Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Musik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sweelinck i Amsterdam, hvis udviklede Teknik,
baade Instrumentets og Kompositionens, gik i
Arv til en Række nordtyske Orgelspillere,
hvoraf flere var hans Elever, Scheidemann og
Jac. Prätorius i Hamburg, Melchior
Schildt i Hannover, Paul Syfert i
Danzig og Samuel Scheidt i Halle. Gennem
dem og Danskeren Buxtehude i Lübeck,
en betydelig og original Kunstner, gik
Mesterskabet videre til Sebastian Bach. Til den
sydtyske Gruppe, med kendelig Indflydelse Syd
fra, særlig fra Italien (Frescobaldi) og i
det hele med mere moderne Træk, hører i 17.
Aarhundrede Froberger, en Tid lang
Hoforganist i Wien, interessant navnlig som
Klaverkomponist, fremdeles Georg og Gottlieb
Muffat, Fader og Søn, den første under
Indflydelse af fransk Stil, den sidste Repræsentant
for 18. Aarhundredes galante Stil.
Formidlende mellem Syd og Nord staar
Orgelmesteren Pachelbel fra Nürnberg, der var
personlig knyttet til Familen Bach. I Leipzig
mærkes Thomas-Kantoren Kuhnau særlig som
Klaverkomponist. I dennes Efterfølger
Sebastian Bach (1685—1750) satte hele
Udviklingen Blomst; hans geniale og epokegørende
Værker dannede Skellet for lange Tider og naaede
til Tinder, der endnu lyser som de højeste.
Hans store samtidige Händel (1685—1759)
staar som Repræsentant for en mere universel
Kunstretning med talrige Operaer og Oratorier,
mest fremkomne paa engelsk Jordbund.
Vi er nu naaet det Tidspunkt, da den
italienske Opera satte sig fast overalt. Interessant
er da den Bestræbelse paa Nationalisering af
Operaen, som gøres i Hamburg. Her
grundlagdes 1678 en Operascene, der opførte en hel
Række tyske Operaer, men trods en Del
Fremgang og store Talenter — Komponister som
Kusser, Keiser, Mattheson og
Telemann — dog efter 60 Aars Forløb maatte
indstille sin Virksomhed (1738). Den italienske
Opera bliver nu eneraadende. Ved de
pragtelskende tyske Fyrstehoffer virkede denne
under glimrende Vilkaar, italienske
Sangerberømtheder indforskreves i dyre Domme, og højst
Orkestermedlemmer rekruteredes af tyske
Kunstnere. Saaledes i Wien, München,
Dresden, Berlin, Hannover, Stuttgart og andre
Steder til ind i 19. Aarhundrede. Ogsaa
Kirkemusikken besørgedes for største Delen af Operaens
vælske Kræfter, der ganske beherskede
Tilstanden. Kun enkelte tyske Tonekunstnere rager
op, saaledes den alsidige og lærde J. J. Fux
i Wien, Caspar Kerl i München, Hasse
i Dresden, Graun i Berlin, hvor ogsaa Ph.
E. Bach med Ære hævdede sin Slægts store
Traditioner, og hver selve den store Monark
Frederik II dyrkede Tonekunsten baade
som Komponist og Flautist.
Med 18. Aarhundredes sidste Halvdel nærmer
Klassikernes Tidsalder sig. Paa en vis Maade
begyndte denne paa Operaens Grund, dengang
Gluck med »Orfeus« (1762) og sine
efterfølgende Operaer brød med den herskende italienske
Operas Rokoko og satte Antikkens rene Linier
i Stedet. Men i øvrigt var det særlig paa
Instrumentalmusikkens Omraade, at T. nu kom
til at indtage Stillingen som Fører. Allerede i
Mannheimer-Skolen med Holzbaur,
Stamitz den Ældre og andre mærker vi
Frembrudet af en ny Tid, ligeledes paa andet Hold
hos den tyske »Lied«’s tidligste Komponister,
Schulz og Reichardt, Zumsteeg og
Zelter eller i J. A. Hiller’s eller
Ditterdorf’s Syngespil. Men først med Haydn,
Grundlæggeren af den ny Sonateform og af den
ny Instrumentalmusik i det hele, træder T.
frem som egentlig Fører for Udviklingen. Paa
ham bygger Mozart (1756—91) videre med
større Universalitet (ogsaa Operaer) og
Beethoven (1770—1827). Med denne sidste
kulminerer den klassiske Periode, medens
samtidig en ny Tid tager sin Begyndelse, idet
Beethoven i sine sidste Værker udtømmer den
klassiske Kunstforms Midler, ja tilsidst bryder
med selve Formen for at skaffe Rum for sine
Tankers ny Indhold.
I Beethoven’s yngre Samtidige Franz
Schubert (1797—1828), den moderne tyske »Lied«’s
geniale Skaber, mærkes afgjort Vingeslagene fra
denne ny Kunstnerperiode, Romantikkens, der
dog først bryder helt igennem ved Carl
Maria v. Weber og senere Schumann,
medens det klassisk-formalistiske endnu gør sig
gældende hos den tredie af Romantikkens
Banebrydere, Mendelssohn. Efterklassikere
som Fr. Lachner, Schneider, begge
Romberger, Reissiger, Fesca,
Hummel, Fr. Schneider o. a. træder snart
helt i Skygge for Romantikken, der bliver det
Fællesbanner, hvorunder hele det unge T.
samlede sig, endog de, der ellers gik deres egne
Veje, saaledes Meyerbeer, den
internationale »store Operas« Skaber. Med Komponister
i andet Plan som Spohr, Marschner,
Löwe, St. Heller, Otto Nicolai,
Lotzing, afsætter Romantikken mere og
mere bestemt sine kunstneriske Dannelser lige
ned til henimod vor Tid, Komponister som
Robert Franz, Volkmann, Adolf
Jensen, Bargiel, Kirchner, Herm.
Götz, Max Bruch, Raff, Gernsheim,
Reinecke o. m. a. Den giver ogsaa
Udviklingen i de tilgrænsende Lande afgjort sit
Præg; navnlig blev den
Mendelssohn-Schumann’ske Retning bestemmende for Udviklingen paa
dette Tidspunkt heroppe i de nordiske Lande.
Operettens Mænd var den tyskfødte
Offenbach og Johann Strauss.
Det ny T. havde to Førernavne, Richard
Wagner og Brahms, og man plejer at
samle disse to Retninger under et Fællesmærke,
Nyromantikkens. I Virkeligheden er det dog
med to adskilte Strømninger, vi har at gøre.
Den Brahms’ske Retning har sine Rødder dybt
nede i Fortidens polyfone Kunst, særlig i Seb.
Bach, ved Siden deraf i den senere Beethoven
og Schumann, idet gammel Polyfoni og moderne
Aandsindhold indgaar en ejendommelig
Forbindelse. Man kunde kalde denne Brahms’ske
Retnings Mænd for en Slags mere moderne
Gammelklassikere, men det er i øvrigt vanskeligt at
indordne dem under et Fællesmærke, fordi de
alle er udprægede Personligheder, hvert med
sit selvstændige Mærke, Fr. Kiel,[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
