Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Æreboe, Rasmus - Ærefornærmelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Æreboe, Rasmus, dansk Embedsmand, f.
26. Apr. 1685 i Svendborg, d. i Kbhvn 24. Oktbr
1744, var Søn af en fattig Skipper i Svendborg,
der døde, da Drengen var 8 Aar gammel.
Under megen Nød og Fattigdom kæmpede han
sig med stor Energi frem til at blive Student
1704 og siden teologisk Kandidat. 1709 fik han
Ansættelse som Privatsekretær hos
Viceadmiral Just Juel, der netop da skulde rejse til
Rusland som Envoyé. Æ. gjorde særdeles god
Fyldest i sin ny Stilling og erhvervede sig
omfattende Sprogkundskaber. Efter sin
Hjemkomst blev han, til Dels af Hensyn til disse,
udnævnt til Notarius publicus i Kbhvn, i
hvilken Stilling han forblev til sin Død. Det, som
har gjort Æ.’s Navn bekendt, er hans
Autobiografi (udgivet 1862 af Dr. J. G.
Burman-Becker, 1889 paa ny [med Noter) af G. L.
Grove). Han giver heri livlige og værdifulde
Skildringer af Studenterlivet paa den Tid og
af Forholdene i Rusland, særlig af Peter den
Store og hans nærmeste Omgivelser.
L. L.
Ærefornærmelse. Forudsætningen for Æ.’s
Begreb er Individets Æresfølelse, ɔ:
Fornemmelsen af dets etiske og sociale Værdi som
Menneske og Samfundsmedlem. Denne Følelse
kan imidlertid, individuelt betinget som den
er, ikke som saadan gøres til et Retsgode.
Retsordenen maa knytte sin Regel til det
almengyldige, altsaa til den Æresfølelse, som
normalt vil forefindes hos alle Mennesker;
den kan ikke fravige dette Normalitetsprincip
til Fordel for en paa Fornemmelsen af
særligt Værd eller særlige Fortjenester grundet
exceptionel Æresfølelse, og det er et
Spørgsmaal, i hvilket Omfang Princippet bør fraviges
over for den, hvis Æresfølelse paa Grund af
særligt Forhold er eller bør være ringere end
den i Samfundet almindelige (se ndf.). Æ.’s
normale Genstand bliver derfor mindre
Æresfølelsen selv end den Agtelse, som
Menneskene indbyrdes efter social Sædvane er
pligtige at vise hinanden, og hvis Forudsætning er,
at den enkelte svarer til en vis Normaltype af
etisk og social Værdi. Denne Sum af Agtelse
er ethvert Menneskes Ret, ɔ: hans Æresret,
og en Æ. foreligger (objektivt), naar
denne Ret angribes, hvad enten den
ærefornærmende Udtalelse er fremsat over for den
Angrebne selv eller over for andre, naar blot den
er meddelt nogen, og uden Hensyn til, om en
virkelig Krænkelse af den Angrebnes
Æresfølelse kan bevises eller ikke. Under Æ. falder
herefter ikke blot alle Udtalelser, der
fornægter eller angriber en Persons moralske
Kvalitet, men ogsaa Udtalelser, som tager
Sigte paa sociale Pligter, der maa
kræves opfyldte af den, som sidder inde
med en særlig Stilling, et Embede o. l.,
saafremt han skal kunne opfylde Stillingens
pligtmæssige Forudsætninger (f. Eks. Sigtelser mod
en Embedsmand for Uduelighed, mod en
Sagfører for Insolvens, mod en Læge for medicinsk
eller kirurgisk Ukyndighed o. l.). Hvor en vis
Evne eller Indsigt ikke saaledes er en etisk
eller social Pligt, er dens Frakendelse derimod
aldrig en Æ. uanset den saarende Form (f.
Eks. ondsindet Kritik af litterære, kunstneriske,
videnskabelige Præstationer, Angreb paa
Politikere for Holdningsløshed, paa
Forretningsmænd for Mangel paa Initiativ o. l.), om end
Grænsen undertiden kan være vanskelig at
drage. — Æ. deltes i ældre Tid i reelle (Slag),
symbolske (Afbildninger, haanlig Adfærd),
og verbale (i Ord eller Skrift), en Sondring,
som dog ikke er af synderlig praktisk
Betydning. Vigtigere er Adskillelsen mellem Æ. mod
den Angrebne personlig (under fire Øjne),
i andres Paahør eller til andre, uden at den
Angrebne er til Stede (Bagtalelse), men
heller ikke denne Adskillelse kan dog ubetinget
siges at afspejle Æ.’s forskellige Grad af
Grovhed. Om Æ. fremsættes i eget Navn eller
blot meddeler videre, hvad Fortælleren har
hørt af andre (Udbredelse af Rygter,
Diffamationer), er uden Betydning; navnlig bør
det sidste ikke være mindre strafbart end det
første. Af stor Vigtighed er derimod
Forskellen mellem blotte Ringeagtsytringer
og egentlige Sigtelser. De første angriber
Individets almindelige, etiske Værdi som
Menneske (Dyrebetegnelser, uartig Opførsel —
dog i Reglen ikke en blot Tilsidesættelse af
almindelig Høflighed — Haan mod en Person
ved at spytte paa ham, vrænge ad ham m. v.),
de sidste tillægger ham bestemte,
agtelsesforringende Handlinger enten ved at beskylde
ham for at have udført enkelte saadanne
Handlinger eller ved at bruge Betegnelser om ham,
der forudsætter saadanne Handlinger (han har
løjet — han er en Løgner). Sigtelserne er i
Almindelighed mere graverende end blotte
Ringeagtsytringer, men kan i øvrigt selv være
af saare forskellig Intensitet. Sigtelserne giver
endvidere Anledning til Spørgsmaalet om
Sandhedsbeviset (exceptio veritatis) —
et Spørgsmaal, der selvfølgelig ikke opstaar
ved Ringeagtsytringer, hvis Berettigelse slet
ikke kan bevises, medens det jo er meget
muligt, at en fremsat Sigtelse i Virkeligheden er
sand. Ved Sandhedsbevis forstaas da
Adgangen til for Retten at godtgøre Sigtelsens
Overensstemmelse med, hvad der virkelig er
foregaaet, og derved opnaa Straffrihed. Imod
Sandhedsbevisets Tilstedelighed kan anføres, at
det ene Menneske overhovedet ikke bør opkaste
sig til Dommer over det andet Menneskes
borgerlige Hæderlighed, og at Retsordenens
ovenantydede Normalitetsprincip lige saa lidt
taaler Undtagelser nedefter som opefter — paa
den anden Side fremhæves, at det er unaturligt
at tillægge en Person Retsbeskyttelse for en
Agtelse, han i Virkeligheden ikke har eller dog
ikke fortjener at have. Spørgsmaalet lader sig
imidlertid ikke besvare ud fra aprioriske
Betragtninger. Et meget væsentligt Hensyn maa
tages til Angriberens mere eller mindre
kaldede Indblanding i den andens Æresforhold.
Opfordringen til at udtale sig kan fremtræde
som en ligefrem Pligt (f. Eks. et Vidnes
Forklaring for Retten under Edstvang), og der
bør da ikke kunne paalægges Ansvar, saa
længe den Paagældende blot udtaler, hvad han
selv tror er rigtigt, ɔ: Udtalelsens
Usandfærdighed maa bevises (af Modparten
eller det Offentlige). Eller Angriberen kan i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
