Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdensere - Valdensermission - Waldenström, Paul Peter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i hvert Fald forbudt at prædike uden efter
Biskoppernes Opfordring. Ved samme Kirkemøde
havde ogsaa indfundet sig Lægprædikanter fra
Lombardiet, for største Delen Haandværkere,
især Uldvævere. De synes ikke oprindelig at
have haft noget med V. at gøre, men traadte
senere i Forbindelse med dem. Dog var de
langt mere radikale end V. V. ønskede at
realisere Tanken om det almindelige Præstedømme
og tillod ogsaa Kvinder at prædike, men disse
»Fattige fra Lyon«, var for øvrigt langtfra
evangeliske i deres første Fremtræden. De havde
deres egne Diakoner, Præster og Biskopper,
men bøjede sig ofte i det ydre for Romerkirkens
Gejstlige. Deres Gudstjeneste bestod af Bøn,
Prædiken og Skriftlæsning. Læren om
Skærsilden og Afladen forkastede de, men den
kirkelige Sakramentlære hyldede de. Hver
Skærtorsdag holdt de dog selv Nadver efter at have
indviet Brød og Vin med 7 Fadervor og Korsets
Tegn. De skriftede sædvanlig baade for de
romerske Gejstlige og for deres egne. De
lombardiske Fattige stillede sig derimod i skarp
Opposition til Kirkelæren og Kirkens Gejstlige. Men
baade V. og Lombarderne var enige om at
fremhæve den »apostoliske Fattigdoms«
Betydning. Da V. ikke vilde afholde sig fra at
prædike, blev de bandlyste paa Koncilet i Verona
1183—84, og samme Skæbne ramte
Lombarderne, men begge Retninger bredte sig alligevel
stærkt, og skønt de efter Valdez’ Død brød med
hinanden, og hver gik sine Veje, voldte de
Romerkirken store Vanskeligheder, navnlig fordi
de færdedes saa stille, og deres Prædikanter
ofte optraadte i forskellige Forklædninger.
Enkelte af V. blev vundne tilbage af Kirken,
saaledes Durán fra Huesca, som til Gengæld fik
Tilladelse til at danne et Samfund af »katolske
Fattige« inden for Kirken. Dette Samfunds
Medlemmer levede i Cølibat og Fattigdom, lagde
sig efter boglig Dannelse og søgte at vinde de
øvrige V. De fik Tilladelse til at prædike, men
de »katolske Fattige« blev aldrig til noget, og
da Tilladelsen til at prædike snart atter blev
tagen fra dem, forsvandt de. Innocens III
traadte skarpt op mod V., men derved spredtes de
over større Strækninger. V. fandtes i næsten
alle Egne af Frankrig, nogle kom over til Kent
i England, og mange overskred Rhinen og slog
sig ned forskellige Steder i Sydtyskland. V. kom
fremdeles til Schweiz, og de kom endelig over
Alperne ned i Italien. Men det er for øvrigt
vanskeligt at følge deres Spor. Saa meget er
dog vist, at grusomme Forfølgelser kom over
dem baade i Italien og i Frankrig, og at deres
Tal og deres Kraft mindskedes op mod Aar
1500.
Reformationen skabte nyt Liv hos V., og nu
blev de efterhaanden til en virkelig evangelisk
Retning. I Böhmen og Mähren havde de selv
været med til at bane Vejen for de
reformatoriske Bevægelser, og de traadte senere i
Forbindelse med de bøhmiske og mähriske Brødre,
som fik deres første Biskop ordineret af en
valdensisk sindet østerrigsk Biskop. V. i
Frankrig kom snart under aandelig Paavirkning af
Genève, og paa en Synode i St. Martin 1533
sluttede de sig til de schweiziske Reformatorer.
Robert Olivetan oversatte Bibelen for dem, og
Reformatorernes Skrifter vandt stor Udbredelse
i de valdensiske Dale. 1535 overrakte de franske
V. Frants I en Trosbekendelse. Men ti Aar
senere brød en frygtelig Forfølgelse af dem løs.
Flere Tusinde V. dræbtes, og Resten, hvis Tal
angives til henved 4000, maatte søge Tilflugt i
de højere liggende Alper. De italienske V. blev
senere vundne for Reformationen, men ogsaa
de maatte opleve blodige Forfølgelser. 1559
opstillede de en Trosbekendelse. I Kalabrien
havde der tidligere dannet sig en Koloni V.; ogsaa
den sluttede sig til Reformationsbevægelsen,
men Følgerne deraf blev frygtelige. Kolonien
blev fuldstændig udryddet af de katolske
Magthavere. I Savojen havde V. vundet særlig stor
Udbredelse, men deres Sikkerhed var stadig
truet. Efter flere mindre Forfølgelser faldt
Fjenderne over dem fra alle Sider 1655, og tredive
Aar senere, 1686—87, blev de endog udjagne af
Landet i Tusindvis. 1689 fik de dog Tilladelse
til at vende tilbage. Blandt V.’s Førere i disse
Hjemsøgelsens Tider maa især nævnes Janavel
og Arnauld. I 18. Aarh. var deres Stilling endnu
vanskelig. Under Napoleon saa det ud, som om
en gylden Tid skulde oprinde, da han
interesserede sig for dem, men efter hans Fald blev de
atter undertrykte.
Med Frihedsaaret 1848 aabnede der sig
endelig Udsigt til bedre Kaar for den lille romanske
Martyrkirke. Nu blev V. endelig taalte, og efter
den Tid har de udbredt sig betydelig i Italien,
om der end stadig fra kirkelig Side har været
lagt dem Hindringer i Vejen. V. er nu en egen
evangelisk Kirke i Italien, og de missionerer
med stor Iver. Tillige har de et omfattende og
godt Skolevæsen. Deres øverste Styrelse,
»Bordet«, vælges af en Synode, som holdes hvert
Aar i Torre Pellice. I Rom har de en
Teologskole. 1913 ansloges Tallet paa V.’s
Kommunikanter til 36000, hvilket er Halvdelen af
samtlige Evangeliske i Italien. V. er gennemgaaende
fattige, og trods stor Missionsiver har de ondt
ved at trænge frem. Deres Arbejde maa ogsaa
støttes fra Udlandet. Alligevel synes V.’s
Kristendomsform at være den Form for evangelisk
Kristendom i Italien, der har mest Udsigt til
Fremgang. (Litt: E. Comba, Storia dei
Valdesi [1893]; Fr. Nielsen, »Valdesierne« [1880];
J. O. Andersen, »Det moderne Italiens
Forhold til Kristendom og Kirke« [1904]).
A. Th. J.
Valdensermission, et dansk Selskab, som
støtter Valdenserne i Italien, stiftet 1879,
fornyet 1887 og atter 1898. Det udgiver
»Valdensermissionstidende«.
A. Th. J.
Waldenström, Paul Peter, svensk
Teolog, Frikirkemand og Politiker, f. i Luleå 20.
Juli 1838, d. 14. Juli 1917. 1864 blev han Præst,
samme Aar Lektor i Umeå og 1874 Lektor i
Teologi, Græsk og Hebraisk i Gefle. 1905 fik han
sin Afsked med Pension. W. kom tidlig ind i
stærke, religiøse Brydninger, var en Stund
paavirket af Rosenius, men brød sig saa selv en
Bane. 1872 fremsatte han en subjektiv
Forsoningslære, som vakte megen Modstand og gav
Anledning til store Stridigheder. Den
ny-evangeliske, frikirkelige Retning i Sverige sluttede
sig gennemgaaende til W.’s Anskuelser, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
