- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
1002

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet, Osmanniske Rige - Historie

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

1908 mødtes med Tsaren i Reval, syntes
Enighed at være opnaaet. Den Fare, der her truede
fra Magternes Side, blev vistnok en
Hovedaarsag til den ungtyrkiske Revolution, der i øvrigt
som nærmeste Maal satte sig Genoplivelsen af
den kun paa Papiret bestaaende Forfatning af
1876 og Omstyrtelsen af det af den sygelig
mistænksomme Sultan og hans samvittighedsløse
Kreaturer udøvede Vilkaarlighedsregimente, det
utaalelige Spionsystem og de grænseløse
Udsugeiser. Det ungtyrkiske Forfatningsparti, der
havde sit Centrum i Paris, var fra 1905 begyndt
at danne hemmelige Organisationer i
Makedonien og andre Dele af T. Juni 1908 blev flere af
Sultanens Spioner myrdet, og samtidig brød
Oprøret ud i forskellige Garnisonsbyer i
Makedonien. Det var Officererne og Hæren, der førte
an. Enver Bey og Niazi Bey var
Hovednavnene. Bevægelsen naaede snart et saadant
Omfang, at Oprørerne kunde true med, at 2. og 3.
Armékorps vilde marchere mod Konstantinopel,
hvis ikke Forfatningen proklameredes.
Abd-ul-Hamid maatte bøje sig, og 24. Juni
proklameredes Forfatningen. Kiamil Pasha blev Storvesir
i et ungtyrkisk Kabinet. Revolutionen var
foregaaet næsten uden Blodsudgydelse. I den første
Begejstring syntes alle nationale og religiøse
Modsætninger at vige, og en selvbevidst
osmannisk Nation begyndte at arbejde paa sin
Genfødelse indadtil og Bevarelsen af sin
Selvstændighed udadtil.

Vanskelighederne for det ny konstitutionelle
T. var store. I Asien maatte Statsmagten gøre
sig gældende over for Arabere og Kurdere, der
var vante til at leve deres fri Liv uden at
bekymre sig stort om Centralmagten.
Reaktionære Komplotter kunde stadig befrygtes. I
Oktober 1908 erklærede Bulgarien sig for et
uafhængigt Kongerige, og samtidig annekterede
Østerrig-Ungarn Bosnien og Herzegovina uden
at bryde sig om Berliner-Traktatens
Bestemmelser. Kretenserne proklamerede deres Øs
Tilslutning til Grækenland. Magterne fik
Kreta-Spørgsmaalets Ordning foreløbig udsat. Det
bulgarske og det bosniske Spørgsmaal
fremkaldte derimod en længere Krisetilstand i
Europa. Farligst blev det bosniske Spørgsmaal. T.
understøttede sine Protester ved en virksom
Boycotting af østerrig-ungarske Varer. Da
tillige Serberne rejste Protest, fordi de
annekterede Landsdeles Befolkning var af serbisk
Nationalitet, og Østerrig-Ungarn mødte
erklæret Uvillie hos alle andre Magter end Tyskland,
gik Regeringen i Wien, efter at de
russisk-engelske Planer om en almindelig
Orient-Konference var strandede, i Jan. 1909 ind paa at
betale T. 2 1/2 Mill. tyrkiske Pund, mod at T.
anerkendte Anneksionen. Dermed var Konflikten
afsluttet for T.’s Vedkommende, medens
Serbiens af Rusland støttede Erstatningskrav
endnu i et Par Maaneder holdt Krigsfaren
svævende over Europa, indtil den tyske Regerings
Indgriben bragte Rusland til at opgive Serbiens
Sag. Ogsaa Bulgariens Anerkendelse som
selvstændigt Kongerige opnaaedes mod en
Skadesløsholdelse i Penge.

Imidlertid var Valgene til det tyrkiske
Parlament gaaet for sig i Decbr 1908. 17. Decbr
aabnedes Parlamentet med en Trontale af
Sultanen. De Deputerede grupperede sig nærmest
efter Religion og Nationalitet.
Muhammedanerne var naturligvis i stort Overtal og bekendte
sig for den langt overvejende Del til en
Liberalisme, i hvilken Nuancerne foreløbig kun var
svagt fremtrædende. Den hemmelige »Komite
for Enhed og Fremskridt«, der havde staaet
bag ved Revolutionen, vedblev at virke som
Landets egentlige Regering. I Febr 1909 bragte
reaktionære Intriger, der støttedes af Sultanen,
Storvesiren Kiamil Pasha i en skæv Stilling,
saa at han maatte gaa af efter at have faaet
et Mistillidsvotum af Kamret. Hussein Hilmi
Pasha blev Storvesir. 9. April havde de
Reaktionære Held til ved Hjælp af et Mytteri blandt
Hovedstadens Tropper at gennemføre en
Modrevolution og styrte den overraskede
ungtyrkiske Regering. Hilmi maatte flygte, en lille
Gruppe Deputerede dannede et
»Rumpparlament« i Tschataldscha. Hovedstaden syntes
prisgivet Anarkiet. Men de ungtyrkiske Tropper
under Ledelse af Sheyket Pasha foretog et
glimrende Tog mod Hovedstaden, og i Løbet af
en halv Snes Dage havde Ungtyrkerne
tilbageerobret Magten. Sultan Abd-ul-Hamid, hvis
Deltagelse i Kontrarevolutionen var uden for al
Tvivl, blev endnu i samme Maaned (April) afsat
og hans Broder Reshad proklameret til Sultan
under Navnet Muhammed V. Den afsatte
Sultan interneredes i Saloniki og flyttedes
senere til et Slot ved Bosporus, hvor han døde i
1917. 10. Maj 1909 omgjordedes Muhammed
højtidelig med Osman’s Sværd.

I de følgende Maaneder førtes Kampe med
de stridbare Albanesere, der ikke vilde indordne
sig under de ny Forhold. Den osmanniske
Nationalisme ytrede sig i det hele i ret skarpe
Former over for ikke-tyrkiske Folk inden for
Rigets Grænser. Faretruende blev
Kreta-Spørgsmaalet, da Kretas Beskyttelsesmagter (England,
Frankrig, Italien, Rusland) i Sommeren 1909
trak deres Besættelsestropper bort fra Øen. I
Maaneder igennem arbejdede Kretenserne,
støttede paa Magternes Vaklen og Tvivlraadighed,
paa Opnaaclsen af Foreningen med Grækenland,
medens T. gentagende erklærede, at en saadan
Anneksion fra Grækenlands Side vilde blive
besvaret med en Krigserklæring. T. vilde have
Kreta-Sagen definitivt ordnet paa Basis af
vidtgaaende Autonomi under T.’s Overhøjhed, men
kunde ikke vinde Magterne — navnlig det
græsk-venlige England — derfor; Atter og atter
truede en græsk-tyrkisk Krig med at bryde ud.
Men snart fik T. større og alvorligere Ting at
tænke paa. Efter at en ny albanesisk Opstand
i 1911 havde bragt Rigets Svaghed klart for
Dagen, brød Italien samme Efteraar pludseligt
frem med et Overfald paa Tripolis, T.’s sidste
Besiddelse i Afrika. Angrebet kom Tyrkerne
ganske uventet, og da Italienerne var Herrer
paa Havet, var de faa tyrkiske Stridskræfter i
Tripolis overladt til sig selv. Alligevel holdt
disse tappert ud, støttet af den indfødte
Befolkning. Under denne Krig besatte Italien
ogsaa Rhodos og omliggende Øer ved Lilleasiens
Sydvestkyst, det saakaldte Dodekanesos, som
det senere bestandigt har fastholdt. Men

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/1010.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free