Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Venezia - Venezia Giula - Veneziano, A. - Veneziano, Domenico di Bartolommeo (da Venezia)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
takkede af 12. Maj 1797; 16. Maj rykkede 3000
Mand franske Tropper ind i V., der endnu
aldrig var bleven betraadt af Fjender. En
provisorisk Regering paa 60 Medlemmer traadte i
Stedet for det store Raad, og 4. Juni blev den
gyldne Bog opbrændt ved Foden af det paa
Markus-Pladsen plantede Frihedstræ. Ved
Freden i Campo Formio fik Østerrig alt Landet Ø.
f. Adige, hvorimod de vestlige Omraader kom
til den Cisalpinske Republik og senere til
Kongeriget Italien, der 1805 ogsaa fik den
østerrigske Del af V. samt Dalmatien. Efter Freden
i Wien 1809 blev begge Departementerne
Passerino og Istria forenede med Frankrigs
illyriske Provinser. 1814 kom V. og Landomraadet
atter under Østerrig, der nu forenede alle sine
italienske Provinser til det
lombardisk-venetianske Kongerige. 1830 fik V. en
Frihavn, der skulde bøde paa den Nedgang i
Handelen, der var indtraadt dels som Følge af
de mange politiske Omvæltninger, dels paa
Grund af Triestes Opkomst.
De politiske Bevægelser i Italien i 1840’erne
vandt begejstret Tilslutning i V. Førerne
Daniele Manin og Tomasseo overrakte Regeringen
en Adresse, der gjorde opmærksom paa
Svagheder i Administrationen og foreslog
Forbedringer. Da Regeringen svarede ved at fængsle
Ordførerne og forkynde Standretten, kom det til
voldsomme Demonstrationer. Den 22. Marts
1848 stormede Folket Arsenalet og tvang V.’s
Kommandant, Grev Zichy, til uden Sværdslag
at overgive Byen med alt Krigsmateriel til
Oprørerne, Samtidig dannedes en provisorisk
Regering, og 23. Marts proklameredes
Republikken San Marco, for hvilken Manin
traadte i Spidsen som Ministerpræsident. Den
af den ny Regering indkaldte Forsamling vedtog
4. Juni med stort Flertal Tilslutning til
Sardinien; men efter dette Lands Nederlag rejste sig
allerede 11. August en ny Opstand, hvorefter
de sardinianske Tropper drog bort, og Manin
fik overdraget Diktaturet. Med Energi
organiserede han Modstanden mod Østerrigerne, der
allerede blokerede V. En Opstand 5. Marts 1849
medførte imidlertid Diktaturets Ophævelse og
Indsættelsen af et ansvarligt Ministerium,
medens Manin valgtes til Præsident for
Republikken. Efter det italienske Nederlag ved Novara
23. Marts blev V. belejret af den østerrigske
General Haynau, og efter et frygteligt
Bombardement af Byen tog Østerrigerne 26. Maj
Fort Malghera. Kolera og Mangel paa
Levnedsmidler nødte Manin til at indlede
Underhandlinger, og 23. August overgav Byen sig paa
forholdsvis milde Vilkaar. Faa Dage efter holdt
Radetzky sit Indtog. V. mistede sit
Frihavnsprivilegium, som Byen dog fik igen allerede 1851,
og den blev erklæret i en Belejringstilstand, der
varede til 1. Maj 1854. Krigen 1859 vakte paa
ny Forhaabninger i V., men de gik ikke i
Opfyldelse. Østerrig beholdt V. og Landet indtil
Mincio. I 1866 blev Italienerne ganske vist
slaaet ved Custozza, men efter Nederlagene i
Böhmen aftraadte Kejser Frants Josef 4. Juli
V. til Kejser Napoleon III, der overlod den til
Kongeriget Italien. Efter at Aftrædelsen var
bleven bekræftet ved Forhandlingerne i Wien,
rømmede de østerrigske Tropper V.’s
Fæstninger og 18. Oktbr 1866 rykkede de italienske
Tropper ind i Byen V. Ifølge Aftale mellem
Frankrig og Italien fandt dog en
Folkeafstemning Sted 23.-24. Oktbr, ved hvilken der
afgaves 651758 Stemmer for og 69 Stemmer imod
Foreningen med Kongeriget Italien. Under
Verdenskrigen blev de militære Etablissementer,
Banegaarden, Havnen o. a. St. flere Gange
bombarderet af østerrigske Flyvere, men de
historiske Bygninger led intet med Undtagelse
af Kirken S. Maria degli Scalze, der blev ramt
ved en Fejltagelse. (Litt.: Foruden Rejsebøger
af Baedeker og Gsell Fels [Meyer’s
Rejsebøger fremhæves J. Gourdault, Venise et la
Vénétie [Paris 1886]; H. Taine, Voyage en
Italie [Paris 1865]; Ch. Yriarte, Venise.
Histoire, art, industrie, la ville, la vie [Paris
1877]; P. G. Molmenti, »Die Venetianer«
[Hamburg 1886]; Perl, »Venezia« [Wien 1894];
A. Müller, »Venedig, seine Kunstschätze und
historische Erinnerungen« [Venezia 1876]:
Historie. H. Zwiedineck-Südenhorst,
»Venedig als Weltmacht und Weltstadt«
[Leipzig 1899]; samme, »Die Politik der Republik
Venedig während des dreiszigjährigen Krieges«
[Stuttgart 1882—85]; Daru, Histoire de la
république de Venise [9 Bd, Paris 1853]; L.
Ranke, »Zur venetianischen Geschichte« [Leipzig
1878]; P. G. Molmenti, La storia di V. nella
vita privata [indtil 1797] [Torino 1880]; E.
Lentz, »Das Verhältniss Venedigs zu Byzans
nach dem Fall des Exarchats bis Ende des 9ten
Jahrhunderts« [Berlin 1892 ff.]; Hain, »Der
Doge von Venedig seit dem Sturze der Orseoler
1032 bis zur Ermordung Vitale Michiels II 1172«
[Königsberg 1883]; V. Malamani, Il
settecento a Venezia [Torino 1892]; Memoriale
storico della dominazione austriaca nella V.
1797—1859 [Torino 1860]; E. A. Cicogna, Delle
iscrizioni veneziane [6 Bd, Venezia 1824—59];
B. Cecchelli, La Repubblica di V. e la Corte
di Roma nei rapporti della religione [Venezia
1890]; H. Kretschmayr, »Geschichte von
Venedig« [Gotha 1905 ff.]; E. A. Cicogna,
Bibliografia veneziana [Venezia 1847] og
Fortsættelse indtil 1884 af G. Soranzo [Venezia
1885]; Brown, Venice [1895]; F. Meldahl,
»Venedig, dets Historie og dets Mindesmærker«
[Kbhvn 1903]; H. Kretschmayr,
»Geschichte von Venezia« [1905—20]; Ch. Diehl, Une
république patricienne Venise [1915]).
(H. P. S.). C. A.
Venezia Giula [ve’netsia-’dзula] 1919—23
Navn paa en ital. Prov. dannet af de tidligere
østerrigske Landskaber Istrien, Görz (Gorizia)
og Gradisca. Sidstnævnte Aar indlemmedes
Gorizia og Gradisca i Provinsen Udine, medens
der af Istrien dannedes Provinserne Trieste,
Pola, Fiume og Zara.
C. A.
Veneziano [vene’tsiano], A., se Musi,
Agostino.
Veneziano [vene’tsiano], Domenico di
Bartolommeo (da Venezia), italiensk
Maler, f. mellem 1400 og 1410 formodentlig i
Venedig, d. 1461 i Firenze. Hans Virksomhed
falder i Perugia (1438) og i Firenze. Kun to
Værker kendes med Sikkerhed af V.:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
