- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
241

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Winkler, Hans Karl Albert - Winkler, Karl Gottfried Theodor - Vinkulationsforretninger - vinkulere - Vinkyper - Vinland

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

eksperimentelle Morfologi og navnlig udgivet
en Række værdifulde Publikationer over
Podningsbastarder, saaledes »Ueber Pfropfbastarde
und pflanzlichen Ghimären« (1907), »Solanum
tubingense, ein echter Pfropfbastard zwischen
Tomate und Nachtschatten« (1908) og
»Untersuchungen über Pfropfbastarde« (1912).
Nævnes bør ogsaa »Parthenogenesis und Apogamie
im Pflanzenreich« (1908), »Ueber die
experimentelle Erzeugung von Pflanzen mit
abweichenden Chromosomzahlen« (1916).
A. M.

Winkler [’veŋklər], Karl Gottfried
Theodor
, tysk Forfatter, kendt under
Pseudonymet Theodor Hell, f. 9. Febr 1775 i
Waldenburg i Sachsen, d. i Dresden 24. Septbr
1854. Han studerede Jura i Wittenberg, blev
ansat ved Byretten i Dresden og udnævntes
senere til Sekretær ved Geheimearkivet. 1815 fik
han Stillingen som Teatersekretær, og 1841 blev
han Vicedirektør ved det kgl. Hofteater. Han
indtog en ledende Stilling i Dresdner
»Liederkreis« og udgav den meget læste og
indflydelsesrige »Abendzeitung«. W.’s Stilling ved
Teatret medførte, at han selv blev dramatisk
Forfatter i romantisk overleveret Stil. Han har
udgivet »Lustspiele« (2 Bind 1805) og »Neue
Lustspiele« (5 Bind 1808—17). Han bearbejdede
og oversatte ret haardhændet mange Skuespil
og Operatekster. I »Dramatisches
Vergissmeinnicht« (26 Bind 1823—49) samlede han 64
Stykker. Værdifuld er hans sammen med Kuhn
besørgede Oversættelse af Camoens’ »Lusiade«
(1807). Sine ikke meget betydelige lyriske Digte
samlede han i »Lyratone« (1821 og 1831). Som
Skønaand og Publicist er W. ikke glemt i vore
Dage. (Litt.: H. A. Krüger.
»Pseudoromantik« [1904]).
C. B-s.

Vinkulationsforretninger er en, særlig i
Balkanlandene, men ogsaa i Mellemeuropa ret
ofte anvendt Form for Bankers Kreditgivning
til Eksportører og andre. Forretningsformen
opstod i Galizien ved Anlægget af den direkte
Bane mellem Tyskland og Rusland. Ved
Grænsestationen slog talrige — oftest kapitalsvage
— Opkøbere af Landbrugsprodukter sig ned,
der behøvede Kreditforskud, som da ydedes af
Banken (Vinkulanten). Vedkommende Bank
tilstiller Kunden det saakaldte Vinkulationsbrev
med Opfordring til at overtage Varerne mod
Betaling af det i Brevet anførte Beløb plus
Fragt etc., idet Varerne betragtes, indtil
Betalings Erlæggelse, som leverede i
Kredit-Konsignation. Vinkulationsbrevet ledsages gerne af
Duplikatfragtbrev. Modtager Adressaten
Varerne, er han derved forpligtet til at opfylde
Kravene i Vinkulationsbrevet. (Litt.: Dansk
Handelsleksikon 1920, Side 921—22).
Ch. V. N.

vinkulere (lat.) et Værdipapir betyder at
forandre det fra at være et Ihændehaverpapir,
der gælder i Hvermands Haand, til et
Dokument, der kræver den berettigedes Paategning
for at kunne overdrages. Vinkuleringen
foregaar ved en Paategning paa Papiret i
Forbindelse med en Notering i den Institutions Bøger,
som har udstedt det. Til Ophævelse af
Vinkuleringen (Devinkulering) kræves ligeledes
Notering i Bøgerne.
(E. M.). Ch. V. N.

Vinkyper, se Kyper.

Vinland, undertiden med Tilføjelsen »det
gode« (hit göða). Saaledes kaldtes en Del af
Nordamerikas Østkyst, som Leifr (s. d.) den
Heldige Eriksson først af alle opdagede. Om
Opdagelsen selv hedder det kort og godt i Erik
den Røde’s Saga (Kap. 5), at Leifr »traf de
Lande, hvorom han i Forvejen ingen Anelse
havde; der var Hvedeagre, der saaede sig selv,
og Vinranker voksede der; der var ogsaa det
Træ, der hedder Maser (Ahorn)«; af alt dette
tog han Prøver med. Dette skete i Aaret 1000.
Det vakte Opsigt, at Leifr havde fundet et nyt
Land, og hans Broder rustede sig til en
Ekspedition Aaret efter, men paa Grund af Storm
førtes han i stik modsat Retning, og han maatte
vende tilbage med uforrettet Sag. Bedre Held
havde Islændingen Torfinnr Karlsefne, der 1002
var kommen til Grønland. Han og en anden
Islænding udrustede da en ny Ekspedition med
to Skibe og 140 (eller 160) Mand i det hele. De
styrede — ifølge samme Saga — ud fra
Vesterbygden, og efter to (skal rimeligvis være fem)
Halvdøgns Fart fandt de det ny Land, hvor der
var fuldt af flade, store Klippeblokke, hvorfor
de kaldte denne Del af Landet Helluland
(af hella, en lang, flad Sten); der var en
Mængde Ræve. Derefter sejlede de to Halvdøgn mod
SSØ. og fandt et Land, der var bevokset med
Skov, hvorfor de kaldte det Markland. Saa
sejlede de endnu to Halvdøgn og kom til et
Næs, der blev kaldt Kjalarnæs, og en lang
Kyststrækning, som de paa Grund af dens
forbavsende Udstrækning kaldte
Furðustrandir; derefter blev Landet indskaaret. Her
dvælede de og sendte et Par Mennesker i Land
for at undersøge Landet; de kom tilbage med
»Vindruer og selvsaaet Hvede«. De sejlede
derpaa videre mod S. og lagde ind i en Fjord,
som de kaldte Strømfjord, og her
overvintrede de (1003—04). De undersøgte Landet
her, der nærmere beskrives. Den følgende
Sommer drog Torfinnr af Sted mod S. og sejlede
»længe, indtil han atter kom til en Elv«, der
nærmere beskrives; der fandt de Hvedemarker
og Vinranker. Og her stødte de første Gang
paa Mennesker; »de var smaa, og onde saa de
ud; de havde daarligt Haar paa Hovedet, med
store Øjne og meget brede Kinder«; de havde
Skindbaade; det første Møde var fredeligt, og
de handlede med hverandre. Senere kom det til
Kamp imellem dem, hvad nærmere beskrives.
Efter en Vinters Forløb drog de tiltage til Strømfjord
og var der, atter efter en Undersøgelsestur i
Sommerens Løb, den 3. Vinter (1005—06). Igen
havde de Sammenstød med indfødte Vilde, og
det lykkedes dem at fange to Børn, som de
tog med sig; Børnene nævnede deres Forældre
og to »Skrællingekonger«. Den Del af Landet,
som Torfinnr sidst kom til, kaldtes Vinland.
Saaledes lyder den paalideligste Beretning om
denne mærkelige Ekspedition og Amerikas
første Opdagelse, hvorom ogsaa Adam af Bremen
havde hørt. Der er ingen Tvivl om, at den i
alt væsentligt er rigtig; derimod er Beretningen
i den saakaldte »Grænlendingaþáttr« i
Flatøbogen ganske upaalidelig og bør lægges til Side
eller benyttes med den største Forsigtighed
Vi hører fra senere Tider om enkelte Rejser

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:12 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0251.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free