Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valakiet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Manganmalme. Hist og her træffes palæozoiske
Dannelser eller mesozoiske Kalkmasser. Bjergenes
Forhøjder og det lavere Bakkeland er
geologisk talt en sammenhængende Tertiærzone, hvis
Lag, der veksler fra Saltvands- og
Brakvandsdannelser til Søaflejringer, er rige paa Stensalt
og Petroleum samt Mineralkilder.
Bakkeregionens Tertiærlag er dog til Dels skjulte under
løsslignende Diluvialaflejringer, som ogsaa
danner Jordbunden i det valakiske Sletteland, der
skraaner hen imod Donau og fra Egnen om
Byen Krajova breder sig Øster paa i et bredere
og bredere Bælte. Hen imod Donau falder
Sletten temmelig brat af uden dog som det
bulgarske Plateau at træde helt hen til Floden, hvis
nordlige Bred er en lav Alluvialbræmme af
Sumpe, Enge og flade Søer, der vanskeliggør
Adgangen til Floden. Størst Udbredelse har
Alluviallandet i den østlige og sydøstlige Del af
V., hvor Baragan-Steppen udbreder sine øde,
træløse Flader. Over den valakiske Slette
strømmer med sydlig og sydøstlig Retning talrige
Vandløb, hvis mægtig brede Bassiner kun om
Foraaret er fyldte med Vand, medens Floden
om Sommeren udgør en ret spinkel Aare. V.
har Rumæniens største og frugtbareste
Sletteomraade og er Landets Hovedland, hvor
Hovedstaden findes. V. bestaar af to Landskaber:
Oltenia (Lille V.) Vest for Oltu (Aluta) og
Muntenia (Store V.) Ø. f. denne Flod.
Historie. I Oldtiden hørte V. til den
romerske Provins Dacia, som delvis
romaniseredes. Under Kejser Aurelian udvandrede en stor
Del af den romerske Befolkning, og nu fulgte
Folkevandringen, hvis Folkeskarer
oversvømmede V., først Goterne og derefter Vandaler,
Markomanner, Hunner, Gepider, Avarer, de
finske Bulgarer, Slaver samt fra 9.
Aarhundrede Magyarer og Petscheneger og fra Midten af
11. Aarhundrede Kumaner. I Slutningen af 12.
Aarhundrede begyndte Efterkommere af de i
3. Aarhundrede romaniserede Folk at
indvandre paa ny og bosætte sig blandt Kumanerne.
I 13. Aarhundrede var Antallet af disse Folk,
der af deres Naboer kaldtes Valaker, allerede
ganske betydeligt; men efter Mongolernes
Indfald 1230 maatte de tillige med Kumanerne
anerkende Magyarernes Overherredømme. 1272
forenedes Valakerne eller, som de selv kaldte
sig, rumuni eller rumeni under en Fyrste
(Voda) af Dynastiet Basaraba, der regerede,
indtil det 1659 uddøde. Vojvoden Mircea
(1386—1418) var dog den egentlige Skaber af
Fyrstendømmet V., som han udstrakte over
Dobrudscha samt mindre Dele af Bulgarien og
Siebenbürgen. 1396 blev han tillige med Kong
Sigismund af Ungarn ved Nikopolis slaaet af
Tyrkerne, og i den følgende Tid var Fyrsten af
V. afvekslende Ungarns Forbundsfælle og
Sultanens lydige Vasal. Fra denne Periode
stammer Grækernes og Sydslavernes Betegnelse
Ungrovlachia for V. og Tyrkernes Kara-Iflak.
Landet havde en national rumænsk Adel, og
dets oprindelige Hovedstad var Tergoveste.
Vojvoden Vlad Tzepesch sluttede 1460 med Sultan
Muhammed II en Overenskomst, der i
Aarhundreder kom til at danne Grundlaget for V.’s
Stilling til Tyrkiet. Sultanen blev Landets
Suveræn og Skytsherre, modtog aarlig en Tribut
og fik Ret til at bekræfte Valget af den Fyrste,
som Adelen (Bojarerne) og Biskopperne valgte,
hvorimod han ikke maatte blande sig i
Fyrstendømmets indre Styrelse. Desuden fik
Tyrkiet Ret til at lægge Besætninger i de tre
Fæstninger Braila, Giurgiu og Turnu-Magurele,
som de besad indtil 1829, hvorimod det i øvrigt
ikke var tilladt Tyrker at bosætte sig i V.
Forliget overholdtes dog ikke altid af Tyrkerne,
og navnlig i Perioden 1529—93 blandede de sig
uafbrudt i V.’s indre Forhold, udskrev
Kontributioner og af- og indsatte Fyrster efter bedste
Tykke. Et Lyspunkt i Landets mørke Historie
indtraf med Fyrst Michael den Tapre
(1593—1601). Denne V.’s mest fejrede Nationalhelt
forenede sig med Vojvoden af Moldau og lod paa
en bestemt Dag 1594 nedsable alle Tyrkere i
Fyrstendømmerne, indtog de tyrkiske
Fæstninger i V., slog de Hære, der sendtes imod ham,
og hærgede Landet indtil Balkan. Senere forjog
han Moldaus og Siebenbürgens Fyrster og
forenede hele det gamle Dacien under sit eget
Scepter; men allerede 1601 faldt han for en
Snigmorders Haand. Den sidste betydelige
Fyrste, V. havde, var Matthias Basarab (1653—54).
Med Kraft forsvarede han sit Land mod
Tyrkerne og mod Prætendenter til Kronen;
desuden søgte han at bringe Orden i Forvaltningen
og lod udarbejde Civillov og Straffelov, trykke
Kirkebøger paa Rumænsk og oprette Skoler og
Klostre. Efter den sidste Basarab Konstantin
Scherban fulgte bl. a. Scherban Kantakuzenos
(1669—88), der lod Bibelen oversætte paa
Rumænsk og gjorde et stort Arbejde for Kulturens
Fremgang i Landet. Efter hans Død skyndte
Bojarerne sig at vælge hans Søstersøn
Konstantin Brancovanu for at udelukke Grækerne, og
Sultanen bekræftede hans Valg efter at have
ladet sig udbetale en betydelig Sum. Fyrst
Konstantin blev imidlertid anklaget for at træffe
hemmelige Aftaler med Peter den Store af
Rusland, da denne 1711 rykkede mod Tyrkiet, og
efter at være ført til Konstantinopel blev han
halshugget tillige med sine 4 Sønner. Hermed
mistede V. den sidste Rest af Uafhængighed;
thi fra nu af udnævnte Sultanen selv Fyrsterne
eller, som de herefter kaldtes, Hospodarerne,
der toges blandt de højestbydende græske
Fanariotfamilier i Konstantinopel. Som Regel
fungerede Hospodarerne kun et Par Aar ad
Gangen, og Landet udsugedes paa det voldsomste.
I de følgende 100 Aar lykkedes det dem at
udskille næsten hele den nationale Adel og
erstatte den med bestikkelige Opkomlinger fra
Konstantinopel eller med Armeniere.
Hospodarregeringen led dog af og til Afbrydelser som
Følge af russisk Okkupation, saaledes 1768—74,
1781—92, 1805—12, 1828—34, 1848—50 og
1853—54. I Kutschuk-Kainardschi-Freden 1774
formaaede Rusland Tyrkiet til at nedsætte
Tributten og anerkende det valakiske Sendebud i
Konstantinopel som Gesandt paa folkeretligt
Grundlag samt give Rusland Ret til at intervenere i
Sager angaaende Fyrstendømmet. Fra nu af
udøvede Rusland i Virkeligheden gennem sit
Gesandtskab i Konstantinopel et Slags Protektorat
over V. og Moldau, og hver følgende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
