- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
47

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Weyr, Rudolf Emanuel - Weyse, Christoph Ernst Friedrich

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kunst slutter sig nær til Wienbarokken; hans
Reliefstil (Griliparzer-Monumentet i Wien) er
stærkt malerisk. W. har udført en Mængde
dekorative Arbejder til Bygninger i Wien
(Universitetet, Museer, Teatre, »Bacchus og
Ariadne’s Triumf« i Burgteatret etc.) samt
Gravmæler (de Forulykkede ved Ringteatrets Brand,
etc.). I Wiens Hofburg ses hans »Brønd«, i
Wiener Neustadt Krigermindesmærke; 1905
afsløredes hans store Bronzestatue af Maleren
Canon i Wien, 1908 Mindesmærke over Brahms
(siddende Figur) smst.
A. Hk.

Weyse [’vajsə], Christoph Ernst
Friedrich
, dansk Komponist, f. 5. Marts
1774 i Altona, d. 8. Oktbr 1842 i Kbhvn.
Allerede tidlig viste hans musikalske Begavelse sig,
men det blev
dog bestemt, at
han skulde
sættes til
Handelen. Ved
Indgriben af
Professor Cramer
i Kiel blev
dette imidlertid
forhindret, og
15 Aar gammel
forlod den
unge W. sin
Fødeby og drog
over Kiel til
Kbhvn, hvor
han blev Resten
af sit Liv. I
den danske
Hovedstad blev
han hurtig hjemme, fik udmærkede Lærere i
J. A. P. Schulz (Teori), Tiemroth (Violin) og
Zinck (Orgel), og allerede 1794 fik han sin
første Ansættelse som Organist ved Reformert
Kirke. 2 Aar efter optraadte han med stort Held
ved en Koncert paa det kgl. Teater; den
22-aarige unge Mand betegnes i en Korrespondance
fra Kbhvn til et tysk Fagblad som en af de
første dalevende Klaverspillere. Ogsaa
Kompositionen lagde han sig efter med stor Iver; bl. a.
stammer ikke mindre end 7 Symfonier og en
Række tyske Romancer fra disse hans
Ungdomsaar. Til disse hører ogsaa den romantiske
Periode i hans Liv, hvilken betegnes ved
Navnet Julie Tutein. Hendes Fader, den rige
Handelsherre, gav dog ikke sit Minde til deres
Forening, og hun indgik senere Ægteskab med
en rig Udlænding. I en Række af Aar derefter
lod W. ikke høre fra sig som Komponist. I ydre
Henseende styrkedes dog hans Stilling ved hans
Udnævnelse som Organist ved Vor Frue Kirke
i Kbhvn, hvilken Stilling han beklædte indtil
sin Død. Og med Syngestykket »Sovedrikken«
(Tekst af Oehlenschläger), opført 1809, traadte
han atter frem for Offentligheden som
Komponist, og det paa en Maade, der stillede ham
i allerførste Plan. Fra nu af hørte W. til de
kaarne Mænd herhjemme. Hans Væsens hele
Ejendommelighed, hans Aandsdannelse, hans
spillende Lune og fine Ironi, faldt udmærket
i Traad med Tonen dengang i det højere
Selskabsliv og paa det danske Parnas. Sammen
med Baggesen, Oehlenschläger, Thorvaldsen og
Heiberg stod W. da i stadig stigende Maal
anerkendt, beundret, ja elsket fra alle Sider.
Tillige var han en trofast Københavner. Hans
ydre Livsskæbne gav ikke mærkelige Udslag,
den danske Hovedstad forlod han saa at sige
aldrig, og da kun for at gøre et eller andet
kort Besøg hos nærboende Venner.

Sin heldig begyndte Karriere som
Klaverspiller forfulgte W. ikke senere i særlig Grad;
derimod udviklede han sig til en betydelig
Orgelspiller, om hvem endog Fr. Liszt efter et Besøg
i Frue Kirke udtaler sin Beundring. Her,
ligesom ogsaa paa Klaveret, lader den fri
Improvisation til at have været hans egentlige Styrke.
Sin musikdialektiske Evne kunde han støtte til
en udviklet kontrapunktisk Dygtighed, hvorom
enkelte utrykte Kompositioner af ham bærer
Vidne, derimod sjældnere og i langt mindre
Grad hans større, mere kendte Værker. Af
Kirkemusik har han komponeret en Række
Paaske- og Passions- og Pinsekantater, et
Miserere og den ambrosianske Lovsang. Hertil føjer
sig, med livfulde og friskere Træk, hans
Universitetskantater, hvoraf Reformationskantaten
er blevet anvendt lige ned til de sidste Aar.
Blivende Betydning paa det kirkelige Felt har
hans Koralbog og hans Orgelforspil. Endvidere
maa nævnes de 100 gamle Kæmpevisemelodier,
harmonisk udsatte af ham. Af Operaer og
Syngestykker har han, foruden »Sovedrikken«,
komponeret »Faruk« (opført 1812), »Ludlams
Hule« (1816), »Floribella« (1825), »Et Eventyr
i Rosenborg Have« (1827), »Festen paa
Kenilworth« (1836). Desuden Musik til Shakespeare’s
»Macbeth« (1817) og til Ewald’s »Balders Død«
(1832). I sin Musik er han fornemmelig
Lyrikeren, ved sin efterhaanden erhvervede
national-danske Oprindelighed en original,
personlig og nationalt stærkt mærket Lyriker. For
øvrigt, modsat Kuhlau, en afgjort konservativ
Natur, der staar paa det Mozart’ske Stade,
kun med lette Tilnærmelser til nyere Tider
(Weber).

Af W.’s andre Arbejder maa navnlig
fremhæves hans Klaverting, hans Allegri di bravura
og hans Etuder, som bl. a. Robert Schumann
har vurderet efter Fortjeneste, og som endnu
staar mærkelig lidt afblegede, men rigtignok
ogsaa er mærkelig lidt kendte. W.’s egentlige Navn
som Komponist er først og fremmest knyttet til
hans Romancer, særlig til hans danske Sange.
Det gik ham som det gik den tyske J. A. P.
Schulz i Slægtledet før ham, ja i endnu højere
Grad end denne: han blev helt dansk. I nøje
Tilslutning til den danske Litteraturs Guldalder
og selv baaret af denne, fandt han det
simpleste og naturligste, men ogsaa det bøjeligste
og sjælefineste Udtryk i Toner for denne
Litteraturs Digtere. Hans Sprogbehandling i hans
Romancer er for den, der her vil se nøjere
efter, ikke mindre beundringsværdig end den
kunstneriske Sans, hvormed han fører den
igennem i Toner, og, først og sidst, den musikalske
Intuition, hvormed han netop faar det
udtrykt, der giver Duften og Stemningen, og det
saa sjælfuldt, saa varmt og saa dansk. (Litt:
Carl Thrane, »Danske Komponister« [1875];

C. E. F. Weyse.
C. E. F. Weyse.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:12 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0055.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free