- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
783

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trolddom - Troldehoved - Troldeskov

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Delinkventen forinden blev halshugget. Nogen
direkte Hjemmel for den i Lovgivningen
fandtes vel i lang Tid ikke (en saadan fik man
først i D. L.); men den forudsattes dog et Sted
i Reces 1576 og har muligvis allerede været
anvendt i Middelalderen i de groveste Tilfælde
af T., navnlig hvor en Persons Død antoges
hidført paa denne Maade.

Hvad den processuelle Behandling af
Trolddomssager angaar, var Straffeprocessen i de
store Hekseforfølgelsers Tid i næsten alle de
europæiske Fastlandsstater udpræget
inkvisitorisk med let Adgang til Anvendelse af Tortur,
og dette fik den største Betydning for det
Omfang, Forfølgelserne fik. Efter den tyske
Straffeproces kunde Tortur vel ikke bringes til
Anvendelse paa Grundlag af en blot Angivelse;
der maatte foreligge visse Indicier mod den
paagældende, men Fordringerne til disse var
efter Loven kun smaa og gjordes i
Trolddomssager endnu mindre gennem Praksis. I
England og de nordiske Lande var Straffeprocessen
derimod paa det heromhandlede Tidspunkt
ikke inkvisitorisk, og der var følgelig ingen
Adgang til ved Tortur at aftvinge Sigtede en
Tilstaaelse, paa hvilken Dommen kunde bygges.
I Trolddomssager synes man imidlertid i
Danmark i den første Tid helt at have kastet de
sædvanlige processuelle Grundsætninger over
Bord. Christian II’s Landsret hjemler i Strid
med de nævnte Grundsætninger Inkvisition i
den Slags Sager i samme Omfang som i
Udlandet, og rimeligvis har man, da
Hekseprocesserne rigtig kom i Gang efter
Reformationen, til at begynde med uden
Hjemmel efterlignet de tyske Forbilleder. Reces
1547 opstillede imidlertid to Regler, der,
skønt de ikke udelukkende angik
Trolddomssager, sikkert var foranlediget ved Misbrug,
der i de foregaaende Aar havde fundet Sted
i disse, og ved hvilke man igen søgte at
bringe Procesmaaden i Overensstemmelse med
almindelige danske Retsgrundsætninger. Den ene
gik ud paa, at ingen maatte pinlig forhøres,
forinden han var lovlig dømt til Døden
for en Ugerning. Tortur maatte altsaa ikke
anvendes for at fremskaffe det Bevis, hvorpaa
Dommen i Sagen skulde grundes, men kunde
først finde Sted, naar Vedkommende paa
andet Grundlag var dømt. Øjemedet med
Torturen blev da dels at skaffe yderligere
Bekræftelse paa Dommens Rigtighed, dels og navnlig
at faa den dømte til at udlægge andre som
skyldige i samme Forbrydelse, f. Eks. ved at
nævne dem som Deltagere i Heksesabbaterne
(se Hekse). Saadanne Udlæggelser havde
Betydning ved at kunne give Anledning til, at
Sag nu ogsaa rejstes mod de udlagte, men
anden Betydning havde de ikke. Den anden af
de ovennævnte Regler i Reces 1547 slog
nemlig fast, at intet udædisk Menneske eller nogen
anden, som var overbevist om nogen uærlig
Sag, Tyve, Troldkarle eller Troldkvinder,
skulde staa til troende i Vidnesbyrd eller paa
anden Maade, hvori laa, at de domfældte Hekses
Udlæggelser af andre ikke kunde bruges som
Bevis mod de udlagte. Reglerne i Reces 1547,
der senere gik over i Kolding’ske Reces og
derfra over i D. L., blev vistnok i det hele
godt overholdte, hvad i hvert Fald gælder om
den sidstomtalte, men sikkert ogsaa om den
første, der vel undertiden ses fraveget, men i
Reglen kun i Tilfælde af særlig Art, saaledes
hvor Statsinteresser stod paa Spil og Forholdet
derved tillige fik Karakteren af
Majestætsforbrydelse, som da en Troldkvinde havde villet
forgøre den udvalgte Prins Christian.
Tilsammen tagne betød de to Regler en ikke ringe
Forbedring af Sigtedes Retsstilling
sammenlignet med Stillingen efter tysk Ret, og de har
sikkert væsentlig bidraget til, at
Domfældelserne her i Landet ikke naaede saa store Tal, som
kendes fra andre Lande. Tilbage blev
imidlertid den Mangel paa Kritik, der selv
Heksetroen forudsat prægede Bedømmelsen af det
tidligere omtalte Indiciebevis. Man gjorde sig
ingen Ulejlighed med at søge efter naturlige
Forklaringer af en indtraadt Skade, naar der
var Mulighed for at opfatte den som hidført
ved T., og man var end ikke meget
nøjeregnende med Beviset for, at den Sigtede virkelig
forud havde truet med Skaden, hvad man dog
i Princippet fastholdt som værende af stor
Vigtighed. Kritikløsheden traadte navnlig
stærkt frem hos de Nævninger, der i første
Instans afgjorde Trolddomssager, hvorimod
Landstingene, for hvilke alle
Nævningekendelser i saadanne Sager siden Reces 1576 skulde
indstævnes, gennemgaaende viste større
Forsigtighed, i hvert Fald i 17. Aarhundrede, hvor
Frifindelser ikke sjælden forekom. 1686
bestemtes det, at Trolddomssager altid skulde
appelleres til Højesteret, men denne Bestemmelse
kom for sent til at faa nogen Betydning. I
Tiden forinden indbragtes saadanne Sager kun
undtagelsesvis for Landets øverste Domstol
(Rettertinget eller efter 1660 Højesteret), men
naar det skete, blev Resultatet hyppigst
Frifindelse. I sidste Halvdel af 17. Aarhundrede
var Hekseprocesserne i stærk Tilbagegang, og
de i D. L. 6—1—9 og følgende optagne
Bestemmelser om T., der for største Delen var en
Bekræftelse af ældre Ret, fik i Praksis kun
kortvarig Betydning, idet Baalstraffen allerede
10 Aar senere (1693) for sidste Gang bragtes
til Anvendelse i Danmark.
P. J. J.

Troldehoved, Kampleg. Hovedet tegnes paa
Jorden eller Gulvet saa stort, at Deltagerne,
der danner Kreds omkring det, idet hver fatter
om sin højre Sidemands Haandled med
Undergreb, til Nød kan springe over det under
Legen. Kredsen sættes i Bevægelse, idet man
løber rundt om Hovedet og forsøger at trække
eller skubbe hinanden saaledes, at man nødes
til at sætte sin Fod paa Hovedet. Den, som gør
dette, eller den, der slipper sit Greb om
Sidemandens Haandled, gaar ud af Legen. (Litt.:
Knudsen og Lüttichau, »Hjemmenes
Legebog«, S. 79).
Fr. K.

Troldeskov er et godt dansk Ord for de
Træsamfund, som kun indeholder forkrøblede
og forvredne Individer; T. fremkaldes af
ugunstige Livsvilkaar, især stærk Blæst Foraar og
Forsommer; undertiden kan Mishandling ved
Mennesker og Dyr være medvirkende. T. findes
udpræget i Tisvilde (Skovfyr) og i Rold Skov
(Bøg).
C. V. P.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0791.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free