Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskab (V. Ægteskabets Retsvirkninger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
B. De nye Ægteskabslove.
Dansk Ægteskabslov 1925 § 1 vil udtrykke
den fuldstændige Ligestillethed i personlig
Henseende mellem Mand og Hustru, naar den
siger: »Mand og Hustru skal være hinanden til
Støtte og i Fællesskab varetage
Familiens Tarv«. Den svenske § 1 har den
samme Regel. Den norske Lov (1927) har ingen
saadan §, men hele Lovens Indhold og
Udviklingen i norsk Teori viser, at samme Princip
gælder dér. Særlig lægger Ligestilletheden sig
for Dagen i norsk Lov 1915 om
Forældremyndigheden, hvis Regler opfattes saaledes.
Æ. forudsætter, saaledes som Livet
regelmæssigt er og efter dets etiske Ideal, en intim
personlig Sammenknytning af sjælelig og
legemlig Art. Med Grund omtaler Loven ikke
dette direkte, og navnlig vil den ikke gøre
nogen »legemlig Ægteskabspligt« til en
Retspligt. Endnu i Midten af det 18. Aarhundrede
søgtes dog undertiden dens Opfyldelse
gennemført ved Straf, og endnu i nyere Tid har i
fremmed (fransk) Ret Manden kunnet faa
Myndighedernes Hjælp til med Magt at føre
Hustruen tilbage til Hjemmet. Vore nye Love
hævder heroverfor fuldt ud et Frihedsprincip
for Ægtefællerne. Noget andet er, at en saadan
Unddragelse fra Samlivet kan være et Moment
af Betydning ved Myndighedernes Skøn over,
om Separation skal kunne gives mod
Ægtefællens Protest, idet Loven her taler om, at
Forholdet mellem Ægtefællerne maa anses for
ødelagt, medens umiddelbar Skilsmisse af en
saadan Grund ikke mere kan gives.
Den nedarvede Sætning, at Ægtefællerne
skylder hinanden Troskab i den Betydning, at
kønslig Forbindelse med Tredjemand er
retsstridig, fastholder vor Ret vedblivende. Dette
havde fundet Udtryk i Udkastet til § 1, der
nævnede »Troskab« ved Siden af »Støtte«. Det
blev slettet i Rigsdagen; men det kan kun have
været, fordi man fandt det for overflødigt at
sige det. Bedre havde det vel ogsaa været, om
Udkastet her havde fundet et videre Udtryk i
Lighed med den svenske § 1’s »tronet«, f. Eks.
»Trofasthed«. Retsstridigheden er skarpt
udtrykt i vor Straffelovs Regel om, at
Ægteskabsbrud og Bigami kan straffes. Men selv om
Straffen maatte bortfalde i en ny Straffelov,
saaledes som det skete i Norge ved L. 4. Juli 1927,
bygger Ægteskabsloven stadig paa denne
Retspligt, dels ved at fremdrage Ægteskabsbrud
som en særlig graverende Skilsmissegrund, dels
ved overhovedet at betone en Ægtefælles »Skyld«,
hvor det gælder en Skilsmisses Betingelser eller
Retsvirkninger. Medens Troskabskravet til alle
Tider har været hævdet strengt over for
Hustruen, havde Manden længe baade
konventionelt og retlig en friere Stilling, ogsaa i Lande,
der ikke ligefrem hjemlede Flerkoneri. Først
Kristendommen rejste et lige saa stærkt
Kyskhedskrav mod ham som mod hende. Fransk
Ret har dog ikke før i 1884 ophævet den
ejendommelige Regel, at kun hvor Manden havde
holdt sin Konkubine i det fælles Hus, var det
Ægteskabsbrud, se code civil Artikel 230.
Lovens Frihedsprincip har ogsaa ført til at
fjerne Mandens Ret til at bestemme Bostedet,
men uden at give Regler for, hvorledes der
skal forholdes, naar Tvistigheder om
Bostedvalget kommer (indirekte) til Bedømmelse ved
Ordningen af Parternes Forhold, hvor Samlivet
faktisk er ophævet eller Parterne skal
separeres eller skilles. Sagen er overladt til
Myndighedernes Skøn, idet Loven har maattet tage
Konsekvensen af, at de ældre Regler om
Manden som den afgørende er afløst af
Ægtefællernes Ligestillethed med de to lige høje
Hoveder i Spidsen for Familien. Saadanne
Skønsspørgsmaal har hidtil praktisk taget kun
foreligget for Domstolene og Overøvrighederne paa
et eneste, ganske vist baade vigtigt og
vanskeligt Omraade: Striden om Børnene.
Visse endnu gældende Særregler om
Hustruens Retsstilling er en Følge af hendes tidligere
underordnede Stilling: Hustruen er berettiget,
men ikke forpligtet, til at bære Mandens
Efternavn. Hun bliver delagtig i Mandens Rang
og Stand. Saa længe hun samlever med Manden,
kan hun ikke faa Næringsbevis. Den fremmede
Kvinde, som gifter sig med en dansk Mand,
faar dansk Statsborgerret, medens hun i det
omvendte Tilfælde vel i Reglen faar den
fremmede Statsborgerret, men dog tillige beholder
den danske, saa længe hun ikke flytter ud af
Riget. Endelig skal den gifte Mand betale
Indkomst- og Formueskat ogsaa af den med ham
samlevende Hustrus Indkomst og Formue.
Tidens Udvikling vil maaske begrænse saadanne
Særregler, f. Eks. lade Statsborgerforholdet
blive uberørt af Ægteskabet eller beskatte
Ægtefællerne hver for sig.
C. Underhold.
Ægtefæller har Underholdspligt indbyrdes
saavel som over for Børnene, se under Børn
(A, 3 og B, 2 og 4). Ikke blot Parterne selv,
men ogsaa det Offentlige kan gøre en
Underholdspligt gældende. Ifølge Fattigloven (1891)
skal Manden altid underholde sin Hustru, og
Pligten ophører først ved endelig Skilsmisse.
Derfor er Hustruens Forsørgelseskommune
altid den samme som Mandens. Det Offentliges
Ret over for Manden gaar ud paa, at Hustruen
ikke maa falde Fattigvæsenet til Byrde. Det
kan derfor kræve sine Udgifter til hende
godtgjort af ham, og faa ham paalagt
Underholdsbidrag. Fattighjælp til hende har Virkning som
Fattighjælp til ham. Fattigvæsenet kan dog
undtagelsesvis faa Hustruen paalagt Bidrag til
Mandens Underhold, nemlig naar hun raader
over særlige Midler og Indtægter. Fattiglovens
Regler bygger paa vor ældre
Ægteskabslovgivning og tiltrænger nu en Revision, der
stiller Hustruens og Mandens Pligt over for det
Offentlige principielt paa lige Fod.
Den privatretlige Underholdspligt over for
Ægtefællen personlig er nyordnet ved
Ægteskabsloven af 1925. Princippet er dette, at hver
Ægtefælle skal bidrage efter Evne til at skaffe
Familien passende Livsvilkaar (Husholdningen,
Børnenes Opdragelse, hver Ægtefælles særlige
Behov). Bidraget kan godt bestaa alene i
Virksomhed i Hjemmet. Det sidste udtrykker, at
Hustruen i Lovens Øjne er Forsørger lige saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
