Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Usus-Ægteskab - Usødygtighed - ut - Utah
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
være den ældste. Og at Erhvervelse af manus
ved usus virkelig er et gammelt Retsinstitut,
der gaar tilbage til Roms ældste Tider,
bekræfter den historiske Undersøgelse.
Efter den gængse Opfattelse er U.-Æ. et af
den romerske Jurisprudens konstrueret Middel
til at afhjælpe en Formmangel ved Ægteskabets
Stiftelse ved coemptio eller confarreatio. Og i
Sammenhæng hermed er der om den jur.
Karakter af den Forbindelse, Teksternes
historiske U. kom til Anvendelse paa, opstillet
forskellige Formodninger. En Analyse af
Teksterne fører imidlertid til at sondre imellem et
historisk, kun manus stiftende U.-Æ., der er
kommet til Anvendelse paa en i og for sig som
gyldigt Ægteskab anerkendt Forbindelse, der da,
af visse bestemte sociale og politiske Grunde,
— allerede i Tiden før de XII Tavler — efter
et Aars uafbrudt Samliv ipso jure beklædtes
med manus, og et ældre primitivt,
ægteskabs-stiftende U., der i Analogi med den ældste
romerske Rets usucapio, Hævd (s. d.) kun har
forudsat en anno continuo fortsat
quasipossessio. At et saadant blot faktisk ægteskabeligt
Samliv efter en vis Tid anerkendtes som
retsgyldigt Ægteskab, kendtes i gammel dansk Ret.
Efter jyske Lov blev den Slegfred »Adelskone
og ret Hustru«, der med en Mand aabenlyst
paa hans Gaard i tre Aar havde delt Bord og
Seng og baaret Husets Nøgler. Den samme
Retsregel fandtes i norsk Ret, blot at der her
krævedes 20 Aar aabenlyst ægteskabeligt Samliv.
For at forstaa de sociale Grunde, der i
primitiv romersk Ret bag den formelt »juridiske«
Overførelse af Grundsætningen om usucapio
historisk kan forklare selve denne Overførelse,
hvorved en blot faktisk Forbindelse
tilsyneladende kun i Kraft af en kort Tids Varighed
omdannedes til et civilretligt gyldigt Ægteskab,
maa vi støttende os til Retssammenligningen
søge at danne os en nøjere Forstaaelse af
Oldtidens Opfattelse af »ret Ægteskab« i Forhold
til andet aabenlyst vedvarende Samliv. Og vi
vil da se, at Oldtidens primitive Ret mellem
fuldgyldigt Ægteskab og andre, særlige Former
for ægteskabeligt Samliv ingenlunde har draget
saa dyb en Skillelinie som hidtil i
Almindelighed antaget, men kendt et legitimt
Konkubinat. Et saadant af Retsordenen anerkendt
Frilleforhold kendtes i gammelgræsk, saavel i
homerisk som i førklassisk attisk Ret (græsk
Pallakie). Tydelige Rester af et ret analogt
Forhold møder vi dernæst paa germansk
Retsomraade ikke blot — som allerede antydet —
i nordiske Retskilder, men ogsaa i
vestgermansk og østgermansk Ret. Endelig har i
indisk Ret gandharva vivaha, Gandharva’ernes
»Hjemførelse« sikkert ikke været andet end en
Variation af et saadant legitimt Konkubinat, et
»Mindreægteskab« om man vil, der havde visse
Retsvirkninger, navnlig med Hensyn til
Børnene. I romersk Ret findes intet Spor af et
saadant af Loven anerkendt Konkubinat. Det
ældste Rom har derimod kendt et socialt taalt (ɔ:
faktisk anerkendt) Konkubinat sui generis, der
saavel subjektivt som objektivt adskilte sig fra
den blot forbigaaende Kønsforbindelse. Aktuelt
var dette Forhold kun en faktisk Forbindelse
uden Retskraft, men potentielt havde det — i
visse Tilfælde — en vis retlig Betydning. Efter
en vis Tids Forløb (anno continuo) stiftede dette
gammelromerske Pælikat ipso jure ved en
analogisk Overførelse af Grundsætningen om
usucapio et civilretligt gyldigt Ægteskab. Bag
denne den primitive romerske Rets formelt
»juridiske« Overførelse af Usucapionsreglen med
dens Omformning af en blot faktisk
ægteskabelig Forbindelse til et Retsforhold laa imidlertid
sikkert ikke blot den i Oldtidens Ret
almindelige Tendens til retlig at anerkende det
allerede faktisk bestaaende, men ogsaa et Motiv,
som er beslægtet med de Tanker, der ligger til
Grund for den »Ægteskabsprøve« eller det
»Prøveægteskab«, som vi under vekslende
Former møder saavel hos Oldtidens som hos vor
Tids primitive Folk. (Litt: C. W. Westrup,
Quelques observations sur les origines du
mariage par usus et du mariage sans manus dans
l’ancien droit romain [Paris 1926]).
C. W. W.
Usødygtighed, se Sødygtighed.
ut, se Solmisation.
Utah [’ju.ta. eller ’ju.tå.], Stat i U. S. A.,
ligger paa Vestsiden af Rocky Mountains midt i det
vestamerikanske Bjergland mellem 37° og 42° n.
Br. og 109° og 114° v. L. og grænser mod N. til
Idaho og Wyoming, mod Ø. til Colorado, mod
S. til Arizona og mod V. til Nevada. Arealet er
219955 km2 med (1920) 449396 Indbyggere. Naar
bortses fra, at Wyoming bortskærer det
nordøstlige Hjørne af U. langs 41° n. Br. og 111°
15′ v. L., har Staten Form af et Rektangel, hvis
konventionelle Grænselinier er de ovenfor
nævnte Breddekredse og Meridianer. I Henseende
til Terrænet er U. helt igennem Højland, dels
et stenet, ørken- eller steppeagtigt Plateauland,
dels Bjergkæder, der hæver sig til henved 4000
m o. H., med deres mellemliggende Dalstrøg.
Under 1200 m ligger kun Bunden af nogle
Cañons i Colorado-Systemet. Den sydøstlige Del
hører til Colorado-Plateauet og bestaar af
højtliggende Plateauflader, hvorover enkelte,
forlængst udslukte Vulkaner og Lakkolitter hæver
sig, deriblandt Henry Mountains (3478 m).
Colorado Floden og dens Kildefloder Green River
og Grand River gennemstrømmer Plateauet i
dybt nedskaarne Cañons. N. f. Colorado
Plateauet strækker sig Uinta Mountains, hvis
højeste Top er Gilbert Peak (4172 m); de danner
Forbindelsen mellem Klippebjergene og
Wasatch Mountains, som Vest for Colorado
Plateauet strækker sig fra N. til S. gennem U.
og danner Vandskel mellem Colorado Floden og
Tilløbene til Saltsøerne i Great Basin. Wasatch
Mountains naar i Mount Terrill 3535 m; Vest
for Hovedkæden gaar endnu en Kæde, som er
skaaret i Stykker af Floderne, men hæver sig
til endnu større Højder (Mount Nebo 3560 m,
Delano Peak 3730 m). Vestligere hæver sig
endnu flere Kæder med nord-sydlig Retning; thi
Great Basin, hvortil det vestlige U. hører, er et
Udfyldningsplateau, gennem hvis Gruslag
talrige Bjergrygge stikker frem. En stor Del af
Great Basin er dækket af Aflejringer fra en
vældig Istidssø, den saakaldte Lake Bonneville,
der havde Afløb mod N. til Snake River.
Rester af denne gamle Sø er Great Salt Lake og
Sevier Lake. Klimaet er udpræget kontinentalt
og meget tørt. I Salt Lake City er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
