- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
766

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Krigens Forhistorie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

bidrage meget til at udjævne eller i hvert Fald
udskyde de europæiske Stridsspørgsmaal og
hindre den Stormagtskrig, som alle Parter i og
for sig havde saa meget mere Grund til at søge
undgaaet, som Europa befandt sig i en
økonomisk Opgangs- og Udviklingsperiode. — Men da
England omkring Aarhundredskiftet begyndte
at føle Trykket af Tysklands opblomstrende
Industri og Handel, kom der et nyt Moment ind i
den europæiske Politik, og da Øriget snart saa
sig truet paa Livet ved den unge tyske
Flaades foruroligende Vækst og begyndte at nærme
sig den ene af de to Stormagtsgrupper, var
Ligevægtspolitikkens Dage talte. Den hidtil
egentlig ganske velspillede »europæiske
Koncert« blev nu præget af Disharmoni og
Nervøsitet, og »den væbnede Fred« gled ind i en
Krisetilstand med Kaprustninger og en alt for
hyppig Slaaen paa Sværdet. Under disse
Forhold tabte Stormagterne Herredømmet over
Begivenhedernes Udvikling i »Europas urolige
Hjørne«, Balkanbegivenhederne tog Magten fra
dem i 1912, og et Par Aar senere fremkaldte
en tilfældig Begivenhed, en Fanatikers
Revolverskud i Sarajevo, Katastrofen. Og nu blev saa
at sige alle de Magter, der havde deltaget i
Ligevægtspolitikkens farlige Spil, revet med i
Krigen som Medkæmpere for den ene eller den
anden af de to, der snart viste sig som
Hovedmodstanderne: det af Bismarck skabte,
fremadstræbende tyske Rige og det mægtige britiske
Imperium.

Bismarck’s Politik.
Triplealliancen. Ruslands og Østerrig-Ungarns
Balkanpolitik
. Tilnærmelse
mellem Rusland og Frankrig
.
Oprindelsen til den politiske Udvikling, der saaledes
førte Europa til Verdenskrigen, maa søges i
Begivenhederne i 1864, 1866 og 1870—71, da
Bismarck »ved Jern og Blod« skabte det tyske
Rige under Preussens Hegemoni. 1864
indlededes, 1866 fuldbyrdedes de danske
Hertugdømmers Indlemmelse i Preussen; Kielerfjord og
Kielerkanalen gav Betingelserne for
Udviklingen af Tysklands Flaade. Krigen 1866 fik ogsaa
paa anden Maade Betydning for den Udvikling,
der førte til Verdenskrigen; da
Østerrig-Ungarn mistede sin Indflydelse i Tyskland,
opstod der til Gengæld hos Dobbeltmonarkiet —
næppe uden Paavirkning fra Bismarck’s Side
— den »Drang nach Osten«, som gjorde det til
Ruslands Medbejler paa Balkan. — Krigen
1870—71, Frankfurterfreden og Elsass-Lothringens
Indlemmelse i Tyskland skabte et dybt og
varigt Modsætningsforhold mellem den tyske og
den franske Nation. Bismarck forstod meget
vel, at den franske Revanchetanke vilde blive et
gærende Element i den europæiske Politik og
i et givet Øjeblik kunde skabe Alliancer mod
Tyskland. Han forsøgte først at vinde Frankrig,
og da dette mislykkedes, førte hans Frygt for
Alliancer, le cauchemar de coalitions, ham ind
paa Tanken om selv at danne Alliancer. Blandt
de Magter, der kunde tænkes som Tysklands
Fjender, var der først og fremmest Preussens
gamle Modstander Østerrig-Ungarn, dernæst
Rusland. Begge disse Magter søgte Bismarck
nu at binde ved Alliancetraktater. Det lykkedes
virkelig ogsaa 1872 at faa dannet et
»Trekejserforbund« mellem Alexander I af Rusland,
Frants Josef af Østerrig og Vilhelm den I af
Tyskland, og til dette Forbund sluttede Kong
Victor Emanuel af Italien sig 1873.
Trekejserforbundet var dog ikke nogen egentlig Alliance,
men kun et Forbund »til Fredens Bevarelse«,
en Overenskomst mellem de fire Fyrster om at
drive Fredspolitik. Videre vilde Bismarck ikke
gaa. Men netop dette fremkaldte Mistillid til
hans Politik, og da der i Foraaret 1875 opstod
Rygter om, at Tyskland vilde angribe Frankrig,
greb Kejser Alexander ind for at bevare
Freden. Samtidig med, at dette skabte nogen
Misstemning mellem Rusland og Tyskland,
fremkaldte det den første Tilnærmelse mellem
Tsarriget og den franske Republik. — Samme Aar
udbrød der Oprør i Bosnien og Herzegovina.
Den russiske Regering forudsaa Krig med
Tyrkiet og sluttede da for at sikre sig mod
Indblanding fra Østerrig-Ungarns Side en
Overenskomst med dette Land, hvorved
Balkanhalvøen blev delt i to »Interessesfærer«, en
østlig, der skulde være Ruslands, og en
vestlig, der tilfaldt Østerrig-Ungarn. 1877 udbrød
Krigen mellem Rusland og Tyrkiet; men
Freden i San Stefano 1878 gav Rusland saa
gunstige Vilkaar, at England greb ind og forlangte
Fredstraktaten revideret; ogsaa
Østerrig-Ungarn stillede sig truende, og Bismarck tilbød
sin Mægling. Berlinerkonferencen under
Bismarck’s Forsæde fik nu et for Rusland ret
ugunstigt Forløb, og i Petrograd gav man da
»den ærlige Mægler« Skylden og saa fra nu af
med stor Mistillid paa Bismarck’s Politik. I
Efteraaret 1879 var der endog Fare for Krig
mellem Rusland og Tyskland; den blev
undgaaet, men Misstemningen holdt sig. — For at
sikre Tyskland mod et Angreb fra russisk Side
indledede Bismarck nu Forhandlinger med den
østerrig-ungarske Rigskansler, Julius Andrassy,
og de to Kanslere sluttede i Oktbr 1879 et
defensivt Forbund, men kun over for Rusland,
videre vilde Andrassy ikke strække sig.
Hermed var Grunden imidlertid lagt til den
Alliancepolitik, der førte til Verdenskrigen. — I
Rusland havde de panslavistiske Kredse faaet
Vind i Sejlene efter Berlinerkonferencen, og nu
opstod der en Frygt hos Bismarck for, at den
panslavistiske Bevægelse skulde føre til, at
Rusland angreb Østerrig-Ungarn, som Tyskland da
var forpligtet til at hjælpe, og han slog da for
at undgaa denne ubehagelige Situation ind paa
»en tostrenget Politik«. Han nærmede sig atter
Rusland og fik 1884 afsluttet en hemmelig
Genforsikringstraktat med dette Rige, saaledes at
baade Rusland og Tyskland forpligtede sig til
velvillig Neutralitet, hvis en af dem blev
angrebet. Det saa endog ud til et nyt
Trekejserforbund. Men urolige Forhold paa Balkan og
Ferdinand af Koburgs Valg til Fyrste i
Bulgarien gjorde hele Forholdet mellem de tre
Lande endnu mere indviklet, end det var i
Forvejen, og Resultatet blev, at Rusland, hvor
Alexander den III var kommet paa Tronen,
efter at hans Fader var blevet myrdet, trak sig
helt tilbage for at kunne være »Situationens X«,
»der hverken opmuntrer eller truer nogen«. —

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0778.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free