Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Æl - Ælana - Ælanitiske Bugt - Ælfgifu - Ælfric - Ælianus, C. - Ælius Lampridius - Ælius Spartianus - Ælkvin - Ællekrage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stævning hvert 30.—40. Aar. Begge disse Forhold
har ført til, at Æ., uagtet den er et Lystræ,
almindeligvis ikke underkultiveres; paa vaad
Bund og i Lavskov tiltrænges der ingen
Undervækst, og adskillige Steder kommer der af
sig selv forskellige Buske (Hæg, Tørstetræ,
Benved, Hyld m. m.). Rødæl kan dog godt
dyrkes i Højskov paa mineralsk, nogenlunde
dybgrundet og frisk Bund, og her bør den
underkultiveres. Paa særdeles næringsrig Bund
taaler Æ. Skygge godt nok til, at den selv kan
være Undervækst under Eg eller Ask.
Kulturen udføres næsten altid med 2—3-aarige
Planter, og Antallet bør ikke være stort,
5000—7000 pr. ha; man bør sortere Plantematerialet
skarpt og kun bruge de kraftige Individer, som
er forsynede med Rodknolde; ligeledes maa
Kulturarbejdet udføres med stor Omhu og
Arealet forud være saaledes afvandet, at der
ikke senere skal ske Forandringer i
Grundvandstanden. Udhugningen maa
paabegyndes særdeles tidlig, føres hyppig og stærkt;
selv i Lavskov kan der være Grund til at hugge
ud, da der jævnlig kommer for mange Skud
fra det enkelte Stød. Begge Arter, mest
maaske Hvidæl, bruges ofte som Ammetræer for at
skærme Planter af andre Træarter mod Frost.
Veddet af Æ. er ret værdifuldt; tidligere
brugtes det mest til Vandledninger og til
Krudtkul, nu fortrinsvis til Træfodtøj, Læssetræer,
Humlestænger og Pæle, men ogsaa en Del til
Spunse, Cigarkasser og Møbler; allerede med
en Stammetykkelse paa 20 cm er det en
gangbar Handelsvare i korte Længder.
De hyppig forekommende »Ælletrunter«
er gamle, høje Stød, oftest fremkomne derved,
at man har afhugget Træerne over Isen; naar
senere Vandet er blevet afledet og Jorden har
»sat« sig, er disse Stød blevne endnu højere,
idet Bøddernes øverste Del er bleven blottet.
(Litt.: O. G. Petersen, »Forstbotanik«;
H. C. Bornebusch, Tidsskr. f. Skovv. Bd
XXVI, B; Willkomm, »Forstliche Flora«;
Wilhelm & Hempel, »Die Bäume und
Sträucher des Waldes«).
C. V. P.
Ælana (Aïla, i Bibelen Elath), se
Ailana.
Ælanitiske Bugt, se Akabah.
Ælfgifu [’ælf-] (Ælgife), Knud den
Store’s Slegfred, var Datter af en anset
angelsachsisk Stormand, »Ealdorman« Ælfheim i Deira.
Knud traadte som ung Mand i Forhold til hende,
og hun fødte ham Sønnerne Harald Harefod (s. d.)
og Svend (s. d.). Ved sit Giftermaal med
Ethelred’s Enke Emma forskød han Æ. og sendte
hende med hendes Børn til Danmark. I
Nordens Historie spillede Æ. eller, som hun her
kaldtes, Alfifa, en vis Rolle, idet Knud efter
Olaf’s Fald paa Stiklestad (1030) sendte Æ. og
hendes da fjortenaarige Søn Svend op til
Norge for at styre Landet. Men Æ. evnede ikke
at gøre sig yndet hos det fremmede Folk;
Høvdingerne stod hende imod, og Folkestemningen
kaarede snart Olaf til Helgen og vendte sig
stærkt mod hende og hendes Søn; og da Olaf’s
Søn Magnus kom til Norge (1034), maatte Æ.
og Svend flygte til Danmark. Her døde Svend
(1035), og Æ. vendte da tilbage til England,
hvor hun efter Knud’s Død (1035) ivrig støttede
Sønnen Harald’s Forsøg paa at tiltage sig
Kongedømmet herovre, der ogsaa kronedes med
Held. Men med Sønnens Død (1040) var
hendes Rolle udspillet.
J. O.
Ælfric [’ælfrek], oldengelsk Forfatter, f. c.
955, d. c. 1020. Han fik sin Uddannelse i
Benedictinerklostret i Winchester og blev 987 Abbed i
Cerne Abbasklostret i Dorsetshire. Det var
rimeligvis der, han skrev de to
Prædikensamlinger, som bærer hans Navn. Den første
behandler det kristne Aars Hovedbegivenheder, medens
den anden behandler Kirkens Doktriner og
Historie. Senere, c. 997, udarbejdede han den
tredie Række: The Lives of the Saints. De to
første Rækker blev udgivet af Benjamin Thorpe
1844—46; Lives of the Saints 1881—1900 af
Professor W. W. Skeat for The Early English Text
Society. (Litt.: Eduard Dietrich,
Zeitschrift für historische Theologie, vols 1855 og
1856).
I. O.
Ælianus, C., se Ailianos, Claudius.
Ælius Lampridius [’æ’-], se Scriptores
historiæ Augustæ.
Ælius Spartianus [’æ’-], se Scriptores
historiæ Augustæ.
Ælkvin [’æl-], se Alkuin.
Ællekrage (Coracias) kaldes en Slægt af
Skrigefuglene (Picariæ) med c. 16 Arter
udbredte over en stor Del af Asien og Afrika,
medens kun 1 Art findes i Europa. Det
er middelstore Fugle med overordentlig
pragtfulde Farver, i Form og Næbbets Bygning
lignende Ravnefuglene, med hvilke de i
systematisk Henseende slet intet har tilfælles.
Ællekragen (norsk: Blaakraake)
(Coracias garrula L.) er af Størrelse som en
Allike, overmaade smukt farvet, idet hele
Fjerdragten er blaa eller grøn i forskellige
Nuancer, undtagen Rygfjerene, der er
kastanjebrune. Han og Hun er væsentlig ens, Ungerne har
mindre rene Farver. I Sydeuropa er Æ. en
meget almindelig Fugl, er ogsaa talrig mange
Steder i Mellemeuropa og Rusland og yngler
hist og her i det sydlige Sverige, medens den
i Norge kun træffes som tilfældig Gæst; i
Danmark har den tidligere ynglet ikke helt
sjældent og besøger stadig Landet paa
 |
| Ællekrage (Coracias garrula). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
