Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
traadte tilbage, ligeledes flere preussiske
Ministre, deriblandt navnlig Finansminister von
Rheinbaben. Udenrigsstatssekretær v. Schoen
afløstes af den hidtidige Gesandt i Bukarest,
v. Kiderlen-Wächter, en Autoritet paa
Orientpolitikkens Omraade.
Rigsdagsvalgene 12. Januar 1912 medførte
ikke det Resultat for de borgerlige
Venstregrupper, som disse havde ventet, idet den
væsentlige Forskydning i Partiforholdene blev
Tilbagegang for de borgerlige, Fremgang for
Socialdemokraterne, der blev det største Parti,
men ikke absolut Flertal i Rigsdagen. 21.
Maj kunde gennemføres en Udvidelse af
Hærens Styrke, Oprettelsen af to Armékorps og
forskellige organisatoriske og tekniske
Forbedringer, saaledes med Hensyn til Mobiliseringen;
indenfor Marinen skabtes en femte Eskadre paa
8 Linieskibe. Af Hensyn til de forøgede
Omkostninger vedtog Regeringen i Juni 1913 at
paalægge Landet 200 Mill. aarlig i direkte Skatter
foruden en Skat een Gang for alle paa 1
Milliard. Det blev dog ogsaa af Regeringen
forstaaet, at ikke alene Rustninger, men ogsaa
Diplomati maatte der til for at sikre Tysklands
Stilling udadtil, og at det navnlig maatte være
af afgørende Betydning at naa til en Forstaaelse
med England. Mod dette Maal arbejdede i
Stillingen som Udenrigsminister Kiderlen-Wächter
fra 1910, Jagov fra 1912. Den engelske Minister
Lord Haldane besøgte 1912 Tyskland for paa
sit Lands Vegne at forhandle om en
engelsk-tysk Aftale angaaende Begrænsning af de to
Rigers Rustninger, og et frugtbart Samarbejde
mellem Regeringerne i London og Berlin fandt
Sted i de storpolitiske Spørgsmaal, der var
fremkaldt af Balkankrigene. Endnu i Juni 1914
forhandlede Edward Grey i fuld
Fordragelighed med den tyske Gesandt Lichnowsky. Snart
efter skulde det paa en for Tyskland
skæbnesvanger Maade vise sig, at England hørte til de
Lande, som Tyskland havde gjort sig til
Fjender ved sine med saa lidt Klogskab anlagte
Bestræbelser for at vinde »en Plads i Solen«.
Stillet overfor sin i Virkeligheden største Opgave
havde det tyske Diplomati lidt et Nederlag, for
hvilket dets øverste Ledelse utvivlsomt bærer
et Ansvar. Kejseren personlig var hildet i
naive Forestillinger, og Bethmann Hollweg,
Rigskansler endnu ved Verdenskrigens Udbrud,
var kun Fagmand i den indre Politik, men slet
ikke i den ydre.
Angaaende T.’s Ansvar for Verdenskrigens
Udbrud kan det siges, at det mest umiddelbart
bestod i, at det gav sin Forbundsfælle Østerrig
Frihed til den Optræden over for Serbien, som
blev Krigens nærmeste Aarsag. Med Hensyn til
Enkeltheder vedrørende Verdenskrigen og
Fredsslutningen henvises til Artiklen
»Verdenskrigen«. 1. August 1914 erklærede T. Rusland
Krig, og derefter var det meget snart i Krig
med en Række andre Magter. Det føltes som
en uhyre Skuffelse i det tyske Folk, at England
5. August paa Grund af Krænkelsen af Belgiens
Neutralitet traadte ind i Krigen paa Frankrigs
og Ruslands Side. Saa mangelfuldt orienteret
havde man været med Hensyn til T.’s virkelige
politiske Stilling. Englands Optræden opfattedes
som et Forræderi mod det germanske
Stammefællesskab, og det store patriotiske Feltraab i
Krigens første Tid blev: »Gud straffe England«.
Det, der skabte den store Enighed og den
patriotiske Begejstring i alle Samfundsklasser, var
Overbevisningen om, at T. var den angrebne
Part, stillet over for en Verden af Fjender, hvis
Motiver var Nid og Rovlyst. Selv
Socialdemokraterne reves med og stemte for
Krigsbevillingerne med Undtagelse af en lille Gruppe
uafhængige Socialister med Karl Liebknecht som
Fører. Der opstod da ved Krigens Udbrud en
politisk »Borgfred«, hvor man fra alle Sider
var enig om at standse Partikampen for at
samle Kræfterne om Kampen udadtil, og selve
Kejseren erklærede, at han ikke mere kendte
Partier, men kun Tyskere. T. kunde ikke blot
mod sine Fjender stille et Krigsapparat saa
ypperligt som aldrig før set i Historien, men
ogsaa Evnen til at indrette hele det almindelige
Samfundsliv med Krigens Formaal for Øje. Der
blev oprettet et Levnedsmiddelministerium til
at raade Bod paa de Vanskeligheder, der straks
opstod ved den engelske Blokade. Allerede fra
Begyndelsen af 1915 indførtes Rationering af
Levnedsmidler. Decbr 1916 udstedtes en Lov om
fædrelandsk Hjælpetjeneste, d. v. s. civil
Værnepligt for alle Mænd mellem 17 og 60 Aar. Netop
fra denne Tid begyndte at ytre sig en
Stemning og Bevægelse, der var faretruende for
Borgfreden og snart helt skulde bryde denne.
Et mislykket Fredstilbud fra Kejseren havde
gjort et meget uheldigt Indtryk, og man fandt,
at det trak længe ud med den Sejr, som man
fra først af havde ventet, og den Opfattelse
bredte sig, at Sejren overhovedet ikke var til at
opnaa. Der raadede ikke mere den blinde
Tillid til de to store Feltherrer, Hindenburg og
Ludendorff. Hvad der blev af afgørende
Betydning, var Ernæringsvanskelighederne, som
der ikke i nogen tilstrækkelig Grad kunde
raades Bod paa, og som efterhaanden lagde et
knugende Tryk paa Befolkningen. Vinteren
1916—17 blev en i særlig Grad Sultens og
Nødens Tid. Under disse Forhold, hvor man
altsaa ikke alene paa Grund af
Blodsudgydelserne maatte længes mod Krigens Afslutning, fik
den Anneksionsfred, der var Magthavernes
Maal, stadig flere Modstandere mellem de
Liberale og Socialdemokraterne, hvilke Partier nu
ogsaa mente, at Tiden var kommet til at stille
Krav om politiske Forandringer i Retning af
et Folkestyre, Krav, som det maatte være
vanskeligt at afvise, naar der blev lagt saa store
Byrder paa Folket. Et af de første Krav maatte
gaa ud paa en Ændring i Preussens
udemokratiske Valgordning, og i Februar 1917 gav
Bethmann Hollweg et Løfte herom, idet han
udtalte: »Ve den Statsmand, der ikke forstaar
Tidens Tegn!«. I April 1917, efter Amerikas
Indtræden i Krigen, udstedte Kejseren for at
berolige Stemningen et Paaskebudskab om
indgribende Forfatningsændring i Preussen.
Ændringen skulde dog først træde i Kraft ved
Krigens Slutning, men Folkestemningen fremkaldte
en ny Kejsererklæring af 12. Juli, hvorefter
Reformen skulde gennemføres saa hurtigt, at
de næste Valg kunde foregaa efter de ny
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
