Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet, Osmanniske Rige - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tidspunkt samme Stilling over for sit serbiske
Folk som senere under Komitadjiernes Oprør i
Makedonien Fyrst Ferdinand over for
Bulgarerne; han maatte følge Folkestemningen eller
risikere sin Trone. 1. Juli 1876 gik Serberne
over Grænsen, men deres Fører, den russiske
General Tschernajev, begik den Fejl at sprede
sine Tropper samt ikke at rykke ind i Bosnien.
Bosniakerne havde taget den unge Peter
Karageorgevitsch til Fører, og dette kunde det
daværende serbiske Dynasti kun betragte med
Mistro. Serberne blev slaaet, hvad venteligt
var, da den militære Forberedelse og Ordning
heller ikke stod i Forhold til den nationale
Begejstring, og de paakaldte derefter europæisk
Intervention. Russerne søgte at dække dem,
men Tyrkerne trængte atter frem, og 29. Oktbr
led Serberne igen et stort Nederlag, og de
forsvinder derefter fra Krigsskuepladsen.
Imidlertid havde Gladstone i England, uanset at
dettes Interesser i den foreliggende Situation
maatte være at gaa sammen med T., ved
ildfulde Taler vakt en mægtig Stemning i
Anledning af de af irregulære tyrkiske Tropper
begaaede Grusomheder i Bulgarien. Diplomaterne
søgte at berolige denne ved at fravriste T.
Indrømmelser, men Midhat Pasha, der i Aarets
sidste Maaned atter var blevet Storvesir, skabte
et Værn mod Stormagternes Intervention ved
Oprettelsen af et tyrkisk Parlament, som han
kunde skyde sig ind under. Den ny tyrkiske
Forfatning havde to Kamre, et Senat, hvis
Medlemmer valgtes af Sultanen paa Livstid, og et
folkevalgt Kammer med et Medlem for hver
50000 Indbyggere; Ministrene var ansvarlige,
Sultanen alene havde Lovgivningsinitiativ og
kunde (ifølge § 44) paa ubestemt Tid
udsætte Møderne. I Konstitutionen betegnedes
alle Sultanens Undersaatter som Osmanner,
hvilket foranledigede en Protest fra
Rumænernes Side. Det viste sig imidlertid snart umuligt
for det ny parlamentariske Maskineri at
arbejde, og benyttende sig af den ovennævnte
Paragraf sendte Sultanen allerede 1877 Parlamentet
hjem for først 31 Aar senere under Tvang at
indkalde det paa ny. Konstitutionens
Ophavsmand, Midhat Pasha, blev styrtet i Marts 1877
og senere efter en ret tvivlsom Proces forvist
til Sydarabien, hvor han døde 1884. Vinteren
1876—77 var i øvrigt hengaaet med
diplomatiske Debatter; 31. Marts 1877 undertegnede
Stormagterne en Londoner-Protokol, der opfordrede
T. til at give efter for Bulgarernes Fordringer,
men Tyrkerne, der paaberaabte sig
Pariser-Fredens Bestemmelser om det tyrkiske Riges
Integritet, afslog dette; det var dengang som saa
ofte siden T.’s Fejl hellere at lade sig
Indrømmelserne fravriste end at give dem frivillig paa
Forhaand. 24. Apr. 1877 erklærede Kejser
Alexander, der blev drevet frem af den
panslavistiske Bevægelse, Krig. Den tyrkiske Folkestemning
var uhyre optimistisk; man drømte sig tilbage
til 1853 og talte om en Hær paa 900000 Mand;
den faktiske Styrke var 300000. Krigsminister
var den dygtige Redif Pasha,
Øverstkommanderende den uduelige Abd-ul-Kerim; paa den
asiatiske Grænse kommanderede Mukhtar
Pasha. Tyrkerne spredte deres Kræfter, Suleiman
Pasha blev sendt mod Montenegro, medens
Rumænerne gjorde fælles Sag mod Rusland. I Juni
gik Russerne over Donau, og den følgende
Maaned trængte den dristige General Gurko frem til
Schipka-Passet. Umiddelbart herefter blev
Abd-ul-Kerim afsat, og han trak Redif med sig i
Faldet; den tysk-fødte Muhammed Ali Pasha
blev Overgeneral. Suleiman gik nu mod
Schipka, og Osman Pasha satte sig fast ved Plevna
for at true Russernes Fremrykningslinie i
Flanken. Med beundringsværdig Tapperhed
forsvarede han de i Hast opkastede Feltbefæstninger,
og i en Række blodige Kampe i September blev
Russerne kastet tilbage. Da tilkaldte disse den
dygtige Ingeniørgeneral Totleben for at
iværksætte en regulær Belejring, og Osman, der som
alle ægte Tyrker havde mere Udholdenhed end
Initiativ, fulgte ikke Omar Pasha’s glimrende
Strategi fra 1853, at trække sig ud af det i
Tide, da alt, hvad der overhovedet kunde
opnaas, var opnaaet. Han blev staaende, hvor
han een Gang stod, og i December maatte han,
selv saaret, overgive sig med 45000 Mand. I
Asien var Kars faldet allerede i November.
Suleiman’s fortvivlede Forsøg paa at forcere
Schipka-Passet førte heller ikke til noget. I Jan. 1878
rykkede Skobelev ind i Adrianopel, og snart
kunde man fra Konstantinopels Mure se
Blinkene af Kosakkernes Lansespidser. Saa var
ingen Modstand mulig mere, og allerede 5.
Febr blev Fredspræliminærerne undertegnet. 3.
Marts sluttede Freden i San Stefano, hvorved
Ruslands Grænser skødes frem i Asien,
Fyrstendømmet Bulgarien udvidedes lige til
Ægæerhavet, og Serbien og Rumænien blev
uafhængige, medens den Krigsskadeerstatning, T.
skulde udrede, fastsattes til 1200 Mill. frc. Først nu
opdagede England og Tyskland, at det i
Grunden havde været et Misgreb at give Rusland
saa fri Hænder, og ved en ganske overlegen
Statskunst lykkedes det Bismarck at faa
sammenkaldt en Kongres i Berlin for at regulere
San-Stefano-Fredens Betingelser. Ved
Berliner-Freden Juli 1878 blev Bulgarien delt. Allerede
forinden havde England sluttet en Særtraktat
med T., hvorved det fik Cypern.
Efter denne store Katastrofe blev det
Sultanens Opgave dels saa vidt muligt at bevare
de Stumper, der var tilbage, dels at søge
Erstatning for det tabte gennem indre Reformer
og ad andre Veje. Der skete Fremskridt ved
den af tyske Officerer ledede Reorganisation af
Hæren, ligesom ogsaa i
Elementarundervisningen; derimod blev den højere Undervisning
forsømt. Sultanen gav Tyskerne Koncession paa
den saakaldte Bagdadbane, en Linie fra
Konstantinopel til den persiske Havbugt, og i de
tyske Fremtidsfantasier under Vilhelm II kom
dette Foretagende til at spille en stor Rolle.
Ved Verdenskrigens Afslutning var med et Par
enkelte Afbrydelser Linien ført frem til
Diarbekr, ligesom Englænderne havde bygget
Strækningen Basra—Bagdad. Desuden virkede
Abd-ul-Hamid personlig ivrig for Anlægget af en
Bane fra Damaskus til Mekka, hvorved
Pilegrimstrafikken i høj Grad vil blive lettet;
denne Bane er nu ført frem til Medina, hvis
Station aabnedes i 1913. Verdenskrigen og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
