Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Produktion ved Gengivelse af det spanske Digt »Cid«
(1801). Gennem sine Arbejder fører han sin
Samtid tilbage til Udspringet for al Digtning,
tilskynder og omstemmer dens Smag samtidig
med at virke paa andre Omraader, navnlig paa
det teologiske og historiske og desuden ved sit
store historisk-filosofiske Værk »Ideen zur
Philosophie der Geschichte der Menschheit« (1784 ff.),
hvori han udvikler Naturens Sammenhæng med
Menneskelivet og lægger Grunden til en
Historiens Filosofi; han ser Guddommen overalt i
Naturen, og han forfølger derfor Menneskeaandens
stadige Udvikling mod større Fuldkommenhed.
Trods de Ensidigheder, han paa flere
Punkter maatte forfalde til, er Herder blevet kaldt
den klassiske tyske Digtnings Fader, og med
Rette; thi hvad Lessing kun forbereder,
fuldbyrder han. Han lægger Stoffet til Rette og
sætter Følelseslivet i Svingninger; hvad han ikke
formaaede digterisk, overlod han til andre, og
ansporede af hans Virken optræder Digterne
nu, indtil den originale Digtning naar sit
Højdepunkt med Goethe og Schiller. De unge Digtere
optræder særlig knyttede til to Skoler, af hvilke
den ene havde Tilhold i Göttingen, medens den
anden hørte hjemme særlig i Egnene omkring
Rhinen og Main.
I Göttingen havde samlet sig en Kreds af
begejstrede Klopstockianere; deres første
Optræden findes i Form af lyriske Bidrag i den 1770
udgivne »Göttinger Musenalmanach«; men i
Efteraaret 1772 dannedes en virkelig
Sammenslutning, hvis Hensigt det var at virke for
Udbredelse af Klopstock’s Digtning og Hæder, men
derimod Ødelæggelse af Wieland og hans lette
Digtning. De betydeligste Digtere af dette
Göttinger Dichterbund eller Hainbund var
foruden de to Udgivere af Almanakken H. C. Boie
og J. H. Voss tillige G. A. Bürger, Ludwig
Hölty, M. Miller, J. A. Leisewitz, Matthias
Claudius, Hahn, K. F. Cramer, de to Brødre
Stolberg o. fl. Boie var maaske bedre end nogen
anden skikket til at være Leder; han sad inde
med Smag; men tillige havde han en lykkelig
Evne til at retlede, ogsaa paa det praktiske
Livs Omraade, saa de fleste af Medlemmerne
staar i Taknemmelighedsgæld til ham. Voss
havde et lykkeligt Held med sine Sange og sine
Idyller, af hvilke »Luise« og flere vandt stor
Anerkendelse og Efterlignere selv i Kosegarten
og Goethe, ligesom hans Dialektdigtninge fik
Efterlignere i Fiebel, Usteri og i nyere Tid i
Klaus Groth, Fritz Reuter o. fl. Men endnu
større Held havde han med sine Oversættelser
fra Latin og Græsk. Bürger blev paavirket
af Percey’s Udgave af engelske Folkeviser og
lærte hurtig at behandle sine Ballader med stor
dramatisk Kunst, han vandt Berømmelse ved
Balladen »Lenore« og digtede desuden en
Mængde Sange, »Vom braven Manne«, »Der
wilde Jäger« o. fl. Han vovede sig endog til
den vanskelige Sonet og frembragte ikke faa
særdeles vellykkede, hvilket endog Schiller
anerkender. Hölty vandt sig Navn og
Efterlignere (bl. a. Friedrich Matthisson, Gaudenz
Salis og Læredigtforfatteren C. A. Tiedge) ved
sine Oder og Elegier. Miller var ikke mindre
sværmerisk end Hölty, men sparede saa at sige
al sin Sentimentalitet sammen til sin berømte
Roman »Siegwart, eine Klostergeschichte«.
Leisewitz har kun knyttet sit Navn til eet Værk,
Sørgespillet »Julius von Tarent«, og
Matthias Claudius’ Navn er knyttet til hans
Ugeskrift »Wandsbecker Bote«, hvor den naive
folkelige Tone er truffet paa en Prik. Claudius,
der stod fremmed overfor Forbundets
Begejstringsoptrin med Bardenavne, svulmende
Forgudelse af Klopstock og Opbrænden af Wieland’s
Værker, var den sundeste og tillige den, som
mest havde Øjet aabent for Naturen. Den
excentriske Hahn og den begejstrede Klopstockianer
Cramer stod selve Forbundet fjernere,
hvilket ligeledes gælder de to Brødre Stolberg,
af hvilke kun den yngste, Friedrich Leopold,
optraadte med nogen Selvstændighed som
Digter; han har den noget tvivlsomme Ære at
være den ivrigste Bardesanger, men gik hurtig
over i Reaktion.
Den nordlige Digtergruppe (Hainbund)
samledes i Lunde under Bardesange; den
nordlige var mindre optrædende, den havde
Tilhold i de tre Byer Strasbourg (hos
Herder), Frankfurt og Giessen, hvor J. G.
Schlosser og H. Merck æggede og kritiserede paa
samme Tid. Der var Grøde og Vækst i
Tiden paa alle Omraader; paa det religiøse
stræbte man hen til en Fornuftreligion, ligesom
i Opdragelsen, i Kunsten og Poesien vilde man
afkaste al Tvang og alle Regler og lade den
fuldstændigste Frihed raade. Genialitet og
Originalitet var Løsenet for de unge Kraftgenier Lenz,
Klinger, Müller, den ulykkelige Chr. Schubart
o. fl. Friedrich Maximilian
Klinger (1752—1831) var en rigt begavet Mand,
men ret en Type paa Kraftgenialiteten; hans
Skuespil »Sturm und Drang« gav hele
Tidsretningen Navn, men større Berømmelse vandt
han dog ved »Die Zwillinge«; han skrev i
øvrigt et Utal af Dramaer, hvori rædselsfulde
Scener kappedes med overspændte
Følelsesudbrud om at have Overtaget. Desuden forfattede
han en Række Romaner, bl. a. »Fausts Leben,
Thaten und Höllenfahrt«, hvor det ligeledes
skorter paa Harmoni og Sammenhæng. J. M. R.
Lenz (1750—92) havde gode Anlæg, men han
drev dem ud i Ensidighed; ogsaa Maleren Fr.
Müller (1749—1825) havde betydelige Anlæg,
og han benyttede dem en Del bedre; ogsaa han
optog det siden Lessing’s Anvisning i Luften
liggende Stof Faust’s Levned, som han
dramatiserede svulstig og buldrende; derimod
dramatiserede han Genoveva-Sagnet paa en Maade,
som vandt senere Tiders Interesse, og ved sine
Idyller danner han tillige med Voss en
Overgang fra Gessner’s Rokokohyrder til den
naturtro Landsbynovelle. Mest frihedsbegejstret af
dem alle var den i mange Aar fængslede Chr.
F. D. Schubart (1739—91); hans Had mod
alt Tyranni er udtalt med megen Kraft, og
denne svækkedes ikke i Fængslet.
Om de fleste af disse Digtere gælder det
imidlertid, at de hurtig blev trætte af
Digtningen, de sprængtes af deres egen
Voldsomhed, eller de gik over i praktiske Erhverv,
hvorunder de ofte kom til at reagere mod
deres Ungdoms Opstemthed og Kraftenergi. To
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
