Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8) Bonifacius VIII (1294-1303) - 9) Bonifacius IX (1389-1404) - Bonifacius II, Markgreve af Montferrat - Bonifacius, Clemens, Forfatternavn for P. Chr. Asbjørnsen (s. d.). - Bonifatius, Tysklands Apostel, (672-754(755)) - Bonifikation (lat.), Godtgørelse, Skadeserstatning. - Bonin, Charles Eudes, fransk Opdagelsesrejsende, (1865- ) - Bonin, Eduard von, preuss. Infanterigeneral, (1793-1865)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Palestrina, jævne med Jorden. Nogle af
Colonnaerne undkom til Frankrig, og her fandt de
deres Hævner. Kong Filip IV den Smukke vilde
Statens Uafhængighed af Kirken, et Formaal
modsat B.’s. B. gjorde Fordring paa
Dispositionsretten over Ungarns, Polens og Siciliens
Krone, han vilde ikke godkende Albrecht af
Østerrig som tysk Konge, før denne bøjede sig
for den pavelige Overmagt; England og
Frankrig paabød han Fred; i Bullerne Clericis laicos
(1296) og Ausculta fili (1301) forbød han at
skatsætte Præsteskabet, og i Bullen Unam
sanctam (1302) erklærede han, at Paven har de
to Sværd, det aandelige og det verdslige, det
sidste maa kun drages efter Pavens Vink. Det
blev Filip den Smukke for meget, han lod
Bullerne brænde, sammenkaldte Rigsstænderne
(1302), som stillede sig paa hans Side,
anklagede B. for Kætteri og Simoni og udskrev et
alm. Kirkemøde til Undersøgelse af Pavens
Sag; men B. bandlyste ham. 7. Septbr 1303
tog Filip’s Kansler Nogaret og en Colonna i
Spidsen for en Hær B. til Fange i Anagni, 3
Dage efter blev han vel befriet, men i Oktober
døde han af Sorg og Fortvivlelse. — 1300
udskrev B. det første Jubelaar, i hvilket alle de,
der besøgte Rom, fik fuldstændig Aflad. B.
samlede et Tillæg til Kirkeretten, det saakaldte
Liber sextus. (Litt.: Les registres de Boniface
VIII, par Digard [Paris 1884 ff.]; H. Finke,
»Aus den Tagen B. VIII, Funde und
Forschungen« [Münster 1902]).
9) Bonifacius IX (1389—1404), Pietro
Tomacelli fra Neapel, blev valgt til Pave af de
rom. Kardinaler, medens Clemens VII
residerede i Avignon. Han benyttede sin Magt til
at samle en Masse Penge.
L. M.
Bonifacius II, Markgreve af Montferrat, tog
Del i Kampen mod Saladdin og blev taget til
Fange i Slaget ved Hittin 1176. Han var
senere med til det fjerde Korstog, var
Hovedmand for at lede dette mod det gr. Rige og
udmærkede sig ved Indtagelsen af
Konstantinopel (1203); til Løn fik han 1204 Makedonien
og Thessalien under Titel af Kongeriget
Thessalonika, men faldt allerede 1207 imod
Bulgarerne.
Kr. E.
Bonifacius, Clemens, Forfatternavn for
P. Chr. Asbjørnsen (s. d.).
Bonifatius [-↱fa.tsius], Tysklands Apostel, f.
672, d. 754 (755). B., hvis egl. Navn var
Wynfrith, var Søn af en Landmand i Kirton i
Devonshire (Wessex). Han blev Munk og levede i
Klostrene Adescancastre (Exeter?) og
Nhutcelle, hvor hans store Evner som Lærer og
Diplomat toges i Brug. Men han vilde være
Missionær. Efter et forgæves Forsøg paa at
forkynde Evangeliet i Friesland (716) rejste han
718 til Rom, hvorfra Pave Gregor II udsendte
ham som Missionær til Tyskland. Han virkede
i Thüringen, Friesland og Hessen. 722 var han
atter i Rom og blev bispeviet. Hjemkommen
genoptog han sin Missionsgerning med Kraft,
de gl. Gudehov omdannedes til Kirker, Klostre
grundlagdes, Bispedømmer oprettedes, og de
keltiske Missionærer fortrængtes; ogsaa til
Bayern udstrakte han sin Virksomhed. 732
udnævnte Gregor III B. til Ærkebiskop og sendte
ham Palliet; 738 var han igen i Rom og blev
udnævnt til pavelig Legat i Tyskland. Nu
oprettede han Bispedømmer i Passau,
Regensburg, Salzburg, Freising, Würzburg og Erfurt.
Da B.’s Opgave nok saa meget bestod i at
romanisere Kirken i Tyskland som i at udbrede
Kristendommen, stillede Karl Martel sig kølig
til ham, men Karloman sluttede sig til
ham, og paa den første germanske
Nationalsynode 742 godkendtes B.’s Tanker og han selv
som Ærkebiskop og pavelig Legat med Sæde i
Mainz. 752 salvede B. Pipin den Lille til
Frankernes Konge, 753 drog han til Vestfriesland
som Missionær, og 5. Juni 754 (755) led han
Martyrdøden i Dokkum. Han er begravet i
Fulda, og aarlig holder nu de rom. Bisper i
Tyskland Møde ved hans Grav, der har
grundet det rom. Episkopat i Tyskland. B.’s Breve
er udgivne af Giles (London 1844, I—II) og af
Jaffé i Bibliotheca rerum germanicarum (Berlin
1866, I—III), oversat af Külb (Regensburg 1859).
(Litt.: A. Hauck, »Kirchengeschichte
Deutschlands« I [Leipzig 1887, S. 410—529];
Schmürer, »Die Bekehrung der Deutschen zum
Christenthum. Mit 59 Abbildungen« [Mainz 1909];
»Die Briefe des heil. B.«, udg. af M. Tangl
[Leipzig 1912]).
L. M.
Bonifikation (lat.), Godtgørelse,
Skadeserstatning.
Bonin [bǡ↱nǣ], Charles Eudes, fransk
Opdagelsesrejsende, f. 1865 i Paris, undersøgte
1893 den dengang ukendte Egn mellem Mekong
og Anams Kyst og var derefter i Atjeh paa
Sumatra. 1895 rejste han fra Tonkin gennem det
østlige Tibet, Mongoliet til Sibirien, 1898
anstillede han Undersøgelser i det sydlige Mongoli
og Østturkestan.
M. V.
Bonin, Eduard von, preuss.
Infanterigeneral, f. 12. Marts 1793 i Stolp i Pommern,
d. 13. Marts 1865 i Koblenz. Som 13aarig
Junker deltog han 1806 i Blücher’s Tilbagetog til
Lübeck, hvor han blev taget til Fange. Han blev
frigivet paa Æresord og opholdt sig nu ved
Gymnasiet i Prenzlau indtil 1809, da han som
Fændrik traadte ind i Garden. 1810
forfremmedes han til Løjtnant og deltog i Kampene
1813 og 1814. 1848 naaede B.
Brigadegeneralstillingen og fik samme Aar Kommandoen over
de preussiske Tropper, der ilede de
slesvig-holstenske Oprørere til Hjælp. Han deltog i
Kampene ved Slesvig og Dybbøl og fik ved
Vaabenstilstandens Slutning i Malmö Kommandoen
over Oprørshæren, som han reorganiserede og
forstærkede. I Spidsen for denne Hær
kæmpede han Apr. 1849 ved Kolding, belejrede
derefter Fredericia, men sloges her fuldstændig 6.
Juli. Efter Vaabenstilstandens Afslutning
mellem Preussen og Danmark 1850 vendte B.
tilbage til preussisk Tjeneste. Han blev først
Kommandant i Berlin, senere Divisionsgeneral i
Trier. 1852 udnævntes han til Krigsminister og
indlagde sig i denne Stilling ikke saa ringe
Fortjeneste. 1854 maatte han imidlertid trække
sig tilbage af politiske Hensyn. Han fik igen en
Division og blev 1856 Viceguvernør i Mainz.
1858 kaldtes han for anden Gang til
Krigsminister, men maatte allerede 1859 forlade denne
Plads, da han ikke kunde sætte sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
