Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ustvedt, Nils Yngvar - usucapio - Usun-ada - Usundscha Ova - Usur - usurpere - usus - usus fructus - usus tyrannus - Usus-Ægteskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bekæmpelse. Siden 1918 har han været
Overlæge ved Ullevaal Sykehuses Epidemiafdeling.
1900 blev han kreeret til Dr. med.; hans
Afhandling: .»Den bakteriologiske Difteridiagnose
og Pseudodifteribacillen« findes i »Norsk Mag.
for Lægev.« 1899. U. har gentagende foretaget
Rejser i Ind- og Udland for at studere
epidemiologiske Forhold, til Dels med offentligt
Stipendium. I medicinske Tidsskrifter har U.
skrevet adskillige Artikler om forskellige
hygiejniske Spørgsmaal, bl. a. et større Arbejde:
»Die Diphterieprophylaxe und die Bedeutung
der gesunden Bazillenträger für die Verbreitung
der Krankheit« (i »Zeitschrift für Hygiene u.
Infekt.-Krankh.« 1906, Bind 54). Desuden har
han deltaget meget i det politiske Liv; var bl.
a. Stortingsrepræsentant for Oslo 1913—15. Som
Leder af Antiforbudspartiets Organisation tog
han ivrig Del i Kampen om Forbudets
Ophævelse Efteraaret 1926.
(I. K.). K. F.
usucapio (lat., af usu-capio, »tager i
Besiddelse i Kraft af Brug«, »Hævd«), er i romersk
Ret Betegnelsen for Ejendomserhvervelse ved
fortsat Besidden af en Ting. Erhvervelsen af
Ejendomsret ved u. forudsættes allerede i de
XII Tavlers Love som et allerede hævdvundet
Institut. Bag de XII Tavlers u. (usus »Brug«)
af Jorden (fundus) ved to Aars og af »andre
Ting« (ceteræ res) ved eet Aars possessio tør vi
endog formode en ældre primitiv u., der
havde en for Grundejendom og Løsøre fælles eet
Aars Possessionstid. Den Tanke, der oprindelig
var det romerske Usucapionsinstituts juridiske
Begrundelse, har utvivlsomt slet og ret
været, at det — som det hedder hos Cicero —
ikke kan henstaa uvist, hvem der er Ejer af
en Ting. Nyere historiske Undersøgelser har
dernæst tilstrækkelig bevist, at lige saa lidt som
den ældste romerske Ret til usucapio har
forudsat en justa causa possessionis, der
objektivt kunde begrunde en bona fides, lige saa lidt
har det slet og ret krævet bona fides. Den blot
fysiske possessio var — ialt Fald bortset fra
stjaalne Ting — tilstrækkelig. — Romersk Ret
kendte to Hævdinstitutter, det ældre, strengt
civile, usucapio i snævrere Forstand, og det
yngre, gennem de græske Provinsmagistraters
Jurisdiktion udviklede præscriptio longi
temporis. I den historisk kendte Tid krævede u.
vetus foruden en uafbrudt possessio i
Hævdstiden normalt, at der forelaa justus titulus, d.
v. s. en justa causa adquirendi, en lovmæssig
Erhvervsgrund (Køb, Gave, Legat, Medgift),
samt bona fides, d. v. s., en redelig
Overbevisning om ikke at krænke Trediemands Ret. u.
som civilt Institut forudsatte dernæst, at
Possessor havde commercium (s. d.), og at Tingen
kunde gøres til Genstand for romersk
(quiritarisk) Ejendomsret, u. gjaldt følgelig kun for
cives og var uanvendeligt paa prædia
provincialia. Til Afhjælpning af denne Mangel skabtes
derfor i den senere klassiske Ret under
hellenistisk Indflydelse præscriptio longi temporis,
der under de samme objektive og subjektive
Betingelser, der krævedes ved u., gav den, der
havde besiddet Tingen en vis længere Tid, en
exceptio til Beskyttelse mod Ejerens rei
vindicatio. Under Justinian foretoges en
Sammensmeltning af U. vetus og præscriptio l. t.
C. W. W.
Usun-ada, undertiden fejlagtig kaldet
Utrun-ada, Ø og Havn ved Østbredden af
det kaspiske Hav, hører til den transkaspiske
Provins og ligger i Michailovsk-Bugten 90 km.
SØ. f. Krassnovodsk. Øen, der er 10 km lang
og 1 km bred, har 2000 Indb. Havnen anlagdes
1886 for at tjene som Endepunkt for den
transkaspiske Bane, men er i denne Henseende
senere afløst af Krassnovodsk.
(H. P. S.). M. V.
Usundscha Ova, se Uzundžovo.
Usur (lat.), Slid, benyttes i Lægevidenskaben
om de Forandringer, der ved fortsat Tryk
fremkaldes paa Vævsdele. En Svulst kan saaledes
fremkalde U. af en Knogle ved fortsat Tryk, f.
Eks. U. af Hvirvellegemer ved et Aneurysma
aortæ o. s. v.
(Lp. M.). V. Sch.
usurpere (lat.), tilrane sig (Magten, idet den
lovlige Hersker fortrænges); anmasse sig.
Deraf Usurpator og Usurpation.
usus (latinsk »Brug«), er i romersk Ret
Betegnelsen for en personlig Servitut, der giver
Servituthaveren, usuarius, Ret til personlig at
bruge (uti) en Ting, f. Eks. en Slave, men ikke
til at udnytte (frui) dens Frugter, f. Eks. ved
atudleje Slaven.
C. W. W.
usus fructus (latinsk »Brug« og
»Nydelse«) er i romersk Ret Betegnelsen for en
personlig Servitut, der kunde haves baade over fast
Ejendom og Løsøre, og som gav Servituthaveren
(usufructuarius) Ret til i enhver Henseende som
en god Administrator (boni viri arbitratu) at
bruge (uti) og udnytte (frui) en andens Ting,
blot at Tingens Substans blev bevaret (salva
rerum substantia).
C. W. W.
usus tyrannus (latinsk) ɔ: Sprogbrugen er
suveræn, lader sig ikke spænde i faste Regler.
Udtrykket har maaske sin Oprindelse fra
Horats’ Ars poetica, V. 71 f.
H. H. R.
Usus-Ægteskab, usus (latinsk), Brug,
Samkvem. Efter den romerske Overlevering kunde
i det gamle Rom manus (s. d.) over Hustruen
erhverves ved usus, confarreatio og coemptio.
Men medens confarreatio (s. d.) uden Tvivl var
en Form for Stiftelse af Ægteskab, hvor
Indtrædelsen af manus var en umiddelbar Følge
af det sakralt stiftede Ægteskab, var usus
ligesom coemptio (s. d.) selvstændige Former for
Erhvervelse af manus. Ved et Aars uafbrudt
Samliv (usu anno continuo) blev ligesom ved
den borgerlige Retshandling coemptio en
allerede bestaaende ægteskabelig Forbindelse ved
Stiftelse af manus beklædt med fuld
Retsvirkning efter jus civile. Var Hustruen (nupta) i
tre paa hinanden følgende Nætter (trinoctium)
fraværende fra Mandens Hus, da var usus
afbrudt og Indtrædelsen af manus udelukket. En
hvert Aar gentaget tre Nætters Fraværelse var
dernæst tilstrækkelig til vedvarende at hindre
Indtrædelsen af manus. Om det kronologiske
Forhold mellem disse tre Former for Stiftelse
af manus (usus, confarreatio og coemptio)
giver Overleveringen umiddelbart ingen
Oplysning. Usus, der paa den klassiske
Jurisprodurens’ Tid forlængst var bortfalden,
forudsættes blot i de XII Tavlers Love som et
allerede hævdvundet Institut. At usus overalt i de
bevarede Tekster nævnes først, indicerer
imidlertid paa Forhaand, at denne Stiftelsesform
af Romerne selv i Almindelighed antoges at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
