Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Litteratur.
Det er kun meget lidt, vi ved om den
allerældste tyske Digtning. Pytheas fra Marseille og
Cæsar har været i Forbindelse med
Germanerne; men det er først Tacitus, som i sin
stemningsfulde Skildring Germania giver
Meddelelser om Landets litterære Tilstand. Germanerne
havde Sange, der blev afsungne før Slaget og
under Maaltidet. Disse Kvad omfattede ifølge
Tacitus’ Beretning Besyngelser af Guder og
Helte og særlig af Stamfaderen Tuisco eller
Tuisk og hans Søn Mannus. Men af disse
Olddigte er intet optegnet og overleveret til
Nutiden; at de har eksisteret, er givet, ligesom
det er hævet over al Tvivl, at den følgende Tids
historiske Begivenheder under
Folkevandringerne har afgivet Emner ogsaa til Digtning. T.
har haft sin Andel i de Heltedigtninge, som har
dannet sig i England og de nordiske Lande. I
enkelte af de Litteraturmindesmærker, som er
opbevarede fra en senere Tid, findes endnu
Spor af ældre hedenske Forestillinger; der er
bevaret to Trylleformularer fra Merseburg,
optegnede i 10. Aarhundrede, i hvilke Tilliden til
de hedenske Guder er tydelig udtalt. I det
bayerske Kloster Wessobrun er fundet en
kristelig Bøn, hvis Indledning ligeledes vidner
tydeligt om den hedenske Tro, og endelig findes i
Digtet om Verdensbranden »Muspilli«, som
stammer fra 9. Aarhundrede, ligeledes rent
hedenske Forestillinger, endskønt Digteren her har
søgt at give en kristelig Fremstilling af Elias’
Kamp med Antikristen.
Ligesom Hedenskabet lever et fortsat Liv i
de kristne Digte og kun undertrykkes i rene
Oversættelsesarbejder, saaledes har ogsaa
ældre Heltesagn præget baade den religiøse og
verdslige Litteratur, som naar Frelseren
skildres som en Folkedrot; der holder Ting o. m.
Den verdslige Historie fra 3. til 6. Aarh. er blevet
sammenblandet, saa Virkelighed og Digt næppe
er til at kende fra hinanden; den eneste Rest
af Olddigtningen om Folkevandringstiden er
»Hildebrandslied«, der indeholder Brudstykker
af Beretning om Kampen mellem den
tilbagevendende Vaabenmester hos Dietrich fra Bern
og hans Søn Hadubrand. Sagnet, der genfindes
i andre Landes Heltedigtning, er senere i 15.
Aarhundrede optaget til Digtning af Kaspar
von der Roen, som tilføjer den Slutning, at
Faderen overvindes. I den karolingiske Tid
har der været flere Sidestykker til dette Digt;
men disse Sagnkredse er efterhaanden traadte
i Baggrunden for den kristelig-gejstlige
Digtning, særlig under Ludvig den Fromme’s
Indflydelse.
Kristendommens Indførelse, der skete senere
hos Vestgermanerne end hos de gotiske
Østgermaner, frembragte en sand Ødelæggelse af
hele den ældre Digtning, og enkelte ny Digte
opstod. Til disse hører det betydelige
oldsachsiske »Heliand«, som tydeligere end noget andet
Digt fra Overgangstiden blander hedenske og
kristne Forestillinger sammen. I stærk
Modsætning hertil indeholder det religiøse Digt
»Krist« af Benediktinermunken Otfried kun
rent romersk-kristelige Forestillinger; men det
er iøvrigt interessant derved, at det er det
første Digt, som forfattes af en bevidst Kunstner,
de tidligere Stavrim er her erstattede med
Enderim. Mere verdsligt i Indhold og Form er
»Ludwigslied«, en Besyngelse af Ludvig III’s
Sejr over Normannerne 881; dette Digt er den
eneste historiske Vise, som er bevaret fra den
Tid, men utvivlsomt er flere af lignende Art
foredragne omkring i Landene af farende
Svende, vandrende Spillemænd.
I 10. Aarhundrede synes imidlertid den mere
eller mindre selvstændige tyske Digtning at
være ophørt, og en overvejende latinsk
Litteratur træder i Stedet; denne optræder baade i
Form af Hofdigtning og Klosterlitteratur. De
betydeligste latinske Digte er Waltharius,
udført af Munken Ekkehard i Heksametre,
Ruodlieb, af hvilket kun Brudstykker er bevarede,
og endelig nogle Omskrivninger af de vidt
spredte Dyresagn om Fjendskabet mellem Ræv
og Ulv. Men størst Frodighed udfoldes dog paa
det rent gejstlige Omraade, og det er særlig en
Kvinde, Nonnen Hroswitha, som her
gjorde sig gældende; hun var begyndt med at
skride Legender, forfattede et Prisdigt til Kejser
Otto II’s Ære; men hendes Navn er særlig
knyttet til seks Dramaer, hvori hun med en i
Forhold til sin Tid forbavsende Aand og Kunst
efterligner Terentius; fra hendes Pen stammer
den første kunstneriske Bearbejdelse i Legende
og Drama af det Stof, som senere behandles i
Goethe’s »Faust« og Shakespeare’s »Romeo og
Julia«. Enkelte samtidige søgte at kappes med
hende, og Fru Ava forfattede i det følgende
Aarhundrede tre bibelske Digte, og Munken
Notker Labeo indlagde sig ligeledes
Fortjeneste ved gejstlig Produktion; men trods de
stærke Kræfter, som rørtes, opstod dog ingen
folkelig Litteratur; dette skete først i de
følgende to Aarhundreder, og da stod Litteraturen
samtidig i Blomst paa flere Omraader.
Middelalderens Kulminationstid
(1100-1500).
Grundene til dette litterære Opsving var
forskellige; Korstogene bragte den vesteuropæiske
Befolkning et Pust fra en ny Verden og
meddelte Litteraturen en Mængde nyt Stof,
Ridderstandens Opkomst øvede en meget heldig
Indflydelse paa Middelalderens Kulturliv; Kunst
og Litteratur havde et udmærket Tilholdssted
hos det hohenstaufiske Kejserhus, og endelig
modtog den tyske Digtning en betydelig
Udvidelse ved at stifte Bekendtskab særlig med
den samtidige franske Digtning. Derfor skete
det, at alle Kunstarter, Epos, Lyrik og
Didaktik, fik en Berigelse, som Litteraturen ikke
tidligere havde haft. De allerførste Digte efter
Forfaldsperioden vidner hverken i sproglig eller
metrisk Henseende om Gennembrudet; de er
ligefremme Oversættelser som
»Alexanderlied« af den nederrhinske Klerk
Lambrecht eller »Roulantes liet« af den bayerske
Klerk Konrad, eller de er krønikeagtige
Fortællinger som »Maere von sente Annen«, om
Ærkebiskoppen af Köln, eller Kejserkrøniken,
hvori verdslig og gejstlig Historie er forenet;
kun ganske enkelte af de ældre Digtninge
forraader, hvad der er i Frembrud. Digtene om
»Kong Rother« og »Hertug Ernst« er saaledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
