Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wedel-Jarlsberg, Johan Caspar Herman W. - Wedellsborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Revolutionen i Sverige udbrød Marts 1809,
haabede han paa en Forening af Nordens tre
Riger under Frederik VI som konstitutionel
Konge. Men da den dansk-norske Konge afviste
Tanken, nærmede W.-J. sig de svenske
Revolutionsmænd, der ved den afholdte norske
Statholder Prins Christian August’s Valg til svensk
Tronfølger vilde aabne Adgang til en Forening
af Halvøens to Riger under konstitutionel
Statsform. Gennemførelsen af denne Plan hindredes
foreløbig ved Prinsens paafølgende bratte
Bortgang. Arbejdet for en Sammenslutning af de
nationale Bestræbelser blev optaget af
»Selskabet for Norges Vel«, der gennem en
Organisation af Sogneselskaber skulde virke for
økonomiske og kulturelle Formaal. Gennem sit
Forhold til Administration og Provideringsvæsenet
som ved sin sociale Stilling blev W.-J. den
ledende Aand i Hovedselskabet, og
Tidsomstændighederne medførte, at en af dets
Programsager blev skudt frem i Forgrunden og ved
ham bragt til en heldig Løsning. Det var
Grundlæggelsen af det norske Universitet, som W.-J.
med Rygstød i hele Nationen aftvang den
modstræbende Regering, og hvis Program han
sener« som Medlem af en for dette Formaal
nedsat Kommission var med til at udarbejde
(15. Marts 1812). W.-J. var ved Udgangen af
1810 afgaaet fra Regeringskommissionen, og da
en ny Krig med Sverige udbrød, fratraadte
han 30. Marts 1813 tillige sit Amtmandsembede.
Efter Faderens Død 1811 havde han overtaget
sit Grevskab, der gav ham som Privatmand
nok at varetage.
Da Norges og Danmarks Forbindelse løstes
gennem Kielerfreden, opholdt W. sig i
Danmark for Provideringens Skyld. Hans politiske
Forbindelse med Prins Christian August’s
svenske Venner var aldrig helt afbrudt, og hans
Fraværelse var for saa vidt heldig for den norske
Regent Prins Christian Frederik, som denne
herigennem fik uhindret Adgang til at træffe
de forberedende Skridt til, at Norge kunde
indtræde i de selvstændige Staters Række under
en konstitutionel Forfatning. Men som Medlem
af Rigsforsamlingen paa Eidsvold, hvor han i
Konstitutionskomiteen deltog i det vigtige
Arbejde paa Grundlovens Udformning, var han
Fører af den unionsvenlige Minoritet, der
krævede Kongevalget udsat, indtil der var naaet
Klarhed over Rigets ydre Stilling og
finansielle Bæreevne. Senere paa Aaret stillede han
sig i Opposition til Regeringen, hvis
Krigsførelse han angreb stærkt; i Konventionen paa
Moss og dens Bestemmelser saa han ogsaa en
Hindring for en fuldt formaalstjenlig
Grundlovsrevision, der kunde lægge en tryg Basis for
den Union, som skulde indgaas. Han var som
Repræsentant ved det overordentlige Storting
1814 Medlem af den Komité, der forhandlede
med den svenske Konges Kommissarier, og var
Formand for den Deputation, som meldte Karl
Johan Kongevalget af 4. Novbr. Efter at
Foreningen var kommet i Stand, øvede W.-J.
megen Indflydelse paa Sammensætningen af det
første Ministerium, i hvilket hans Svigerfader
Peder Anker var Statsminister og han selv
indtraadte som Statsraad og Chef for
Finansdepartementet. Under de følgende Arbejdets
Aar, hvori Statens Finansvæsen skulde
grundlægges fra nyt af, indtog han en vanskelig
Stilling, stillet som han var mellem et Folk, hvis
økonomiske Evne spændtes til det alleryderste,
og en Konge, der fandt sig forpligtet til at gribe
ind i den finansielle Ledelse, hvor den forekom
ham hazarderet. 1821 besluttede Odelstinget,
at W.-J. skulde tiltales for Rigsret i Anledning
af Tab, som Statskassen havde lidt ved nogle
Transaktioner. Han blev frifundet, men hans
Stilling var dog rokket, og 1822 traadte saavel
han som Statsminister Anker ud af Regeringen.
Der paafulgte nu et Omslag i Folkets Stemning.
Som Privatmand og Leder af den store Bedrift,
som han navnlig efter Svigerfaderens Død (1824)
havde at forestaa, genvandt han sin Indflydelse,
og som Repræsentant paa Stortingene 1824,
1828 og 1830 indtog han en ledende Stilling. Den
stærke demokratiske Bevægelse i Begyndelsen
af 1830-Aarene satte ham igen uden for det
offentlige Liv, indtil Krisen i 1836, som
fremkaldtes ved Rivningerne mellem Statsminister
Løvenskjold og Statsraadets første Medlem
Collett, banede ham Vejen til Statholderens
indflydelsesrige Stilling. Den væsentligste Opgave,
som nu forelaa, var at faa bilagt den Gæring,
der raadede i Nationen efter Stortingets
Opløsning 1836 og den derpaa følgende
Rigsretsaktion mod Statsminister Løvenskjold, og dette
lykkedes ham. En vigtig national Opgave for
Landets indre Politik blev løst gennem
Formandskabslovenes Vedtagelse (1837), og en
Løsning af de unionelle Tvistemaal øjnedes i en
ikke fjern Fremtid, da den første
Unionskomité i 1839 blev nedsat. W.-J. oplevede dog
kun at se Arbejdet for dette Gøremaal i dets
Begyndelse. For at søge Helbredelse mod sit
gamle Onde — Følgerne af hans Ungdoms
Strabadser — rejste han Sommeren 1840 til
Wiesbaden. Budskabet om hans Bortgang vakte
almindelig Folkesorg i Norge. (Litt.: Yngvar
Nielsen, »Lensgreve J. C. H. W.-J.«, I—III
[1901-02]).
(O. A. Ø.). Edv. B.
Wedellsborg, Hovedgaard og Hovedsæde i
Grevskabet W., ligger i Vends Herred, NNV. f.
Assens. W. hed oprindelig Husby og ejedes
1295 af en Mand af Slægten Litle. 1320 havde
Gaarden imidlertid Navnet Iversnæs og ejedes
af Hr. Anders Pedersen Stygge af Slægten
Galen. Kort efter var de holstenske Adelsmænd
Lyder og Nicolaus Krummedige Herrer paa
Iversnæs; senere ejedes den af Slægterne
Skinkel og Gyldenstierne. Hans Lindenov, der var
gift med Christian IV’s Datter Elisabeth
Augusta, ejede Iversnæs; han døde 1642, og hans
gældbetyngede Enke nødsagedes til at sælge
Gaarden 1661. Chr. Urne Christoffersen købte
den og mageskiftede den straks efter til
Hannibal Sehested for Lundegaard. Sehested’s Datter,
Christiane Sophie, bragte Iversnæs til sin
Mand, den berygtede Baron Vilh. Fr. Wedell
til Reedtz og Noerenberg, der 11. Decbr 1672 af
Tybrind og Iversnæs oprettede Grevskabet W.,
hvilket Navn tillige overførtes paa
Hovedgaarden Iversnæs. Hans Søn og Efterfølger opførte
1706 den endnu staaende Hovedbygning, der
bestaar af to Fløje, paa to Stokværk, der støder
sammen i en ret Vinkel, i hvis indvendige Hjørne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
