Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zantedeschia - Zantioter - Zanzibar - Zapadnitjestvo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
spyddannede Blade. Blomsterstanden er en
langstilket, men forholdsvis kort Kolbe med et
hvidt eller gult Hylsterblad. Bærrene er
omvendt ægformede og røde. 6 Arter i Sydafrika.
Z. æthiopica (L.) Spreng. (Calla æthiopica L.,
Richardia africana Kunth) har hjemme i det
tropiske Afrika. Den dyrkes under Navnet
Kalla almindelig som Prydplante.
A. M.
Z. dyrkes dels som Stueplanter, dels til
Afskæring. Det er særlig Varieteter af Z.
æthiopica, Z. æ. devoniensis og Z. æ. Perle von
Stuttgart, der dyrkes, og de har begge mindre
Blomster, d. v. s. Hylsterblade, end Arten, men
er til Gengæld mere rigtblomstrende og
tidligere. Efter Blomstringen maa de have en
Hviletid med sparsommere Vanding og helst
anbringes i fri Luft. Ved rationel Kultur lader
man dem gradvis tørre helt ud, til sidst ved
at lægge Potterne paa Siden, og naar Toppen
er helt visnet, finder Omplantning Sted, og
samtidig tages Sideknolde fra til Formering.
De store Knolde plantes derefter i Potter i en
kraftig Jord og anbringes paa en kold Bænk
under Glas og med passende Fugtighed. I
September flyttes de til et tempereret Væksthus,
hvor Blomstringen vil finde Sted i Løbet af
Vinteren. De mindre Knolde lægges i
Smaapotter og holdes stadig i Vækst og med
Omplantning, til de er blomsterdygtige. Z.
Elliottiana har hvidplettede Blade og gult
Hylsterblad; den egner sig bedst til Friland, holdes
i Hvile om Vinteren, omplantes i Jan.—Febr.
og udplantes om Foraaret i Friland.
P. F.
Zantioter, se Zakynthos.
Zanzibar, se Sansibar.
Zapadnitjestvo [zåpåd’njit∫istvå] (af Zapad
= Vest), den vesteuropæiske Bevægelse,
»Occidentalismen«, en russisk Kulturstrømning, som
kom frem i Midten af 19. Aarh. Bevægelsen
udgik, ligesom den samtidige Slavofilisme (se
Slavofil) fra Moskvn, hvor det intellektuelle
Liv i 1830’erne havde taget et stærkt
Opsving, specielt fra den Studenterkreds, som
grupperede sig omkring den aandrige Nikolaj
Stankevitsch. Kredsen, som talte flere saavel af
den vordende Zapadnikbevægelses som
Slavofilismens bedste Mænd, dyrkede — følgende
Tidens Smag, som i Begyndelsen af Nikolaj
I’s Regering havde vendt sig fra politiske og
sociale Spørgsmaal til filosofiske, æstetiske og
litterære — med ungdommelig Iver den nye
idealistiske tyske Filosofi, først Schelling,
senere Hegel. Mere og mere gik de unge
Filosoffer herved over til, ofte paa den naiveste
Maade, at betragte Livets Fænomener i
Samtidens Rusland i de filosofiske Systemers Lys;
specielt gav Hegel’s Historiefilosofi dem
Anledning til Forsøg paa at fastslaa Ruslands Plads
og Opgave i den verdenshistoriske Proces.
Medens nu nogle — de vordende Slavofiler —
gjorde gældende, at Ruslands Udviklingsvej,
som hidtil havde været saa forskellig fra
andre Landes, ogsaa i Fremtiden var bestemt til
at være afvigende fra disses, og at det var
Ruslands Forudbestemmelse, blot ved at
udvikle sit eget nationale Væsen, uden at
besmitte sig med det paa Afveje komne
Vesteuropa, at naa frem til at spille en mystisk Rolle
som »Verdenssandheden«’s Virkeliggører,
hævdede andre — de vordende Zapadniker —, at
den russiske Udvikling ikke havde en anden
Karakter end Vesteuropas, men at Forskellen
mellem Rusland og Vesten kun var den, at
Nationen var kommet saa langt tilbage; Rusland
maatte derfor gaa i Skole hos Vesteuropa og
søge intim Kontakt med dette — en Mening, som
imidlertid ikke forhindrede dens Tilhængere,
i det mindste mange af dem, i at dele
Modpartens Overbevisning om, at Rusland fremfor
andre Lande var udvalgt til en speciel
Verdensmission: naar det distancerede Rusland skulde
lære af andre Lande, havde det den Mulighed
ogsaa at tage Lære af disses Fejltagelser og
høste Fordele af deres Misgreb og paa den
Maade hurtigt springe dem forbi. Fra disse
Udgangspunkter laa Vejen aaben til forskellige
Meninger angaaende baade russisk Historie og
russisk praktisk Nutidspolitik. I den første
Henseende maatte Opfattelserne særlig være
forskellige angaaende Peter den Store’s Værk:
var det Ruslands Opgave at bevare sin
nationale Ejendommelighed uden Forplumring, blev
Peter’s Indsats i den russiske Historie en
hensynsløs Forbrydelse mod dets rette Aand;
skulde Rusland derimod gennemløbe den
samme Udvikling som Vesteuropa, var den et
epokegørende Skridt i den rigtige Retning. Paa
samme Maade maatte de forskellige
Grundanskuelser lede frem til forskellige politiske
Programmer: var den vesteuropæiske Kultur en
Vederstyggelighed, maatte Rusland staa paa
Vagt omkring sine nationale, for det russiske
Samfund specielle Institutioner.
Selvherskermagt, Ortodoksi etc. (for moderate Reformer
af de værste Misforhold, bl. a. Livegenskabets
Ophævelse, tog man dog, lidt inkonsekvent, til
Orde); skulde Rusland derimod udvikles i
vesteuropæisk Retning, maatte det gaa til en
stor politisk Nydannelse i liberal Retning. Til
saadanne klart formulerede Programmer med
fuldt dragne Konsekvenser naaede dog
Meningsmodstanderne i lang Tid ikke.
Studenterkredsen holdt saa længe som muligt sammen,
og Divergenserne drøftedes i kammeratlige
Diskussioner. Hvad der gav Stødet til at man
bestemtere fastslog sine Anskuelser, var den
Omstændighed, at Zapadniksynspunktet, langt
mere rendyrket end de, som gjorde sig
gældende i Stankevitsch’s Kreds, pludseligt
fremkom fra en Side, som stod denne Kreds
fuldstændigt fjern: af Forfatteren Tjaadajev i hans
1836 publicerede »Filosofiske Breve«. Han brød
her uden Skaansel Staven over hele den
russiske Udvikling, som fra Begyndelsen var
kommet paa Afveje derved, at Rusland havde faaet
Grundlaget for sin Civilisation fra det i
Forfald værende Byzans, og som siden havde
været uden Mening og uden Maal; Ruslands
eneste Redning vilde nu være i den intimeste
Kontakt med Vesteuropa at paabegynde sin
Opdragelse igen — paa den anden Side skulde
Landet, ved at undgaa de vestlige Folkeslags
Fejl, hurtigere kunne gennemløbe deres Vej
og maaske være i Stand til at naa videre end
disse, ja kan hænde var det endog kaldet til
at redde Europas Folk fra den truende sociale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
