Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørefunktionsprøver - Øregangsbetændelse - Øregopler - Öregrund - Öregrundsgrepen - Ørekateter - Ørekrog - Ørekyt - Ørelap - Ørelægevidenskabens Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eventuelt i Centralnervesystemet; det samme er
Tilfældet, hvis der uden Skylning eller
Drejning bestaar Nystagmus af en bestemt
Karakter. Kommer der Nystagmus ved Hældning af
Hovedet eller ved Sideleje, tyder det paa en
Lidelse af Otolitterne.
J. M.
Øregangsbetændelse (Otitis extérna) er
en Betændelse af Huden i Øregangen, den kan
antage de samme Former som Betændelser af
Huden i Almindelighed; de hyppigste Former
er Ekzemet (s. d.), den diffuse Ø. med
Svulst og Rødme af Huden i sin Helhed samt
Furunkulosen (s. d.), som maaske er den
hyppigst forekommende Form, en meget
smertefuld og ofte ret langvarig Sygdom.
Ejendommelig for Ø. (ligesom for Betændelsen af
Trommehinden) er den navnlig ved Influenza
hyppige Forekomst af Blodudtrædninger under
Overhuden, saa der dannes blodfyldte Blærer.
J. M.
Øregopler, se Gopler, S. 896.
Öregrund [’ø.rəgrund], By i Mellemsverige,
Stockholms Län, 115 km N. f. Sthlm ved Sundet
mellem Fastlandet og Gräsön. (1926) 1211 Indb.
Byen ligger paa en mod Havet skraanende
Klippeflade. Husene er overvejende af Træ, og
Befolkningen lever af Skibsfart og Fiskeri. Ö.
har et Skibsværft og en Oliefabrik. Handelen
er ubetydelig. Handelsflaaden bestod 1925 af
3 Sejlskibe paa 299 Nettotons, og Havnen blev
samme Aar anløbet af 507 Fartøjer paa i alt
83941 Nettotons. — Ö. blev Købstad 1491 og er
flere Gange hærget af Ildebrande. Bl. a. lod
Christian II Byen afbrænde, og Befolkningen
flyttede da til Östhammar; men Gustaf I
genopbyggede den. 1719 hærgedes Ö. af Russerne.
M. H-n.
Öregrundsgrepen [’ø.rəgrunds’gre.pən], Bugt
i den sydvestlige Del af den bottniske Bugt
mellem Upplands Kyst og Gräsön. Ö. er i N.
15 km bred og indsnævres mod S. til et c. 1
km bredt Sund ved Byen Öregrund og er et
vigtigt Sejfløb.
M. H-n.
Ørekateter, i Otologien sædvanlig kaldet
Tubakateter, er et Rør, i Reglen af
Metal, med let krummet Snabel; det føres
gennem Næsen ind i Mundingen af det Eustachi’ske
Rør (se Øre) og benyttes til at blæse Luft ind
i Mellemøret, dels for at undersøge det
Eustachi’ske Rørs og Trommehulens Tilstand, dels
som helbredende Middel, navnlig ved
katarralske Lidelser. Indblæsning af Luft gennem det
Eustachi’ske Rør var allerede kendt i Oldtiden,
men foretoges da uden Apparater, blot ved at
lade Patienten med lukket Næse og Mund
foretage en kraftig Udaandingsbevægelse. Senere
blev denne Metode navnlig sat i System af
Valsalva, efter hvem den sædvanlig benævnes.
Først 1724 blev Tubakateteret opfundet af
Guyot, Postmester i Versailles, der paa sig
selv anvendte et bøjet Rør, som han førte ind
gennem Munden op til det Eustachi’ske Rør.
Et Tubakateter til at indføre gennem Næsen
anvendtes første Gang af Archibald Cleland
1741. Fra 1863 skriver sig den 3. Hovedmetode
til Luftindblæsning i det Eustachi’ske Rør,
nemlig Politzer’s, hvorved man undgaar den
undertiden noget vanskelige Indførelse af
Kateteret og blot anvender en Ballon, som slutter
tæt i Næseboret.
J. M.
Ørekrog, eller Krogen, se Kronborg.
Ørekyt, norsk Navn for Elritse, se
Karpefisk.
Ørelap, se Øre.
Ørelægevidenskabens Historie. Fra den
tidlige Oldtid foreligger der kun meget lidt om
Øret og dets Sygdomme, hvilket hænger
sammen med, at Anatomien af et saa lille og
skjult beliggende Organ naturligvis var saa
godt som ukendt, dog synes Ægypterne at have
beskæftiget sig en Del med Øret, og man
finder f. Eks. i Papyrus Ebers Optegnelser
herom; ogsaa i den assyriske Litteratur omtales
Øresygdomme. Først hos Hippokrates kommer
der dog lidt mere indgaaende Omtale af Øret,
og dettes vigtigste Sygdomme er ham bekendt.
Derimod finder man meget lidt desangaaende
hos Galenos og Celsus, dog angiver den sidste
forskellige Metoder til Fjernelse af
Fremmedlegemer.
Med Renaissancetidens store Anatomer
begynder først Ørets Anatomi at blive bekendt:
Falloppio finder Nervus facialis, Eustachio det
Eustachi’ske Rør, Vesal afbilder for første Gang
Hammer og Ambolt og beskriver Fenestrene
o. s. v. Derimod er Begreberne om Ørets
Fysiologi meget mangelfulde, først Duverney
(1648—1730) giver en Skildring heraf, som i
mange Henseender ligner Helmholtz’. Med
Kendskabet til Ørets Sygdomme er det derimod
kun smaat bevendt; Fabricius Hildanus
konstruerer ganske vist et Ørespekulum, men kun
til Udvidelse af Øregangen ved Fjernelsen af
Fremmedlegemer o. l. Først Valsalva lykkes
det at se Trommehinden hos levende, og
endvidere erkender han Tillukningen af det
Eustachi’ske Rør. Morgagni foretager talrige
Sektioner af Patienter med Øresygdomme og giver
en Række interessante Skildringer af disse.
Han påaviser bl. a., at en Hjerneabsces kan
optræde som Komplikation til Ørebetændelse.
I Slutningen af 18. Aarh. udvides Kendskabet
til Ørets finere Anatomi, navnlig af Cotugno,
som finder de to Vandledninger, og af Scarpa.
Derimod staar Behandlingen af
Øresygdommene i det væsentlige paa et meget primitivt
Trin. 3 betydningsfulde Indgreb dukker dog
op i dette Aarhundrede: 1) Katetrisationen af
det Eustachi’ske Rør gennem Munden angives
af Guyot 1724, gennem Næsen af Archibald
Cleland 1741. 2) Paracentesen
(Gennemskæringen) af Trommehinden anvendes af Busson
mod Mellemørebetændelse, men bliver senere
anvendt væsentlig i den Hensigt at forbedre
Hørelsen, gaar delvis i Forglemmelse og
dukker først op igen i den nyere Tid. 3)
Trepanationen af Processus mastoideus (som i øvrigt
var foreslaaet af Riolan 100 Aar tidligere)
anvendes af Petit ved en Absces paa Processus
mastoideus og af den danske Kirurg
Heuermann ved en Fistel her. Jasser foreslog denne
Operation anvendt mod Tunghørighed, og det
var med en lignende Indikation, Kølpin og
Callisen udførte den skæbnesvangre Operation
paa J. J. v. Berger 1791 med det Resultat, at
han døde 12 Dage senere af Meningitis. Herved
kom Trepanationen i Miskredit og var faktisk
forladt indtil den nyeste Tid.
I det 19. Aarh.’s første Halvdel er det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
