Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Watts, George Frederick
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Juli 1904. Med W. døde den engelske Kunsts
great old man, beundret og elsket som ingen
anden Kunstner af sine Landsmænd, ikke alene
paa Grund af hans sjældne og højtstræbende
Kunst og — betegnende nok — et bevidst
moraliserende Drag i hans Kunstvirksomhed, men
ogsaa paa Grund af hans ædle, uegennyttige
Personlighed og storslaaede Gavmildhed;
saaledes skænkede
han Mængder
af, fra 1886 alle
sine Værker,
som Privatfolk
vilde kappes
om at købe til
svimlende
Priser, bort til
offentlige
Samlinger, for at
de ogsaa kunde
komme de
brede Lag til gode.
W. gik kun et
Par Uger i 1827
paa
Akademiskolen, fik der
Vejledning af
Billedhuggeren
Behnes, men uddannede sig mest paa egen
Haand. Særlig efter klassisk og græsk
Kunst: Parthenons-Skulpturerne (først 1857
kom han, sendt af Regeringen med paa en
Udgravningsekspedition til Halikarnassos, selv
i Berøring med de oldklassiske Kunstegne);
det smukke »Pygmalions Hustru« er en Art
aandfuld engelsk Oversættelse af græsk Kunst,
og af denne (og vel ogsaa af Flaxman) bærer
overhovedet det plastisk monumentale i W.’s
Skikkelser kendelige Mærker. Over for
Prærafaelitterne stod W. ret selvstændig, beslægtet
med dem gennem Romantik og Mystik, men i
malerisk Henseende paavirket af
Højrenaissancen og da særlig Venetianerne (Tintoretto). I
øvrigt er hans Malemaade dog ret haard og
tør, ofte freskoagtig virkende. 1837 udstillede
W. sit første Arbejde paa Akademiet (»Saaret
Hejre«). C. 1842 vandt han en Pris for en
Karton til Parlamentsbygningen »Caractacus i
Triumf«. Af stor Betydning for hans Udvikling
blev Opholdet i Firenze 1844—47. Her fandt
han en forstaaende Mæcen i Lord Holland, hvis
Holland House i London han senere
udsmykkede og forsynede med adskillige af sine
ypperste Værker, medens han i samme Ejers
Old little Holland House tæt ved Siden af i
mange Aar havde Atelier og Bolig, indtil han
1874 rykkede over i sit eget Hjem i
umiddelbar Nærhed: »Little Holland House«. I
Firenze-Tiden malede han for nævnte Lord og Gesandt
bl. a. en Del Fresker til Villa Medicea i
Carreggi (heriblandt det nu stærkt medtagne
»Lorenzo’s Læge P. Leoni kastes i Brønden«, der
pudsigt nok en Tid tilskreves Vasari). Hjemme,
hvor han 1847 fik 1. Præmie for »Alfred
bekæmper Danskerne«, søgte han at forny
Freskoteknikken, men, især paa Grund af Vejrliget,
med lidet Held; flere af hans herhenhørende
Arbejder har saaledes maattet omsættes i
Glasmosaik. Freskoarbejder: »S. Georg og Dragen«
(1853), det fremragende »Tiden, Retfærdigheden
og Døden« (S. Juda i Whitechapel, ogsaa i St.
Paul i London) og Hovedværket, det store
»Lovgivningens Skole« i Lincolns Inn (1859,
paavirket af Rafael’s »Skolen i Athen«) etc. W.
begyndte tidlig at male Portrætter; maaske er
han størst (og hans Berømmelse varigst) som
Portrætmaler. Efter hele sin Natur gaar han
dybt i Karakteristikken og søger Personligheden
frem gennem Øjet (»Sjælens Spejl«) og
Udtrykkets Kraft; W. har portræteret en
Mængde aandelige Storheder (som han ofte stod i
personligt Venskabsforhold til): Lecky,
Gladstone, Burne Jones, Morris, Leighton, Thiers,
Guizot etc.; en stor Mængde af hans
Portrætter af berømte Mænd findes i Nat. Portrait
Gallery (London), hvortil han alene 1895
skænkede ikke mindre end 17, hvoriblandt
Browning (1875), Th. Carlyle (1869), Layard,
Kardinal Manning (1882, et Hovedværk), J. S. Mill,
Panizzi (1862), D. G. Rossetti, Tennyson (andre
i Melbourne m. fl. St.), Shaftesbury, H. Taylor;
endvidere kan nævnes Portrætter af Crane, Lord
Rotschild, Selvportrætter (et i Uffizi) o. m. a.
I talrige andre Værker søgte W. op mod de
høje og højeste aandelige Vidder; han er der
ofte mere Tænkeren og Etikeren end Digteren
og ofte mere Digter end Maler, da det nøje
Modelstudium her gerne viger for den fri
Skaben. Noget af denne Stemning for the highest
udløste han i Malerier efter Historien eller
litterære Kilder (det betagende »Paolo og
Francesca« [3 Varianter], »Sir Galahad« og »Lady
Godiva« [1885] efter Tennyson, »Britomart«,
»Una« m. fl. efter Spenser. »Orfeus og
Eurydike« [1869], den skønne og følte Komposition
»Diana og Endymion« [1871] o. m. a.) og i
bibelske Stykker (Eva-Trilogien [Tate-Gall.], De
apokalyptiske Riddere [1878—83] etc.), men
særlig har bidraget til en W.-Kultus i England,
udogmatisk Kristendoms og mild Humanitets
Aand. Her blot nogle af de Hovedværker, der
særlig har bidraget til en W.-Kultus i England,
»Tiden og Forglemmelsen« (1848),
»Livsillusioner« (1847, Tate-Gall.), »Tid. Død og
Retfærdighed«, »Haabet« (1885, Tate-Gall.), de to
anti-kapitalistiske og sociale »Mammon« (1885) og
»Minotaur«, »Kærlighed og Død« (1875),
»Kærlighed og Liv« (Luxembourg-Gall., Hvide Hus
i Washington), »Døden kroner Uskylden«,
»Dødens Sendebud« (1885), »Triumferende
Kærlighed« (1898) og »Dødens Forgaard« (1902), en
optimistisk idealiserende Kunst, der vil lære,
opdrage og prædike Moral. Et Arbejde som
»Irsk Familie« staar ret isoleret i W.’s
Produktion. W. har ogsaa malet Landskaber (ofte
fantastiske à la Turner), litograferet lidt,
skrevet om Kunstvirksomhed (belærende Kataloger
til sine Udstillinger; til de almindelige
Udstillinger gav han sjælden Møde) og fremmet
Kunstindustri (dekoreret Holland House, samt
med sin Hustru 1884 grundet Home Arts and
Industries Association, hvortil knyttedes et Par
Hundrede Industriskoler, heriblandt en
Keramikskole under hans eget Opsyn, nær ved hans
sidste Hjem Limnerslease, tæt ved Guilford).
Han var ogsaa ret produktiv som Billedhugger:
 |
| G. F. Watts. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
