Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Venepulskurve - venerabel - venerabile - Veneration - veneriske Sygdomme - venerisk Saar - Venern - Venersborg - Venesten - Veneter - Venetianske Alper - venetianske Perler - venetianske Skitsebog - venetiansk Hvidt - venetiansk Kridt - venetiansk Rødt - venetiansk Skole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Man har iagttaget, at Abnormiteten i Kurvens
Udseende paa bestemt Maade forandres ved
forskellige Uregelmæssigheder i Hjertets
Bevægelse. Studiet af V. har spillet en stor Rolle
til Erkendelse af de forskellige
Hjertesygdomme. Nu er Brugen af V. fortrængt af en anden
Metode: Elektrocardiografien.
H. I. B.
venerabel (lat.), ærværdig, højærværdig.
Veneration, Ærefrygt, Ærbødighed:
venerere, ære.
venerabile (lat.: »ærefrygtindgydende«),
Betegnelse i den romersk-katolske Kirke for
Hostien.
A. Th. J.
Veneration, se venerabel.
veneriske Sygdomme, se Kønssygdomme.
venerisk Saar, d. s. s. den bløde Chancre
(s. d.).
Venern [’væ.nərn], se Vänern.
Venersborg [’væ.nərsbårj], se
Vänersborg.
Venesten, se Aareknuder.
Veneter, 1) Oldtidsfolk i det østlige
Norditalien i Landskabet Venezia, der i Reglen
ikke regnedes med til Gallia cisalpina,
hvorfra det adskiltes ved Floden Athesis
(Adige). Folkets Herkomst er ubekendt; et uhjemlet
Sagn lader det under Anførsel af Antenor være
indvandret fra Troja; Navnet skrives derfor
ogsaa Eneter (efter et lilleasiatisk Folk). Fra
2. Aarhundrede f. Kr. blev de afhængige af
Romerne. Deres vigtigste Byer var Patavium,
Altinum og Aquileja.
2) et gallisk Folk ved Kysten af den biscayiske
Bugt N. f. Loire. Det var kyndige Søfolk, som
drev Handel paa Britannien og havde en god
Krigsflaade. De blev undertvungne af Cæsar.
3) et slavisk Folk, d. s. s. Vender.
H. H. R.
Venetianske Alper, Parti af Alperne i det
nordøstlige Italien, Provinserne Treviso,
Belluno og Udine, ligger mellem Piave-Dalen mod
NV. og Lavlandet mod SØ. og strækker sig fra
SV. til NØ. mellem Brentas og Tagliamentos
Gennembrudsdale. V. A. bestaar af flere
sondrede Afdelinger, af hvilke mærkes
Belluneser-Foralpernes lave Kridtryg, der skiller
Belluno-Bækkenet fra den norditalienske Slette og i
Col Vicentin hæver sig til 1764 m, og
Duranno-Alperne, hvis Hovedtoppe er Monte Duranno
(2668 m), Cima di Lores (2677 m) og Monte
Cridola (2583 m). Til V. A. regnes ogsaa
Sappada-Gruppen N. f. Mauria-Passet og øvre
Tagliamento; den har Toppene Monte Terza
Grande (2600 m), Monte Tudajo (2495 m) og
Monte Clapsavon (2461 m).
(H. P. S.). C. A.
venetianske Perler, Glasperler (s. d.)
til Brodering.
venetianske Skitsebog (eller Rafael’s
v. S.) er en Række Tegninger paa godt
halvthundrede Blade, der formodentlig i sin Tid
har været sammenbundne i eet Bind. V. S.
blev erhvervet af Maleren Giuseppe Bossi fra
Milano og kom fra ham i Abbed Luigi Celotti’s
Eje; denne udgav en Række af Tegningerne i
Stik, Disegni originalt di Raffaello . . . (Venedig
1829). Allerede 1822 blev Tegningerne af den
østerrigske Regering købt til Akademiet i
Venedig, hvor de nu er; deres Opbevaringssted
har givet dem Navnet. Tidligere tvivlede man
ikke om, at disse Tegninger paa et Par enkelte
nær var Ungdomsarbejder af Rafael, men
rimeligere er det i dem at se en Samling Kopier
efter forskellige Mestre til Brug i et
kunstnerisk Værksted (mulig Perugino’s). (Litt.:
Robert Kahl, »Das venezianische Skizzenbuch«
[Leipzig 1882]; Lermolieff, »Kunstkritische
Studien über italienische Malerei«, I—III
[Leipzig 1890—93]; A. Schmarsow, »Raphaels
Skizzenbuch in Venedig« [»Festschrift zu Ehren
des kunsthistorischen Instituts in Florenz«,
Leipzig 1897]. — Se for øvrigt Litteraturangivelse i
O. Fischel, »Raphaels Zeichnungen«
[Strassburg 1898]).
(A. R.). P. J.
venetiansk Hvidt, se Blyhvidt.
venetiansk Kridt, en Varietet af
Klæbersten, der benyttes til Tegning paa Klæde.
venetiansk Rødt, en lignende Farve som
Engelskrødt.
venetiansk Skole (i Musikken) er
Fællesbetegnelsen for en Række Komponister i 16. og
17. Aarhundrede, der havde deres Hovedvirke i
Venezia, nærmere betegnet ved Markuskirken
smst. (som Organister, Komponister og
Korledere). Rækken indledes af Adrian
Willaert (c. 1490—1562), der indførte den
Praksis, at dele Kirkens Korsang i Dobbeltkor, dels
ved at indrette den musikalske Sats for saadan
Dobbeltkorighed, dels ved i Realiteten at lade
Kormusikken udføre af to helt adskilte Kor, der
anbragtes overfor hinanden i hver sin Side af
Kirken — en Praksis, hvortil Markuskirkens
ejendommelige Arkitektur med dens to
Orgelpulpiturer sikkert har givet Stødet.
Dobbeltkorighed i Satsen er for saa vidt kendt inden
Willaert’s Tid, idet enkelte af de tidligere
nederlandske Mestre ofte indrettede Korsatsen i
en Vekselsang mellem parvis grupperede
Stemmer. Det udøvende Kor stod i slige Tilfælde
imidlertid altid samlet paa ét Sted. Ved at dele
Korsangerne i to adskilte Grupper i
Markuskirken bliver Dobbeltkorigheden real, og Stilen
svinger samtidig over i bredere anlagte
Dobbeltkoranordninger. Det bliver ikke blot
(parvise) Stemmeudsnit, der veksler med
(parvise) Stemmeudsnit, men hele Korudsnit, der
skiftevis synges af Korene i Kirkens ene og
Kirkens anden Side. Denne Praksis optages af
Willaert’s Efterfølgere ved Markuskirken, saaledes
af Cyprian de Rore (d. 1565) og
Claudio Merulo (1533—1604), hvilken sidste
iøvrigt har sit Hovedvirke paa
Orgelkompositionens Omraade. Sit Højdepunkt naar den v. S.
hos Andrea Gabrieli (c. 1510—1586) og
dennes Nevø Giovanni Gabrieli
(1557—1612), der ogsaa ydede det ypperste paa
Orgelkompositionens Omraade, men hvis
dobbeltkorige Kompositioner samtidig maa regnes til det
lødigste, denne Skole skabte. Især maa
fremhæves Giovanni G.’s Musik, der selv om Satsen
udvides til Monstresatser af mægtige
Stemmeomfang og meget stærkt bygger paa de rent
dobbeltkorige Klangvirkninger, alligevel
betegner meget betydelige Værdier i Musikkens
Historie. Det ligger i Sagens Natur, at Satsen i
denne venetianske Dobbeltkor-Skole mere er
anlagt paa det akkordmæssige, hvis Udførelse
egentlig er den eneste mulige for to adskilte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
