Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1915.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hindre Serbiens og Montenegros Erobring, og
Grækenlands Hjælp udeblev helt, til Trods for
at dette Land havde forpligtet sig til at hjælpe
Serbien. Hele Sommeren 1915 havde
Ententemagterne ført Forhandlinger med Bulgarien for
at undgaa, at dette sluttede sig til
Centralmagterne, og disse Forhandlinger var Grunden til,
at Serbien havde maattet staa som uvirksom
Tilskuer til de fjendtlige Hæres Opmarche ved
dets Nord- og Østgrænser og ikke — som den
serbiske Overgeneral havde Planer om i Septbr
— havde kastet sig over Bulgarien, inden dette
fik mobiliseret færdig. I sidste Øjeblik svigtede
ogsaa Grækenland; her havde England og
Frankrig truffet Aftale med den græske
Ministerpræsident Venizelos om en fælles Aktion til
Støtte for Serbien, og den 5. Oktbr var der
paabegyndt Udskibning af engelsk-franske
Tropper i Saloniki. Men netop som Venizelos troede
at have naaet sit Maal, aabent Forbund med
Ententen, gled Magten i Grækenland ham ud
af Hænderne, idet den tyskvenlige Kong
Konstantin selv tog Styret. Spørgsmaalet om
Grækenlands Hjælp var hermed skudt ud i det
uvisse. Salonikiforetagendet blev dog ikke
opgivet. Efter de først udskibede Tropper — 1
fransk, 1 engelsk Division, fulgte
(15. Oktbr—28. Novbr) 2 franske og 4 engelske Divisioner,
i alt 8 Divisioner. Men til at yde Serberne
virksom Hjælp var disse Styrker ikke tilstrækkelige.
Der blev vel i Oktbr—Novbr udført et
Fremstød fra Saloniki imod Nord, hvilket førte til
Kampe med II. bulgarske Armé i Egnen
Strumica—Prilep, men Bulgarerne sejrede, og de
fransk-engelske Tropper maatte gaa tilbage og
indskrænke sig til Forsvar i Buen mellem
Floderne Cerna og Vardar. Her blev de efter den
serbiske Hærs Tilbagetog til de albanske Bjerge
angrebne af overlegne bulgarske Kræfter; den
11.—12. Decbr maatte Salonikihæren opgive
sine Stillinger i Makedonien og vige tilbage
over den græske Grænse. Fra nu af
indskrænkede den fransk-engelske Salonikihær, der stod
under Befaling af den franske General Sarrail,
sig foreløbig til Forsvar af Saloniki, i hvis
nærmere Omegn den satte sig fast og udførte
betydelige Fæstningsanlæg.
Tyskerne var nu Herre paa Balkan. De
forbundne Franskmænd og Englændere maatte
nøjes med at bide sig fast i den eneste Plet,
der var levnet dem, og som deres Modstandere
for øvrigt ikke gjorde noget Forsøg paa at
fratage dem. Skønt General Conrad ivrig
opfordrede til at bringe Balkankrigen til en
fuldstændig Afslutning, erobre Montenegro og
Albanien og kaste Ententens Orienthær ud af
Saloniki, lod Falkenhayn sig nøjes med, hvad der
alt var gjort. For ham var det nok, at Vejen
til Konstantinopel var fri, og at en betydelig
engelsk-fransk Styrke var bundet til Salonikis
Forsvar. Et Angreb paa Saloniki forekom ham
at være et vanskeligt Foretagende, navnlig paa
Grund af den besværlige Forbindelse, en
Belejringshær vilde faa. Jernbanen Belgrad—Nisch
var enkeltsporet og tilmed afbrudt paa mange
Steder, og Vejene var i elendig Forfatning. Men
det tyske Balkanforetagende var ligesom
Felttoget mod Rusland kun et delvis udført Værk.
Grækenlands Tilslutning havde man ikke
opnaaet, og England og Frankrig beholdt Saloniki
og Herredømmet i det østlige Middelhav.
Vestfronten 1915.
Under alt dette var der Stillingskrig paa
Vestfronten. Efter at Bevægelseskrigen een Gang
var gaaet i Staa her, syntes det næsten, som
den ikke mere skulde komme i Gang igen.
Gentagne Gange i Aarets Løb gjorde de Allierede
Forsøg i denne Retning, men hver Gang forgæves.
Dette var det almindelige Billede, som
Situationen paa Vestfronten frembød i 1915. Det var
mere mistrøstende for Frankrig og Belgien, der
havde Fjenden indendørs, end for England, der
var velbeskyttet, og for hvem denne Standsning
i Operationerne betød Tid til at ruste.
Den Linie, hvori Operationerne var standset
i 1914, strakte sig fra Nieuport ved Nordsøen i
sydlig Retning forbi Lille (der var i tysk
Besiddelse) og Amiens (i fransk) til Oise V. f.
Soissons; fra Oise tog Linien østlig Retning mod
Verdun, hvorfra den atter bøjede mod Syd
gennem Lothringen og Elsass til den schweiziske
Grænse. Set fra et fransk Standpunkt viste
denne Linie en indadgaaende Vinkel, hvis Spids
ved Oise kun var 100 km fra Paris, medens der
ved Verdun—Nancy var et Fremspring, hvor
Franskmændene kun stod 50 km fra den tyske
Moselstilling; i dette Fremspring havde
Tyskerne imidlertid dannet et mindre Indhak, en
saakaldet »Lomme« ved St Mihiel. I Forsvar
kunde Franskmændene støtte sig til Fæstningerne
Belfort, Epinal, Toul og Verdun samt endelig
til Paris’ Befæstning. De raadede endvidere
over et fortrinligt Jernbanenet, der gav dem
udmærkede Betingelser for at rokere med deres
Tropper. Vilde de angribe, var de henvist til
at lade Angrebet udgaa fra et (eller flere) af
følgende 3 Omraader: Champagne, Egnen paa
begge Sider af Sommefloden og Artois.
Nordligere end Artois vilde et Angreb ikke kunne
føre til store Resultater, fordi Scheldeflodens
brede Vande snart vilde spærre for den videre
Fremtrængen, og en Offensiv paa
Verdunfronten, som i og for sig var saa indbydende, fordi
en saadan Offensiv paa kort Hold truede vigtige
tyske Rokadelinier (se ndf.), kunde man ikke
tænke paa, før man havde skudt
Champagnefronten frem til Meuse og derved skabt sig den
fornødne Sikring i venstre Flanke. Og hermed
viste det sig snart at have lange Udsigter. —
For det tyske Forsvar var navnlig 4
Zoner vigtige: 1) Noyon, Laon, Soissons, der
laa som en mod Paris rettet Trusel og af
Naturen var et meget stærkt Afsnit, 2)
Champagne, 3) Douai, Valenciennes, 4) den belgiske
Kyststrækning. Jernbanenettet var mindre
gunstigt end det, de Allierede raadede over. Der
var i Hovedsagen 3 Rokadelinier til Raadighed,
2 tæt bag Fronten, nemlig Linierne
Strassburg—Metz—Sedan—Lille og
Strassburg—Sarrebrück—Luxemburg—Neufchâteau—Namur, og i større
Afstand fra Fronten Banerne langs Rhinen.
Allerede i Septbr 1914 havde den franske
Overkommando planlagt to store Angreb, et i
Champagne, et i Artois. Angrebet i
Champagne var blevet paabegyndt (Decbr 1914) (4.
franske Armé), men var hurtig gaaet i Staa og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
