejen for deres Ordination; men
paa Kongens Befaling gav han dog efter, og
den 29. Novbr 1705 afsejlede de til Trankebar.

Arbejdet blev her begyndt med en Energi
og Dygtighed, som med Rette sikrer dem en
fremtrædende Plads inden for den evangeliske
Missionshistorie. Efter først at have sat sig ind
i Portugisisk, tog de fat paa Studiet af det
»malabariske« Sprog, som var Vejen til Studiet
af den tamulske Litteratur og Forstaaelse af
Folkets Tankegang og Religion. Ziegenbalg
viste sig snart i Besiddelse af store sproglige
Evner, kunde saaledes allerede efter faa
Maaneders Forløb begynde at tale paa Tamulsk.
Uagtet de var meget forsigtige med at døbe,
kunde de allerede 1707 døbe de første 5
Hedninger, og samme Aar indviedes den første
Kirke. Ziegenbalg kastede sig med al sin Kraft
over litterært Arbejde, dels Lærebøger til Brug
ved Undervisning, og dels en malabarisk
Ordbog og Oversættelse af Biblen. Ny
Testamente fik han færdigt 1711. Af Gamle
Testamente fik han oversat Halvdelen (fuldendt af
Sehultze 1725); endvidere skrev han et Værk
af stor religionshistorisk Betydning, »Genealogie
der malabarischen Götter«, som imidlertid først
blev trykt 1857. T. blev for Ziegenbalg
Udgangspunkt for adskillige Rejser til andre Byer,
hvor han prøvede paa at skaffe Evangeliet
Indgang. 1712 var Antallet af døbte 202 — for
største Delen Pariaer, hvortil kom en Del
Sudraer, men ingen Højkastefolk. Arbejdet blev
udført under store Vanskeligheder. Forholdet
mellem de pietistiske Missionærer og de danske
Kolonipræster var ikke godt; hertil kom
endvidere Strid med Katolikkerne og det meget
spændte Forhold, hvori Missionærerne stod til
den danske Kommandant Hassius, som snart
blev en bitter Modstander af deres Arbejde.
Hassius lod saaledes Ziegenbalg fængsle i
længere Tid. 1711 rejste Plütschau til Danmark
for at klarlægge Situationen; men da han ikke
opnaaede noget af Betydning, rejste Ziegenbalg
selv hjem i Oktbr 1714.

Herhjemme var der imidlertid foregaaet
store Forandringer til Missionens Bedste. Det
danske Missionskollegium
blev
oprettet i Decbr 1714 med Gehejmeraad V.
Holstein som Leder og Pagehovmester Wendt som
Sekretær. Ziegenbalg var blevet udnævnt til
Provst og havde derved faaet en officiel
Myndighed, som i høj Grad kunde komme
Missionen til Gode. Endvidere blev Hassius afsat,
og en missionsvenlig Kommandant udnævnt i
hans Sted. Efter Besøg i Tyskland og England,
hvor Missionen havde mange Venner, vendte
Ziegenbalg 1716 tilbage til Trankebar. Arbejdets
Vækst her betegnes ved Begivenheder som
Oprettelsen af en Kateketskole til Uddannelse af
indfødte Evangelister og Lærere, endvidere
Indvielse af den ny Jerusalemskirke i 1718.
Ziegenbalg’s sidste Aar formørkedes en Del
derved, at Missionen maatte lide under Mangel
paa økonomisk Støtte fra Hjemlandet, idet
Sekretær Wendt ud fra Teorier om
Apostel-Missionsmetode og Selvunderhold klagede over, at
Missionærerne brugte for meget. Ziegenbalg
døde 23. Febr 1719 — kun 36 Aar gammel.
Gründler fortsatte en kort Tid hans
Arbejde, men faldt snart sammen. Hans Død
(1720) havde den Virkning, at man herhjemme
indsaa det umulige i Tanken om en »apostolsk«
Mission. Wendt selv faldt i Unaade og blev
afskediget. I en Aarrække derefter var Sehultze
Leder af Missionen, indtil han bosatte sig i
Madras, hvor han gik over i det engelske
Selskabs Tjeneste (S. P. C. K. ɔ: Society for
Promoting Christian Knowledge
). Under hans
Efterfølger, Walther, oplevede Missionen
sin egentlige Blomstringstid; men desværre
kunde han ikke udholde Klimaet, hvorfor han
maatte forlade Indien 1739 (d. 1741). I Walther’s
Tid udvidedes Tamulmissionen til Tandschor,
hvortil den indfødte Kateket Aron blev
udsendt. I Madras fulgte Fabricius efter
Sehultze og ydede en blivende Indsats gennem
sin nye tamulske Bibeloversættelse (død 1791).
Den betydeligste af den dansk-hallerske
Missions Sendebud — og i det hele taget en af den
evangeliske Missions største Personligheder —
er C. F. Schwartz (s. d.), der virkede i
Trankebar, Tritsjinopoli og Tandschor og selv
om han traadte i det engelske S. P. C. K.’s
Tjeneste, blev hans Forbindelse med den
lutherske Trankebarmission ikke afbrudt af den
Grund. Da Schwartz døde 1798, var der c. 35000
døbte vundet gennem T.-M.’s Arbejde. En af
de betydeligste Missionærer i Slutningen af det
18. Aarhundrede var Gericke, der især i
Madras kom til at staa midt i et stærkt
aandeligt Røre (død 1803). Iøvrigt gik det paa den
Tid tilbage med Missionen. I Hjemlandet
sygnede Missionsinteressen efterhaanden hen, og
de urolige politiske Forhold under
Napoleonskrigene gjorde sig ogsaa gældende i Indien,
idet Trankebar blev besat af Englænderne 1808,
og da Danmark endelig i 1845 solgte T. til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0692.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free