- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
999

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet, Osmanniske Rige - Historie

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

politisk og gik i sin Helhed ud paa at søge
Rigets Frelse i en Indførelse af vesteuropæiske
politiske Institutioner. Ungtyrkerne har fra
første Færd udvist megen Begejstring og tillige
megen personlig Offervillighed, men de har
bestandig savnet Klarhed og den historiske
Forstaaelse af, at Vesteuropas Former kun daarlig
vilde passe til det orientalske Kulturindhold.

Imidlertid var der udbrudt Opstand paa
Kreta, men denne blev 1867 dæmpet af den
dygtige Storvesir Ali Pasha, der efterfulgte
Muhammed Ruschdi. Grækenland vilde allerede
dengang have begyndt Krig, men dette
hindredes af Stormagterne, hvis besværlige
Opgave det bestandig har været at skulle søge at
bevare den uholdbare status quo i Orienten,
for at ikke ogsaa de store Rivalitetsspørgsmaal,
der ligger Magterne selv imellem, skulde
komme paa Dagsordenen. Først 30 Aar senere
skulde den kretensiske Befolkning opnaa
Løsrivelsen fra T. Ali Pasha døde allerede 1871, og
dette var et stort Tab for T., der under hans
Efterfølger Mahmud Nedim mere og mere kom
under russisk Indflydelse, saa at den russiske
Gesandt, General Ignatijev, var Landets faktiske
Behersker. Midhat Pasha, der en kort Tid 1873
var Storvesir, og som var meget engelskvenlig
og reformvenlig, men tillige ret kritikløs, søgte
forgæves at hindre baade dette og den stadig
mere truende finansielle Katastrofe. Han blev,
da han personlig var Sultanen meget imod,
snart fjernet, og Mahmud Nedim kom atter til
Roret. Han erklærede Statsbankerotten af 1875.
Under disse fortvivlede Forhold kom Tanken
om at fjerne den sløve og ødsle Abd-ul-Aziz
stærkere frem, og til sidst dannede Muhammed
Ruschdi, der paa ny var blevet Storvesir, en
ligefrem Sammensværgelse med Midhat,
Krigsministeren Husajn Auni Pasha og Krigsraadets
Præsident Redif Pasha; Sheik-ul-Islam
Chajrullah afgav paa Opfordring følgende Fetva:
»Naar de Troendes Behersker opfører sig som
en gal, naar han ikke har den fornødne Indsigt
til at regere, naar han forvolder Udgifter, Riget
ikke kan bære, naar hans Forbliven paa
Tronen vil have skæbnesvangre Følger, skal man
saa afsætte ham, ja eller nej? Svart Religionens
Lov siger: ja!«. Støttede til denne Fetva
afsatte den væbnede Magts Repræsentanter Sultan
Abd-ul-Aziz 30. Maj 1876, og Abd-ul-Medshid’s
ældste Søn blev Sultan, Murad V
(30. Maj—31. Aug. 1876); Abd-ul-Aziz førtes som Fange
til Paladset Tschiragan; faa Dage efter blev
han fundet med overklippede Pulsaarer.

Murad havde i sin prinselige Tilbagetrukkethed
haft Ord for at være liberal, og der knyttedes
derfor store Forventninger til ham. Disse var
han imidlertid langtfra i Stand til at opfylde;
han var fordrukken og sjælelig angrebet, og
Katastrofen med Onklens Død rystede ham
stærkt. Imidlertid havde Bulgarerne gjort
Oprør, og under Vægten af alle disse ydre og
indre Rædsler sank han fuldstændig sammen.
Livlægen, en Italiener, Capoleone, erklærede
ham for uhelbredelig sindssyg, en tilkaldt
Wienerspecialist Leidesdorff mente først at
kunne kurere ham, men tiltraadte senere den
andens Mening. Midhat Pasha opfordrede den
yngre Broder Abd-ul-Hamid til at overtage et
midlertidigt Regentskab, men denne afslog det,
og der var da intet andet for end definitivt at
afsætte Murad og udraabe Abd-ul-Hamid
II til Sultan 31. Aug. 1876, hvilket Midhat var
saa meget mere villig til, som han fejlagtigt
troede i den tilbagetrukne og stilfærdige yngre
Prins at have fundet et villigt Redskab for sine
egne Planer. Murad blev ført til Paladset
Tschiragan, hvor han levede under meget streng
Bevogtning indtil sin Død Septbr 1904; han blev
efter sin Afsættelse taget til Enhedsmærke af
Ungtyrkerne, der paastod, at hans Galskab var
fuldstændig helbredet, saa at han atter burde
indtræde i sine Rettigheder; den sande
Sammenhang er aldrig til fulde blevet opklaret.
Da Murad ikke naaede at blive omgjordet med
Osman’s Sværd, hvilket for de tyrkiske
Sultaner er den til Kroningen svarende Ceremoni,
tælles han ikke officielt med i Sultanernes
Række.

Abd-ul-Hamid var som alle osmanniske
Prinser opdraget efter det forkastelige System af
fuldstændig Afsondrethed og uden Spor af
Adgang til Beskæftigelse med Statssager. Ingen
vidste derfor ret, hvad der boede i den stille
og indesluttede Mand. Det hed sig, at han i
sin Ungdom havde levet et lystigt Liv, men
derpaa pludselig var slaaet om og havde fordybet
sig i teologiske Interesser. Det Manifest, han
udstedte ved sin Tronbestigelse, indeholdt
forskellige gode Løfter, men var i øvrigt holdt i
ret almindelige Udtryk. Det viste sig imidlertid
lige fra første Færd, at den unge Sultans
fornemste Bestræbelser gik ud paa at forlægge
Magtens Tyngdepunkt fra Ministerraadet og
Storvesiratet til sit eget Kabinet, og saa vidt
muligt at samle alle Traadene i sin egen Haand.
Den Mand, hvem Midhat havde tænkt at skulle
lede som en Dukke, blev en af de
arbejdsivrigste og mest bevidste Selvherskere, som
Historien har kendt.

Den bulgarske Rejsning, der var begyndt i
Efteraaret 1875, hidrørte fra den tscherkessiske
Indvandring. Efter Russernes Erobring i
1860’erne af Kaukasus udvandrede efterhaanden en
Del tscherkessiske Stammer til T. og søgte
Beskyttelse hos Sultanen; den tyrkiske Regering
vilde gerne bevare disse dygtige Krigere for
Riget og anviste dem derfor Boliger paa
forskellige Steder, en Del saaledes langs
Donau-Grænsen. Men Regeringen optraadte ved denne
Landudvisning med stor Hensynsløshed over
for de oprindelige Grundejere, og de
tscherkessiske Nybyggere, hvis kulturelle Begreber var
noget middelalderlige, optraadte med stort
Overmod. Ejendommeligt nok kom saaledes i
Europa de samme liberale Stemmer, der i
1860’erne havde lydt i Klagekoret over
Tscherkessernes Undertrykkelse og Shamyl’s romantiske
Frihedskamp, nu til at være med i Veraabene
over disse sammes Brutalitet over for de
kristne Bulgarer. Den bulgarske Rejsning støttedes
dels af den panslavistiske Bevægelse i Rusland,
der førtes af Mænd som Miljutin, Bolkin og
Skobelev, dels af Serbien og Montenegro. Fyrst
Milan Obrenovic, Søn af den 1867 myrdede
Mikael og Sønnesøn af Milosch, havde paa dette

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/1007.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free