Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sammenkædninger af tyske Sagn med
orientalsk Vidundertro, og i »Reinhart Fuchs« af
Heinrich der Glichesaere findes den
første tyske Bearbejdelse af Dyresagnene, og
her er lovende Begyndelser.
Men saa betydelige disse end er, kan de dog
langtfra maale sig med Tidens interessanteste
Digterværker »Nibelunge not« og »Kudrun«, der
begge stammer fra Begyndelsen af 13.
Aarhundrede. Disse to Værker maa nemlig ikke blot
anses for Datidens mærkværdigste Produkter,
men navnlig det første kan til alle Tider regnes
blandt Folkets ejendommeligste Bidrag til
Verdenslitteraturen. Og dette maa det i endnu
højere Grad, som det bærer Præg af de forskellige
Hænder, som har sammenbygget det pragtfulde,
overvældende Kunstværk. »Nibelunge not«
fortæller om Siegfried og hans Fæller, hans
Giftermaal med Kriemhild, hans Død og om den
Hævn, der rammer Drabsmanden (den senere
tildigtede anden Del »Die Klage« skildrer
Sorgen hos de efterlevende). Kudrun er
betydelig lysere i sin Fortælling om den Kvinde, som
skilles fra sin Husbond, men bliver ham tro
gennem alle Fristelser. Hele den tyske
Middelalderepik blegner ved Siden af disse to Digte,
og dog er der betydelige Digtninge ogsaa blandt
de andre, som til Dels omhandler det samme
Sagnstof, saaledes de to Digte »Rosengarten«
o. fl. Men ved Siden af det hjemlige Stof ligger
en Mængde udenlandske Sagn, hentet fra den
bretonske, den spanske, den franske eller den
antikke Sagnverden; Sagnene om Kong Arthur
og det runde Bords Kæmper, om den hellige
Graal, om Karl den Store, om den trojanske
Krig og om Alexander den Store ligger saa at
sige i Luften; de betydeligste Digtere kunde
ikke undgaa at berøres af dette Stof, og endnu
flere maatte gribe det for at udpensle det
yderligere og bredere, end de forefandt det.
Fire Digtere har haft det Held at give Stoffet
en tidssvarende Udførelse, saa at deres
Behandling endnu kan læses. Heinrich v.
Veldeke er den tidligst optrædende, idet han
allerede 1175—84 digtede sin »Eneide« efter
fransk Mønster; Digtet er forfattet i streng
metrisk Form og med renere Rim, end man
var vant til. Digtets Betydning er, foruden i
det rent formelle, tillige at søge i dets strenge
Modernitet, dets ridderlige Tone og
Tænkemaade. Efter hans Tilskyndelse antog yngre
Digtere som Hermann v. Fritzlar og Albrecht
v. Halberstadt klassiske Værker til Omdigtning.
Til virkelig Selvstændighed over for det
behandlede Stof naar dog først Hartmann v.
Aue i sine to vigtigste Værker, »Erek und
Enite« og »Iwein«, der digtedes mellem 1191 og
1202, og hvori der lægges mere Vægt paa
Sjæleskildring. Desuden forfattede Hartmann en
Række lyriske Digte og to mindre Epos, som
vandt stor Udbredelse og bevirkede, at andre
gav sig til at bearbejde Artursagnene, om end
med ringere Held. Først hos den tredje store
Digter Wolfram v. Eschenbach naaede
Graal-Sagnet i hans Digt »Parzival« og i
Brudstykkerne »Titurel« den Renhed og Mystik, som
det tit faldt hans samtidige vanskelig at trænge
ind i; men det er lykkedes ham at genføde det
fremmede Stof i germansk Aand, og han har
ligeledes med Held omplantet Stof af den
karolingiske Sagnkreds i Digtet »Willehalm«, hvor
Striden mellem Hedninger og Kristne
behandles paa en meget klar og overlegen Maade.
Efter Hartmann’s Død c. 1220 fortsattes hans
Omplantning af begge Sagnkredse med direkte
Tilknytning til hans Digte. Albrecht v.
Scharfenberg bearbejdede Titurel-Sagnet, flere Digtere
fortsætter Parzival-Sagnet i Digte om
Lohengrin, og hans »Willehalm« bliver ligeledes
udvidet og fornyet af yngre Digtere. Men blandt
alle de mange Digtere er det kun Gottfried
v. Strassburg, som egentlig kan siges at
genføde det allerede benyttede Stof, og tillige
ved sin stærke Hævdelse af Livsnydelsen kom
til at danne Modsætning til Wolfram —
hvilket fører til Sammenligning med Wieland og
Klopstock —. Gottfried tilhører i Modsætning
til de tre ældre Epikere den borgerlige Stand;
hans Værk »Tristan und Isolde« blev ikke
fuldendt, men fortsat af senere Digtere.
Disse fire Digtere hævder sig en anset Plads
inden for den tyske Middelalderlitteratur, og
deres Efterlignere er ikke faa; foruden de
allerede nævnte digtede Konrad Fleck »Flore
und Blanchefleur« i nær Tilslutning til
Wolfram’s sædelige Fordringer, medens Rudolf
v. Ems tog Hartmann til Forbillede i
Legenden »Barlaam und Josaphat«, men tog Gottfried
til Forbillede for en Bearbejdelse af
Alexander-Sagnene, hvorimod han optræder med større
Selvstændighed i en rimet Verdenskrønike.
Meget produktiv var Konrad v. Würzburg
(død 1287), hvis Fortrin er glimrende Sprog
og fuldendt Versbygning; hans omfangsrige
Værk skildrer den trojanske Krig; det
fuldendtes dog af en anden. Ren komisk er en
Digtning af en østerrigsk Pseudonym om
Klerken »Amis«, en Slags Uglspejl.
Flere af disse Epikere efterlod sig foruden
deres Hovedværker en ikke ubetydelig
Produktion af Lyrik, en Digtart, som uden for deres
Kreds dyrkedes i alle Stænder. Den særlig siden
1180 opblomstrende Lyrik bærer i Reglen
Navnet Minnesang, og Digterne kaldes
minnesinger, fordi Emnet for deres Digtning i Reglen
er Elskov. Det er Kvinden og Naturen, som
besynges; ved Hofferne tager Besyngelsen en
mere chevaleresk Karakter, som hos
Friedrich v. Hausen, der fulgte Frederik
Barbarossa paa Korstoget og fandt sin Død der
(1190). Men hos enkelte afholdt
Naturbesyngelsen Sangerne fra det spekulative, og hos
Reinmar v. Hagenau (død 1194) og især hos
Walther von der Vogelweide (død
c. 1230) knyttes Sagnene i Reglen til konkrete
Situationer. Men Walther var foruden at være
Middelalderens ejendommeligste Erotiker tillige
dens politiske Digter. Paa en Tid, da Uenighed
og Partikampe og Borgerkrige stod paa
Dagsordenen, var han en af de faa, som talte og
kæmpede for T.’s Enhed. Skarp som Fjende
og overbærende som Ven forstaar han altid at
finde de rammende Ord, og hans Sange har
ved deres enkle Form let indpræget sig i
Erindringen og derved øvet Indflydelse paa
Datidens Tænkemaade. Hans Betydning ved Hove
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
