Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Casuarinaceæ, liden Fam. af tokimbladede og frikronede Planter - Casuarius, se Kasuar. - casus (lat.), Udtryk med noget vekslende Betydning, som benyttes ved Betegnelsen af forsk. Retsregler, c. bet. opr. et Fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
avneagtige Blosterblade og to Forblade. De
hovedformede hunlige Blomsterstande findes paa
Kortskud neden for de hanlige; Hunblomsterne
mangler ganske Bloster, og Frugten, der er
dannet af to Blade med to Æg, bliver en vinget
Nød, der omsluttes af to omsider træagtige
Forblade; Frugtstanden ligner derfor en lille
Grankogle. C. 20 Arter, de fleste i Australien, nogle
paa Øerne i det stille Ocean, det sydøstlige
Asien o. a. St. Veddet er overordentlig haardt
og meget holdbart i Vand. C. equisetifolia Forst.
(Østaustralien), et 15—20 m højt Træ med en
60—70 cm tyk Stamme. Det særlig haarde Ved
(Jerntræ) anvendes paa forsk. Vis, ligesom
Veddet af andre Arter, som Gavntømmer, til
Brændsel, til Forfærdigelse af forsk. Husgeraad
o. s. v. Barken af C. equisetifolia indeholder et
brunligt farvende Stof; den anvendes ogsaa til
Garvning og Fremstilling af et adstringerende
Lægemiddel.
A. M.
Casuarius, se Kasuar.
casus (lat.), Udtryk med noget vekslende
Betydning, som benyttes ved Betegnelsen af forsk.
Retsregler, c. bet. opr. et Fald. Deraf udledes
dels Bet.: den fra sin Sammenhæng løsrevne
Begivenhed, dels: det tilfældige, det, som
indtræffer uden Menneskets Villie, ell. uden at
det kan forudberegnes, dels: en Ulykke, det
skadebringende Tilfælde (disse 3 Bet. og deres
sproglige Sammenhæng udtrykker Tysk ved
Fall, Zufall og Unfall). I det rom. Retssprog
bliver Udtrykket c. navnlig benyttet i sin
mellemste Bet. (Zufall). Men ligesom ved det
danske Ord »Tilfælde« føler man her det ubestemte
ved Ordet c. Idet det udtrykker noget negativt,
Modsætningen til det positive, hvad der var
villet ell. beregnet, faar det ogsaa retlig noget
ubestemt og bruges til at udtrykke
Modsætningen til forsk. positive Begreber: Stilles et Løfte
ell. et Testamente under en Betingelse, kaldes
denne postestativa, naar den Berettigede selv
kan opfylde Betingelsen, i modsat Fald bliver
den »tilfældig« (conditio casualis). Straffes en
Person kun for sine forsætlige Handlinger,
synes alle andre, uagtsomme og rent utilregnelige
Handlinger at kunne benævnes som c.; men
naar man efter lex Aquilia (s. d.) maa betale
Erstatning for baade forsætlige og uagtsomme
Handlinger, kan de sidste ikke her kaldes casuelle.
Naar nu Romerretten siger, at den, som gør
Andenmand Skade, og særlig, at den Debitor,
der ikke passer paa Kreditors Ting, som han har
i sit Værge, f. Eks. til Laan, Leje ell. Pant,
bærer Ansvaret for Forsæt og Uagtsomhed
(dolus og culpa), men ikke staar til Ansvar for
det tilfældige (c. non præstatur), saa ligger det
nær, og har i Alm. været antaget, at c.
betegner Modsætningen til det tilregnelige, altsaa
netop alle utilregnelige Tilfælde. Imidlertid
viser en Undersøgelse af Romerrettens mange
Udtalelser herom, at c. betegnede saadanne
Begivenheder, der efter Livets sædvanlige Gang
bringer Skade, uden at dette normalt kan
tilregnes nogen, fordi Skaden fra dem ikke kan
afværges, fordi de enten er uimodstaaelige ell.
kommer bag paa Folk. Dette ses af de stadig
tilbagevendende Eksempler (Fjende- ell.
Røveroverfald, Jordskælv, Lynnedslag, Ildebrand,
Sammenstyrtning, Oversvømmelse, Stranding),
der saaledes kun angiver en vis bestemt
Gruppe af samtlige utilregnelige Forhold. Det ses
endvidere af, at det fremhæves, hvorledes
Skaden kan skyldes c., men dog være en Person
tilregnelig (c. mixtus), f. Eks. naar denne mod
Aftalen fører en laant Hest i Krig, og Hesten
dræbes der. Disse normalt utilregnelige
Skadeaarsager kaldes c. ell. c. fortuitus (tilfældig),
c. improvisus (uforudset) ell. c. maior (større
ɔ: end menneskelig Magt); men væsentlig
ensbetydende hermed bruges Udtryk som vis
maior (højere Magt), damnum fatale
(skæbnesvanger Ulykke) ell. vis divina (guddommelig
Magt). Den retlige Bet. af, at c. ell. vis maior
foreligger, er nu i Kontraktsforholdene flg.:
Naar det ofte siges, at Debitor hæfter for
tilregnelig Skade, ikke for c., betegner c.
undertiden blot de gode Eksempler paa skyldfri
Situationer, men i Alm. betyder Sætningen c. non
præstatur, at Debitor ved at oplyse en c. har
ført et foreløbig tilstrækkeligt Bevis for sin
Uskyld, idet det jo dog er usandsynligt, at han
havde kunnet ell. burdet undgaa en Fare, som
Menneskene i Alm. ikke undgaar. Men dernæst
er der en Række Tilfælde, hvor man vilde være
fritaget for at efterforske, om der i det enkelte
Tilfælde foreligger Skyld ell. ikke, og vilde lade
Retsvirkningen udelukkende bero paa, om en
saadan klar skyldfri Situation som en c.
oplyses ell. ikke oplyses som Aarsag til Skaden.
Dette gjaldt den, som havde stillet en cautio
damni infecti (se cautio), idet hans Ansvar
for Skade ved Fejl i hans Anlæg kun kunde
hæves ved, at han beviste, at c. fortuitus var
Aarsag dertil. En Forpagter af en Landejendom
kunde faa Nedsættelse af Afgiften i slette Aar,
men kun, naar f. Eks. Høstens Ødelæggelse
skyldtes vis maior, en alm. og uafværgelig
Ulykke. Ejeren af et Oplagshus maatte betale
den Skade, som ramte oplagte Varer,
medmindre Skaden skyldtes vis maior ell. et røverisk
Indbrud. Endelig maatte Skippere, Gæstgivere
og Staldværter erstatte Skade, som ramte
Gods, der var i deres Værge, naar de ikke
beviste, at Skaden skyldtes vis maior ell. damnum
fatale.
Moderne Erstatningsret har ikke udtrykkelig
taget i Arv efter Romerretten den alm. Regel
om, at Debitor kan fyldestgøre sin Pligt til at
føre Uskyldsbevis ved at oplyse c.; men i det
virkelige Liv vil alligevel dette være en hyppig
Vej, han maa og tør gaa. Derimod har moderne
Ret paa fl. Omraader bevaret Reglen om, at
selve Retsvirkningen gøres afhængig af
c.-Situationen. Lovene benytter i Reglen det
prægnanteste Udtryk, vis maior (oversat ved act of
God or the King’s enemies, force majeure,
höhere Gewalt, högre hand). Den romerretlige
Regel er bevaret m. H. t. Gæstgivere, men
navnlig i mange Sølove m. H. t. Skipperes (ɔ:
Rederes) Ansvar for Ladningen. Nyeste tysk Ret
lægger nu dog Vægten paa Rederens,
Skipperens ell. Besætningens individuelle Skyld. Om
vor nordiske Sølov, som i sin § 142 giver Regel
om Ansvaret for Ladningen, ved sine Udtryk
»Søulykke, Opbringelse ell. anden ulykkelig
Hændelse, som det ikke har staaet i Skippers ell.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
