Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trediveaarskrigen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at gaa uden om Wallenstein’s Hær og trænge
ind i Böhmen, for derved at skaffe Kongen den
ene Fjende fra Halsen, men Wallenstein slog
ham grundig ved Roslau 25. April. Kongen lod
Hertug Ernst af Sachsen-Weimar forene sig
med Mansfeld, og det lykkedes dem ved en
lang omgaaende Bevægelse at slippe ned til
Böhmen. Wallenstein fulgte efter og efterlod
kun et mindre Korps i Nordtyskland. Kongen
benyttede sig heraf; saa snart han fik sin Hær
samlet, drog han mod Tilly, tvang ham til at
hæve Belejringen af Northeim og fulgte ham
til Egnen ved Göttingen. Her forenede det af
Wallenstein efterladte Korps sig med Tilly, og
den kongelige Hær veg derfor tilbage, men
standsede ved Lutter am Barenberg og modtog
den 27. Aug. et Slag, der trods Christian IV’s
selv af Tilly priste Hærfører dygtighed ved
Fjendens Overmagt endte med et Nederlag.
Enevold Kruse faldt, og hans danske Regiment blev
næsten oprevet; Rytteriet flygtede, en stor Del
af Fodfolket blev nedsablet eller fanget. Kongen
selv kæmpede til det sidste blandt sine danske
Lensryttere. Efter en kort Tøven i
Wolfenbüttel fortsatte han Tilbagetoget med Levningerne
af sin Hær, uden at blive forfulgt; Tabet var
omtrent 6000 Mand, det samme, Tilly havde
mistet ved Nienburg.
I Løbet af Vinteren 1626—27 rustede Kongen
sig paa ny og forberedte sig paa at forsvare
Elb-Linien; Tilly anvendte Sommeren 1627 til
Belejringen af Wolfenbüttel og Nienburg. Trods
den overhængende Fare viste det danske
Rigsraad ingen Villighed til at bringe Ofre, og den
danske Adel ingen Redebonhed til at møde
rustet i Marken. Mansfeld’s og Hertugen af
Sachsen-Weimar’s Hær blev fuldstændig
oprevet i Schlesien, og begge Førerne døde;
Wallenstein nærmede sig atter Nordtyskland, og
Tilly brød frem mod Elb-Linien. Kongen havde,
da Tilliden til hans Ledelse var rokket, efter
sine Allieredes Ønske overdraget Befalingen af
Hæren til den 60-aarige Grev Henrik Mathias
v. Thurn, en Mand, som for øvrigt ikke viste
sig denne Plads voksen. Natten mellem 3. og 4.
August gik Tilly efter ringe Modstand over
Elben ved Bleckede og rykkede snart videre
mod Nord; Kredshæren blev sprængt, en Del
søgte Øst paa til Egnen ved Wismar, hvorfra
Føreren, Markgreven af Baden-Durlach, i
September ubesindig førte Afdelingerne over til
Halvøen Oldenburg i Holsten ud for Fehmern;
her blev næsten hele Styrken tilintetgjort af
Greven af Schlick. En anden Del af Hæren
kastede sig ind i Glückstadt; Kongen sejlede til
Nordstrand paa Sønderjyllands Vestkyst, hvor
Befolkningen, som antog ham for Fribytter, nær
havde dræbt ham, og ilede derfra til Flensborg;
men da han saa sit eget Rytteri i fuld
Opløsning, plyndrende og røvende, fortsatte han
Rejsen til Kolding og derfra til Fyn. Videre
gennem Nørrejylland helt op til Limfjorden
flygtede de opløste Lejetropper. Voldtægt, Brand,
Mord og Plyndring betegnede deres Vej, og
hvad de levnede, tog de kejserlige Tropper,
som fulgte i deres Spor under Greven af Schlick
og indhentede og afvæbnede alle de kongelige
Afdelinger paa faa nær, som fra Aarhus
reddede sig over paa Øerne. Dermed var Krigens
Udfald bestemt, men Christian IV’s Mod ikke
brudt. I de følgende Aar vogtede han Lille
Bælt og foruroligede Fjenden ved Strandhugst,
paa den mecklenburgske Kyst, ved Fehmern
og Kiel. Glückstadt modstod ogsaa alle
Erobringsforsøg, og Kongen bragte Hjælp til det
haardt truede Stralsund, hvor han mødtes med
Gustaf Adolf til fælles Samvirken. Wallenstein
blev til sidst træt af en Krig, som trak saa
stærkt i Langdrag, og skønt han ved
Fredsforhandlingerne i Lübeck først krævede hele
Jylland, nøjedes han dog med, at Christian IV
lovede ikke at blande sig i de tyske
Anliggender og give Afkald paa de Stifter, han havde
erhvervet for sine Sønner. I Maj 1627 blev
Freden sluttet.
Kejseren betragtede dermed Protestanternes
Sag som tabt. 6. Marts 1629 udstedte han
Restitutionsediktet, ifølge hvilket de protestantiske
Fyrster skulde tilbagegive alt Kirkegods,
erhvervet efter Passauerforliget 1553. De katolske
Tropper hærgede Tyskland; selv de katolske
Fyrster ængstedes ved Kejserens Almagt,
navnlig harmedes de over den Wallenstein’ske Hærs
Udskejelser, og da Kejseren ønskede en Søn
valgt til Efterfølger, krævede Kurfyrsterne,
kraftig støttede af den franske Minister
Richelieu, at Wallenstein’s Hær skulde opløses.
Dette skete, og Wallenstein trak sig tilbage til
Slottet Eger i Böhmen, hvor han levede
fyrstelig af sine røvede Rigdomme.
Den svenske Krig 1630—35.
Imidlertid havde Stilstanden i Altmark 1629 med
Polakkerne givet Gustaf Adolf fri Hænder;
brændende Iver for den protestantiske Tro, Frygt
for Kejserens stigende Magt og dristige
Forhaabninger om at øge Sveriges Vælde bragte
ham til at føre sin krigsvante Hær ind i
Tyskland, hvor Forholdene netop var særlig
gunstige, da den ene af de to mægtige Hære, som
sammen havde drevet Christian IV tilbage, nu
var opløst. 26. Juni 1630 landede han paa Øen
Usedom. Kejseren frygtede kun lidet
»Snekongens« Planer, og gav ham god Ro til at ordne
alt til en Fremrykning. Gustaf Adolf havde
dengang c. 85000 Mand under Vaaben, foruden 3800
paa Flaaden; et Par og tyve Tusinde Mand
efterlodes i Sverige, omtrent lige saa mange i
Preussen og Livland, medens 50000 skulde
følge Kongen. Denne drog mod Syd, skønt
Kurfyrsten af Brandenburg og Sachsen søgte at
hemme hans Fremgang. Tilly belejrede
dengang Magdeburg; 10. Maj 1631 stormede han
den og ødelagde den under de frygteligste
Grusomheder; dette drev Sachserne til at forene
sig med Gustaf Adolf, den svensk-sachsiske Hær
blev derved c. 3000 Mand stærkere end Tilly’s.
Ved Breitenfeld nær Leipzig mødtes Hærene 7.
Septbr 1631. Gustaf Adolf vandt en fuldstændig
Sejr, som paa een Gang helt forandrede
Forholdene i Tyskland og skaffede ham selv Navn
mellem de største Feltherrer. Efter Sejren drog
Gustaf Adolf ikke, hvad mange havde ventet,
mod de kejserlige Arvelande, men forfulgte
Tilly’s vigende Hær og slog den anden Gang ved
Lech-Floden 5. April 1632; Tilly blev selv
dødelig saaret. Imidlertid havde Kejseren med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
