Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Underverdenen - Undervisningsinspektør - Undervisningsinspektion - Undervisningsmetode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sted og kunde gennem Ofring endog træde i
Forbindelse med de Dødes Skygger. Han saa
her U.’s Lunde af blege Popler og Pile og den
triste Asfodelos-Eng, hvor Plantevæksten er
gusten og mangler Oververdenens friske grønne
Farve. Men medens Sagnene berettede om
Heroer, som trængte ned i selve Skyggeriget
(Orfeus, Herakles, Theseus og Peirithoos),
naaede Odysseus kun til dets Grænser. Der gives
derfor i Odyssen ingen Detailskildring af det;
dog nævnes Styks som en af Floderne; den
er en Gren af Okeanos. Andensteds
personificeres Styks som Flodguddom, Datter af
Okeanos og Tethys, højt æret af Guderne, der ved
Flodens Vande sværger den ubrødeligste Ed.
Ved Indgangen til Hades’ Rige staar hendes
høje, af Sølvsøjler baarne Klippehal. Fremdeles
omtales i de episke Digte af Floder Akeron,
der til sidst bliver et Symbol paa og omtrent
ensbetydende med selve U., Kokytos,
Jammerfloden, og den flammende
Pyriflegeton. Allerede i Iliaden er dog ogsaa den
Forestilling fremme, at Skyggeriget ligger dybt i det
Indre af Jorden, og at der paa forskellige
Steder findes Nedgange. Saadanne tænktes særlig
ved de dybe Klippeslugter, der navnlig findes i
Bjerglandet i det Indre af Peloponnes, ofte med
Strømme, der tilsyneladende taber sig i Jordens
Indre; en af dem betegnes som Styks; andre
fandtes ved Tainaron, Hermione, Kolonos i
Attike og fremdeles ved Cumæ i Italien.
Den efterhomeriske Poesi giver noget mere
af U.’s Topografi. Den skildrer den langsomme,
sumpede Kokytos, Klagefloden, og den
stygiske Sø, ligesom ogsaa Glemselfloden Lethe,
hvoraf de gode Døde drikker Glemsel for al
Sorg. Det synes ogsaa først at være i noget
senere Tid, at Underverdenen er omgiven af en
Flod, som har sin Færgemand, Karon, der af
Sjælene for Overfarten kræver sin Færgeløn,
som den omhyggelige Efterlevende derfor
sørgede for at lægge i den Dødes Mund. Over Sjælene
hersker Hades og Persefone, hvis Borg
bevogtes af Kerberos, Hunden med de 3
(eller flere) Hoveder, der ikke tillader nogen
at gaa ud, som først er kommen inden for
Porten; en Honningkage kunde formilde den.
I de homeriske Kvad er det den almindelige
Forestilling, at Sjælen lever videre som et
Afbillede, blegt og uden Farve, af sin Tilværelse
forud; Orion’s Skygge jager Dyrene i U., som
han selv, medens han levede paa Jorden. Dog
omtales allerede her, om end paa Steder, der
synes at høre til de yngste Dele af Kvadene,
svære Forbrydere, der fik Straf, saaledes
Tantalos, Sisyfos, Tityos; til Gengæld
hensættes enkelte af de ypperste Mennesker efter
Døden til den skønne elysiske Slette. Siden hen
forøges Antallet af de Forbrydere, der særlig
straffedes, Ixion, Danaiderne, Salmoneus,
Peirithoos o. fl., og der opkom Tanker om en Dom
i U., hvor (efter Platon) Rhadamantys
dømte Asiatere, Aiakos Europæere og
Minos i alle tvivlsomme Sager. Ogsaa
Triptolemos nævnes som Dommer. Tilsvarende om end
mindre udformede Tanker fremtræder af og til
allerede hos Pindar og Tragikerne: I U. findes
der Retfærdighed, Hades ransager alt under
Jorden. Ved Siden af Hades som Navnet paa
U.’s Hersker forekommer Navnet Pluton, og
nye Forestillinger knytter sig dertil. Nu bliver
der et særligt Opholdssted for de Onde,
Tartaros, mens Elysion bliver de Godes Sted.
Men hermed fulgte, at ogsaa Forestillingerne
om Sjælen havde undergaaet væsentlige
Forandringer.
I den homeriske Tid var Livet alt,
Tilværelsen efter Døden uden Værd. Achilleus svarer
Odysseus paa hans Spørgsmaal, at han hellere
vil være Daglejer i Livets Verden end alle
Dødes Konge i Hades’ Rige. Men med
Forestillingen om Adskillelse og Dom var der for de
Retfærdige indført et Udødelighedshaab om
Lykke i Elysion, til Trøst for Modgang og Sorg
i Livet. Herved spillede Mysterierne en meget
betydningsfuld Rolle, idet Lyksaligheden særlig
lovedes de Indviede.
Selv om Sjælen lever som Skygge, var den,
tænkte man sig, ikke helt uden Forbindelse med
Verden. Navnlig kunde den, overensstemmende
med ældgamle Forestillinger, vende tilbage til
sin Grav, og hertil henlagdes derfor de
Ofringer, hvormed de Efterlevende vilde forsone og
trøste Sjælen, der ellers maaske kunde blive
fjendtlig, og derfor blev det en Pietetspligt, som
kun sjældent krænkedes, at skaffe enhver Død
en Grav; ogsaa lettedes herved for Sjælen
Rejsen til Hades. I sen Tid ændredes
Forestillingerne derhen, at Sjælenes Sted antoges at være
Himlen eller den høje Æter.
Blandt de Dæmoner, der dannede Hades’ og
Persefone’s Omgivelser, maa særlig nævnes
Erinyerne, Personifikationer af
Samvittighedskvalerne: Megaira, Alekto (den aldrig
ophørende) og Tisifone (Blodhævneren).
Romernes Forestillinger om U. er i det
hele byggede over de græske. Langt tydeligere
er dog her Ideen om, at de Afdøde selv er
Guder (Manes), der maa forsones ved Dyrkelse.
Underverdenens Hersker er Orcus (ogsaa
Udtryk for U. selv). Ogsaa Dispater nævnes
som de Dødes Hersker; hans Dronning er
Proserpina, Grækernes Persefone.
Inferi, de Underjordiske, er en Fællesbetegnelse
for U.’s Beboere. I 6. Sang af Vergil’s Æneide
skildres udførligt Æneas’ (s. d.) og Sibylle’s
Vandring til Cumæ og Underverdenen.
H. A. K.
Undervisningsinspektør, dansk
Embedsmand, hvis Opgave det er paa
Undervisningsministeriets Vegne at føre Tilsyn med
Undervisningen i Mellem- og Realskolerne, samt at
være Ministeriets Raadgiver i Sager vedrørende
disse Skoler. For Tiden findes to U., en for
Gymnasieskolen (Dr. phil. A. C. Højberg
Christensen) og en for Mellem- og Realskolen (cand.
mag. Otto Bjørneboe).
Undervisningsinspektion, se
Undervisningsinspektør.
Undervisningsmetode. Metode betyder
planmæssig Fremgangsmaade, og da man ved
Undervisning kan gaa planmæssigt til Værks paa
mange forskellige Maader, finder man ogsaa i
Undervisningens Historie en Mangfoldighed af
Fremgangsmaader, som kalder sig »Metoder«
og snart benævnes efter Opfinderen, f. Eks. den
sokratiske Metode, den Jacotot’ske Metode, den
Ollendorff’ske Metode, den Schallenfeld’ske
Metode o. s. v., snart efter et fremtrædende Træk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
