Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bogfinke (Fringilla coelebs L.), Typen for Finkernes store Gruppe - Bogføringspligt, se Bogholderi. - Bogguld, se Bladguld. - Boggæld, i Købmandssproget en Gæld, som kun fremgaar af de i Handelsbøgerne indførte Noteringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er Krat, Plantninger, Haver, ja selv
enkeltstaaende Træer, ogsaa tæt ved Menneskeboliger;
selskabelig som den er, yngler Parrene ofte
tæt ved hverandre. Dens sædvanlige Lyd er
det kraftige »Fink« (hvoraf Finkenavnet); om
Foraaret, i Parringstiden, har den ogsaa en
anden Lyd. Allerede i Febr høres B.’s Sang
som et af de første Foraarstegn, først svag og
uden Klang, indtil den i Løbet af nogen Tid
naar sin fulde Kraft og Velklang. Strofen er
kort, bestaar af en hurtig, indtil 1/2 Snes Gange
gentaget Tone, fulgt af en kort, gjaldende Trille.
I nogle Lande som f. Eks. de tyske Dele af
Østerrig, hvor B. er en skattet Burfugl,
beskrives talrige Variationer af Sangen, hver med
sit særlige Navn. Reden bygges oftest over
Mandshøjde, undertiden meget højt, i en
Grenkløft, ofte opad en Træstamme. Grundlaget er
Mos og fine Rødder, som udvendig beklædes
med Lav, der gør den vanskelig at skelne fra
Omgivelserne; Redeskaalen er dyb, foret med
Fjer og Hestehaar. Æggenes Tal er 5—7; de
veksler i Farve fra graa til blaagrønne med
mørkere Pletter, Længden er gennemsnitlig 20
mm, Bredden 15 mm. Ungerne, af hvilke der
kun kommer eet Kuld, fodres med Insekter og
Larver; efter Yngletiden flokkes B., ofte
sammen med andre Finker, søger deres Føde, der
uden for Yngletiden væsentlig bestaar af al
Slags Frø, paa Marker, i Skove og omkr.
Menneskeboliger; Bøgens Frugter er en
Hovedernæring for den (deraf Navnet); en Del drager
bort om Vinteren, og store trækkende Skarer
ses flyve hen over Danmark Foraar og
Efteraar. En stor Mængde, maaske for en Del Fugle
fra nordligere Egne, overvintrer dog her; paa
den skandinaviske Halvø overvintrer
væsentligst gl. Hanner, hvorfor Linné gav den Navnet
coelebs, d. v. s. den Ugifte.
Nær beslægtet med B. er Kvækerfinken
(norsk ogsaa: Bjergfinke) (Fringilla
montifringilla L.). Hannen i Sommerdragt er en
prægtig Fugl, sort paa Hoved og Ryg, med
hvid Bagryg, brunrød paa Strube, Bryst og
Vingedækfjer, lysere paa Bugen; over Vingen
gaar et lyst Baand. Hunnens Farver er mindre
fremtrædende, ligesom Hannen i Vinterdragt
er langt mindre kraftig, farvet, idet det sorte
erstattes af graabrunt; selv i Vinterdragt er
der stor Forskel paa Hannen og den uanselige
Hun, der ligner B.’s, men dog let skelnes fra
den ved den gullige Farve paa Vingerne og
den hvide Bagryg. Kvækerfinken hører de
nordligere Egne til, yngler i Mængde i det
nordligste Europa og Sibirien; i Norge yngler
den i det meste af Landet, dog langt
overvejende i de nordligste Egne, er væsentligst en
Fjeldfugl, der bygger i Birkeskovene ell. de
højere liggende Naaleskove. I Danmark, hvor
Kvækerfinken kun er truffet ynglende enkelte
Gange, er den Vintergæst, der aarlig drager
gennem Landet i Mængde, men hvis Forbliven
i længere Tid afhænger af Tilstedeværelsen af
Bøgefrugt. Er der rigeligt heraf, overvintrer
Kvækerfinken i utallige Skarer i vore
Bøgeskove, kan ses i saa store Mængder, at
Skovbunden synes helt broget og levende af dem.
Stille sidder de og hakker den haarde Skal af
Bøgefrugten i Stykker; skræmmes de, flyver de
op med deres hæse, kvækkende Skrig (hvoraf
Navnet). Ingen Fugl ses i Danmark i saa store
Skarer som Kvækerfinken; paa Trækket har
Flokkene ofte Form som et bredt Baand, og
en saadan Skare kan have en Længde af fl.
Hundrede m og tælle Fugle i Titusindvis.
O. H.
 |
| Bogfinke (Fringilla coelebs). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
