- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
502

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wöhler, Friedrich - Wöhler'ske Forsøg - Wöldike - Wölfflin, Heinrich - Wölfl, Joseph - Wölfler, Anton

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

mindre Lærebog i uorganisk Kemi, der udkom
i 15 Oplag, og som blev oversat paa flere
fremmede Sprog, deriblandt ogsaa paa Dansk, samt
en lignende i organisk Kemi, der oplevede 10
Udgaver. W. var Medlem af Berlin-Akademiet
og siden 1854 af det kgl. danske
Videnskabernes Selskab.
(O. C.). S. P.

Wöhler’ske Forsøg [’vø’lərskə], se
Varighedsforsøg.

Wöldike, en fra Husum i Slesvig
stammende Slægt, der føres tilbage til en
Klædefabrikant i Neu-Brandenburg Hermann W.,
hvis Sønnesøns Søn, Sognepræst i Arensburg i
Mecklenburg—Strelitz Andreas W.
(1620—1707), blev Fader til Sognepræst i Sommersted
Peder W. (1654—1725). Af sidstnævntes
Sønner skal nævnes Biskop i Viborg Andreas
W.
(1687-1770), der først - fra 1711 - var
Sognepræst ved St. Olai Kirke i Helsingør,
hvor han efter Pesten alene maatte udføre alle
den haardt hjemsøgte Bys gejstlige
Forretninger, og som derefter kaldtes til Holmens Kirke
i Kjøbenhavn, idet han tillige udnævntes til
Provst ved Land- og Søetaten, endvidere
Provst, Sognepræst i Haderslev Peder W.
(1692—1759) og endelig Professor. Dr. theol.
Marcus W. (1699—1750), en ortodoks og
meget lærd Personlighed, den første som holdt
egentlige kirkehistoriske Forelæsninger ved
Kjøbenhavns Universitet. Fra Biskoppens Søn,
Provst, Sognepræst i Taarnby paa Amager,
Magister Christopher W. (1719—61),
nedstammer en ældre Linie. Den anden Broder
— P. W. — var Fader til Stiftspræst paa
Vallø, senere Sognepræst ved Skt. Mariæ Kirke
i Helsingør og sidst i Store Hedinge
Andreas W. (1752-1836), der ligeledes har
efterladt Afkom, og som første Gang ægtede den
af Johannes Ewald besungne Anna Hedevig,
Datter af Ole Jacobsen i Rungsted Kro. Han
udgav en stor Del Prædikener og
Lejlighedstaler. En Søn af nævnte Ægteskab,
Toldforvalter i Brunsbüttel. Justitsraad Peter W.
(1784—1857), blev Fader til Kammerjunker
Heinrich Christian Piehl W.
(1818—87). Denne var Medlem af Appellationsretten
i Flensborg 1852—64 og Herredsfoged i
Hellum-Hindsted Herreder 1867—87, idet han
afskedigedes kort før sin Død. Han blev bl. a.
kendt som Udgiver af det paa Dansk og Tysk
udkomne »Juridisk Ugeskrift for Hertugdømmet
Slesvig«, I—X (1854—64). Hans Søn, Lektor
Uffe Hroar W. (1856-1926), knyttet til
Schneekloth’s Skole, senere Svanholms
Gymnasium, fra 1880 til sin Død, virkede med Iver
for den seksuel-pædagogiske Sag, idet han
holdt talrige Foredrag og samtidig skrev om
Spørgsmaalet i Blade og Tidsskrifter. Meget
musikinteresseret, beklædte han 1899—1909
Stillingen som Formand for
Studentersangforeningen og stod fra 1915 i Spidsen for
Musikforeningens Repræsentantskab. Han blev Fader
til Sanginspektør, Organist ved Holmens Kirke,
Mag. art. Mogens W. (f. 1897), der har
arbejdet for dansk Kirkesangs Fremme, og som
1923 stiftede Palestrinakoret. Ovennævnte
Professor M. W., fra hvem den yngste Linie
nedstammer, var Fader til Professor i Matematik,
først ved Sorø Akademi, siden ved
Universitetet Jeremias W. (1736—1813) og til
titulær Professor Peder W. (1741—1811).
Sidstnævnte blev 1777 udnævnt til Rektor ved
Slagelse lærde Skole, som han med udmærket
Dygtighed hævede til en af de bedste i Landet.
Han var ugift.
P. B. G.

Wölfflin [’völfli.n], Heinrich, schweizisk
Kunsthistoriker, f. 21. Juni 1864 i Wintherthur.
Han tog Doktorgraden 1866 i München
(»Prolegomena zu einer Psychologie d. Architektur«),
blev Privatdocent i München, 1893 ordentlig
Professor i Basel (efter sin Lærer Burckhardt),
1901 i Berlin (efter Herm. Grimm) og 1911 i
München. Hans betydeligste Skrifter er
»Renaissance u. Barock« (1888, 3. Opl. 1908), »Sal.
Gessner« (1889), »Die Jugendwerke d.
Michelangelo« (1891), »Die klassische Kunst, eine
Einführung in d. ital. Renaissance« (München
1899, 5. Udg. 1912), »Die Kunst A. Dürers«
(1905, 4. Udg. 1920), »Das Problem d.
Stilentwickelung in der neueren Kunst« (1915) og det
fremragende Værk »Kunstgeschichtliche
Grundbegriffe« (1945, 4. Udg. 1920), endvidere »Die
Bamberger Apokalypse« (1918, 2. Udg. 1920).
W. er en original og skarpsindig Forfatter med
fremragende Evne til at se og beskrive og til
at lære fra sig; hans Kunstsyn har derfor
dannet Skole (og med Skolens Overdrivelser). W.’s
Indsats er fornemmelig Blikket for de formale
Momenter i Kunsten (Rumfølelse m. v.).
A. Hk.

Wölfl [’völfəl], Joseph, østerrigsk
Komponist og Pianist (1772—1812), var Elev af
Leopold Mozart og Mich. Haydn (i Salzburg) og
uddannede sig til en udmærket Klaverspiller,
der, da han 1798 kom til Wien, af Samtiden
sattes jævnsides Mozart og Beethoven og
navnlig beundredes for sit Improvisationstalent.
Senere foretog W. Koncertrejser bl. a. til
Frankrig og England, men synes at være kommet i
slet Selskab, og Slutningen af hans Livsførelse
fortaber sig i Mørket. Han døde i London. W.’s
talrige Værker omfatter væsentlig Klavermusik
(Koncerter, Sonater, Variationer, Rondoer,
Fantasier), men han skrev ogsaa Symfoni- og
Kammermusik samt nogle Sangspil.
W. B.

Wölfler [’völflər], Anton, østerrigsk Kirurg,
f. 1850 i Kopetzen, Böhmen, d. 31. Jan. 1916 i
Wien, promoverede 1874 og blev Assistent hos
Billroth, hvor han arbejdede i 8 Aar. Han
udnævntes til Docent 1880, senere til Prof.
extraord.
ved Wiener allgem. Poliklinik. 1886
kaldtes han til Graz, 1895 til Prags tyske
Universitet, hvor han virkede til 1910, da han
p. Gr. a. Sygdom trak sig tilbage. W. hørte
til Nutidens største Kirurger. Han arbejdede
sammen med Billroth paa de
Dyreeksperimenter, der førte til Resektionen af Mavesækken,
og assisterede, da Billroth første Gang udførte
den nye Operation. Kort efter gjorde han selv
Maveresektionen. W. opfandt
Gastro-Enterostomien, en Operationsmetode, hvis Formaal er
at danne en ny Forbindelse mellem Maven og
Tarmen. Han studerede Skjoldkirtlens Bygning,
Udvikling og Sygdomme, og anviste en Metode
til at forskyde Kropsvulster, der trykkede paa
Luftrøret, saa at man ikke behøver at fjerne
dem. Ogsaa hans Behandlingsmaader af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:06:32 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/25/0512.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free