- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
997

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet, Osmanniske Rige - Historie

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

der var kaldte til Hovedstaden, viste sig loyale.
I Konstantinopels Hovedgader og paa
Janitsharernes Alarmplads, Et-meidan, kom det til en
blodig Kamp, som endte med, at den trodsige
Garde, een Gang T.’s Stolthed og Europas
Skræk, fuldstændig massakreredes; c. 20000
Mennesker angives at være dræbt ved denne
Lejlighed. Efter saaledes at have faaet fri
Hænder ved at have efterlignet, hvad Muhammed
Ali allerede 1811 havde gjort med Mamlukkerne
i Ægypten, kunde Mahmud skride til Armeens
Reorganisation; der oprettedes efter europæisk
Mønster en Liniehær (nizãm) og flere Klasser
af Reserve (redif, mustahfiz), og Rammerne for
de enkelte Afdelinger blev indrettede paa
Europæisk. Den uheldige Russerkrig sinkede
Arbejdet; men efter dens Afslutning blev det
optaget paa ny, og tyske Officerer, deriblandt den
senere berømte Feltmarskal Moltke, virkede
allerede i 1830’erne i tyrkisk Tjeneste; med
særlig Forkærlighed udvikledes Artilleriet, det
Vaaben, der fra den tidligste Tid og lige til
vore Dage har været den osmanniske Hærs
Hovedfortrin.

Den sidste og farligste Kamp fik Mahmud at
bestaa med sin hidtil loyale Vasal, Vicekongen
af Ægypten, Muhammed Ali. Denne, der fra
fattig albanesisk Officer ved Held og Dygtighed
havde svunget sig op til Ægyptens Behersker,
var et fuldstændigt Sidestykke til Mahmud; han
havde samme Rastløshed i sin Reformiver og
samme Ubøjelighed, men var heldigere end sin
kejserlige Herre, fordi den politiske Situation
var ham gunstigere, Ægypten laa afsides for
sig og var mere nationalt ensartet, og i den
ægyptiske Befolkning havde han et bedre
Materiale at arbejde med. Muhammed Ali
begyndte 1831 Krig med Pashaen i Syrien, og da
Porten forbød dette og til sidst endog
erklærede ham afsat, lod han Ibrahim rykke frem,
og i et raskt Sejrsløb ilede denne gennem
Syrien og Lilleasien og truede endog
Konstantinopel; 1833 maatte Sultanen slutte Fred og
afstaa hele Syrien og Kilikien til sin oprørske
Vasal. 1839 begyndte Kampen paa ny; Ibrahim
slog 24. Juni ved Nisib den tyrkiske Feltherre,
der ikke vilde lytte til Moltke’s Raad, men
denne Gang greb Stormagterne ind til Fordel
for Sultanen; denne havde allerede tidligere
sluttet et offen- og defensivt Forbund med
Rusland ved Traktaten i Hunkjar-Skelesi, og denne
Magt fulgtes af England og Østerrig; kun
Frankrig støttede Ægypten, og den daværende
Premierminister, Thiers, rustede til Krig til
Forsvar for Muhammed Ali og Ægypten; det var
Traditionerne fra Bonaparte’s Tid, der sad hans
Historieskriver i Blodet. Men Ludvig Filip
turde ikke ene tage det op med Europa, han lod
Guizot afløse den krigerske Thiers; Muhammed
Ali blev vist tilbage til sine ægyptiske
Enemærker, og de 1833 afstaaede Provinser blev
gengivne T.

Under alle disse stormfulde Begivenheder
havde Mahmud virket ivrig for indre Reformer.
Hans Forstaaelse af disses Nødvendighed var
klar, men han savnede Evnen til at skelne
mellem væsentligt og uvæsentligt. Han afskaffede
den gamle Turban og indførte den røde Fes
som Embedsmændenes officielle
Hovedbeklædning, og han slog — mod Koranens
udtrykkelige Forbud — Mønt med sit Billede paa.
Samtidig indførtes mange vigtige Reformer;
Dampskibe sattes i Gang; der oprettedes Karantæne
og byggedes Hospitaler; han grundlagde en
Statstidende, som blev den første Spire til den
osmanniske Presse.

1. Juli 1839, endnu inden Tilendebringelsen af
den ægyptiske Konflikt, endte Mahmud sit
bevægede og virksomme Liv og efterfulgtes af
sin Søn, Abd-ul-Medshid. Denne udstedte
kort efter sin Tronbestigelse en Kundgørelse,
det saakaldte Hatti-Sherif af Gulhane,
hvori han forelagde T.’s store Reformprogram.
Senere udvikledes dette yderligere i en Række
Tanzimât (Forordninger). Hovedpunkterne i
dette Program var: Lige Adgang for alle
osmanniske Undersaatter, uanset
Religionsforskel, til alle Poster i Hæren og til alle andre
Embeder; Ophævelse af Bestemmelsen om
Dødsstraf for en Renegat, der atter bliver Kristen.
Det vigtigste af dette Program er aldrig blevet
realiseret, hverken dengang eller senere.
Navnlig har den tyrkiske Hær bevaret sin ensidige
islamitiske Karakter, hvad der paa den ene
Side har været dens Styrke, men paa den
anden Side har berøvet den adskillige Muligheder
for rigeligere Tilgang.

Under Abd-ul-Medshid ligger Begivenhedernes
Tyngdepunkt i Syrien og Palæstina. I Syrien
førte Religionsforskellen mellem de kristne
Maronitter og de halvt hedenske, halvt
muhammedanske Drusere til heftige Kampe, der fik
yderligere Betydning, ved at England og
Frankrig tog Parti, henholdsvis for de sidste og de
første. Fra gammel Tid havde Frankrig
Protektoratet over alle orientalske Kristne og
derved en dominerende Stilling i Østen. Dengang
Ibrahim Pasha under den ægyptiske Krig holdt
Syrien besat, var de Kristne blevne
favoriserede, en naturlig Følge af Ibrahim’s og hans
Adoptivfaders Ivrighed for paa alle Maader at
gøre Europæerne til Behag; det var derfor kun
naturligt, at Reaktionen brød ud, saa snart
Ægypterne havde forladt Landet. 1845 kom det
til en Række blodige Massakrer i de kristne
Landsbyer, og man blev derefter enig om at
dele de to Racer under to forskellige Ledelser,
samtidig med at der blev givet de Kristne
forskellige Garantier. Hermed var imidlertid
Druserne meget utilfredse, og Gæringen vedblev,
idet de tyrkiske Guvernører i Beirut og
Damaskus for det meste pustede til Ilden. 1860
rejste Druserne sig paa ny, og hurtig forplantede
Bevægelsen sig til Damaskus, et af
Hovedsæderne for muhammedansk Teologi og dermed
for den religiøse Fanatisme. Støttet af den
kommanderende General Ahmed Pasha iværksatte
den muhammedanske Pøbel en Række
Myrderier; under disse optraadte Islams gamle
Forkæmper Abd-el-Kader fra Algérie, der efter sin
Frigivelse fra fransk Fangenskab havde taget
Bolig uden for Damaskus, som de Kristnes
Beskytter og reddede en Mængde Familier.
Begivenheden vakte en Storm af Uvillie i Europa,
og den tyrkiske Regering, der var stærkt
kompromitteret ved Ahmed Pasha’s Optræden,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/1005.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free