- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
998

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet, Osmanniske Rige - Historie

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

saa, at der ikke var andet at gøre end at følge
Europa og desavouere sine egne. Generalen blev
skudt, og Napoleon III, der med Glæde greb
Lejligheden til at vise Frankrig som de
orientalske Kristnes Beskytter, sendte en
Ekspedition til Syrien; Libanon-Distriktet blev gjort til
en autonom Provins under en kristen Guvernør
og med en særlig Milits til at opretholde
Ordenen.

Vigtigere end Stridighederne i Syrien blev
imidlertid Udviklingen af de religiøse Forhold
i Palæstina. Som bekendt er der ingen Steder,
hvor det indbyrdes Had mellem de forskellige
Sekter af Kærlighedens Religion har vokset sig
saa kraftig som i selve dennes Hjemstavnsland;
navnlig har der mellem de græsk-katolske
og de latinske Menigheder fra gammel Tid
udviklet sig en bitter Strid om Beskyttelsesretten
over de hellige Steder, Bethlehems-Grotten og
Kristi Gravs Kirke i Jerusalem; denne Ret
symboliseredes i Adkomsten til at sørge for
Renholdelsen af Stederne. Oprindelig havde
Latinerne Forretten, grundet paa Aftaler mellem
Sultan Saladin og Korsfarerne; senere
Fermaner fra 1561, 1620 og 1633 bevidner ogsaa dette.
Men efterhaanden trængte Grækerne frem,
støttede af Rusland, og efter hver russisk-tyrkisk
Krig, der endte med Sejr for Rusland,
indføjedes i Fredstraktaten ny Bestemmelser, som
gav Grækerne Overtaget. Det var nu Ruslands
Plan at benytte sin Stilling som den græske
Kirkes Beskytter til at tiltvinge sig
Protektoratet over hele Orienten, og i Miskendelse
baade af den hele politiske Situation og T.’s
militære Kraft befalede Kejser Nikolaj sine
Diplomater at bruge Kirkestriden til at hidføre en
Katastrofe; 5. Maj 1853 stillede Fyrst
Menschikov en Ultimatumsfordring om faste Garantier
for de græske Undersaatter i T., og 21. Maj
erklærede Udenrigsministeren at ville holde
Donau-Fyrstendømmerne (det senere Rumænien)
besatte, indtil Fordringerne var opfyldte.
Denne brutale Fremgangsmaade vakte en rasende
Harme i T.; Ulemaerne gav Abd-ul-Medshid
Valget mellem at abdicere eller slaas; 4. Oktbr
blev Krigen erklæret. Russerne gik mod
Widdin; Renegaten Omer Pasha besatte Oltenitza,
lokkede Fjenden derhen og trak sig saa tilbage,
og imedens var Widdin sat i Forsvarsstand.
Til Søs var Tyrkerne som sædvanlig uheldige;
men medens Kampen om Donau-Fæstningerne,
i hvilken de tyrkiske Soldater udfoldede deres
glimrende Egenskaber, trak i Langdrag,
forandredes hele den politiske Situation, ved at
England og Frankrig sluttede sig til T.; England
fulgte her sin gamle Realpolitik, at hindre
Ruslands Overvægt i Orienten, Napoleon III
handlede som de latinske Kristnes Beskytter; 27.
Febr 1854 stillede Vestmagterne, til hvem
Kongeriget Sardinien sluttede sig, deres Ultimatum,
og Krigsskuepladsen overførtes til Krim (om
Krim-Krigen, se Rusland, »Historie«).
Pariser-Freden af 30. Marts 1856 endte Krigen;
ved denne Traktat blev T. officielt anerkendt
som jævnstillet med andre civiliserede Magter,
efter at det kort i Forvejen havde fornyet alle
Reformløfterne af 1839 ved et nyt Program,
Hatti-Humajun af 1856. I Virkeligheden havde
under Abd-ul-Medshid’s Regering disse Løfters
Opfyldelse kun gjort meget svag Fremgang; den
tidligere aabenlyse Modstand hos
Gammeltyrkerne var nu afløst af en passiv, der med sit
uskyldigere Udseende i Virkeligheden var nok
saa virkningsfuld. Personlig var Abd-ul-Medshid
opfyldt af Iver for at fortsætte Faderens
Livsværk; men han savnede dennes Energi og var
tillige personlig meget ødsel.

25. Juni 1861 døde han og efterfulgtes af sin
Broder Abd-ul-Aziz (1861—76). Han var en
i personlig Omgang vindende Mand, en
Egenskab, som alle Mahmud’s Efterkommere synes
at have arvet, men han var paa een Gang sløv
og i sin Tænkemaade brutal, og under ham
udvikles alle de indre Skader, som T. endnu
langtfra er blevet fuldstændig helbredet for.
Medens under Forgængeren Begivenhedernes
Tyngdepunkt havde ligget i Rigets østlige Del,
flyttes det nu atter hen til Vestgrænsen. 1861
udbrød der Opstand i Herzegovina; den kristne
jordløse Landbefolkning trykkedes her af
Godsejerne, der var Muhammedanere,
Efterkommere af gamle Renegater, som havde taget Len af
den tyrkiske Regering. Denne Forening af den
sociale og den religiøse Modsætning gjorde
naturligvis kun Striden mere bitter, og de Kristne
støttedes af Trosfællerne i det halvt uafhængige
Montenegro. Da dette Fyrstendømmes Holdning
var Porten mistænkelig, opfordredes det til at
afvæbne, og derefter rykkede Omer Pasha ind
i Landet 1862. Montenegrinerne blev slaaet og
Opstanden i Herzegovina undertrykt.

I Serbien var 1860 den gamle Milosch
Obrenovic kommet tilbage, efter at Alexander
Karageorgevitsch (Fader til den senere Kong
Peter) var forjaget. Tyrkerne havde Garnison
i 6 Byer, deriblandt Belgrad; uden for disse
skulde de tyrkiske Indbyggere anerkende de
serbiske Myndigheder. Naturligvis var dette
Forhold ganske uholdbart, og det kom til
stadige Rivninger, ofte af helt ubetydelige
Aarsager. Enden blev, at Tyrkerne i Løbet af
1860’erne maatte trække deres Tropper helt ud af
Fyrstendømmet, der dog stadig forblev
tributpligtigt. Den samme Stilling havde Rumænien,
hvor Fyrst Couza, en Efterkommer af de gamle
Hospodarer, 1861 blev valgt til Fyrste;
Landaristokratiet, de saakaldte Bojarer, optraadte
imidlertid meget egenraadigt, og 23. Febr 1866
blev Couza tvunget til at abdicere, og Prins
Karl af Hohenzollern valgtes til Fyrste; med
en utrolig Sejghed og Taalmodighed lykkedes
det efterhaanden denne at bryde Bojarernes
Overmod og at ordne Landets indre Tilstande.

I selve T. lededes under Abd-ul-Aziz
Reformarbejdet først af den dygtige og alsidige
Storvesir Fuad Pasha, der baade var Digter, Læge
og Diplomat. Han begunstigede dog Sultanens
Ødselhed for at gøre sig personlig uundværlig,
og skønt der 1862 blev gennemført en meget
vigtig Reform ved Inddragelsen af de tyrkiske
Papirpenge, de saakaldte kâime, blev Rigets
Finanser stadig slettere. Samtidig
vanskeliggjordes Regeringens Stilling ved Udbredelsen
af den ungtyrkiske Bevægelse; oprindelig
litterær og opstaaet ved Paavirkning af de
franske Romantikere var den hurtig ogsaa blevet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/1006.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free