Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cignani, Carlo, Cavaliere, ital. Maler, (1628-1719) - Cignaroli, Gianbettino, ital. Maler fra Verona (1706-70) - Cigoli L., se Cardi. - Cikader danner den ene af de 4 store Hovedgrupper, hvori Rynchoternes ell. de Næbmundedes Orden falder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bekendteste af hans tidligere Arbejder hører
Freskomalerierne i det farnesiske Palads i
Bologna: »Frants I helbreder ved Berøring de Syge
i Bologna« m. v. Efter et treaarigt Ophold i
Rom var han atter i fuld Virksomhed i sin
Fødeby, hvor han malede en Mængde dels mytol.
(f. Eks. Amormyten, Danae etc.), dels kirkelige
Billeder for Private. Et af sine Hovedværker
udførte han, allerede højt til Aars, i Forli, hvor
han i Domkirkens Kuppel i Freskobilleder
fremstillede »Maria’s Himmelfart« (Madonna del
Fuoco), et Arbejde, der spændte over en Snes
Aar. Endog som Olding formaaede han at
overkomme store Arbejder. C. er
Bologneser-Skolens sidste fremragende Repræsentant. Uden for
Italien findes der Arbejder af ham bl. a. i
Berlins Kaiser-Friedrich-Mus. (»Venus og Anchises«),
i Wiens Hofmus. »Pera og Kimon« m. m., i
Dresdens Galeri »Josefs Kyskhed«, i Sthlm’s
Nationalmus. en »Caritas«. Nationalgaleriet i
Kbhvn ejer bl. a. en god »Hellig Familie« og
Skolearbejdet »Josef og Potifars Hustru«. En
Søn, Felice (1660—1724), og dennes Søn,
Paolo (1709—64), var ligeledes Malere. (Litt.:
Zanelli, Vita del gran pittore C. C. [Rom
1722]).
A. Hk.
Cignaroli [t∫inja↱roli], Gianbettino, ital.
Maler fra Verona (1706—70), var Elev af Santo
Prunati og Balestra, og uddannede sig
endvidere, særlig efter P. Veronese, i Venedig. I
Verona, hvortil han hovedsagelig er knyttet,
vandt han snart stort Ry, flink og ferm
Manierist som han var, og blev Direktør for
Accademia di pittura; et Bevis paa hans Anseelse er
det store Antal Bestillinger, der strømmede ind
til ham fra Fyrster (Josef II) og fornemme
Personer. I Italien findes talrige kirkelige
Arbejder af den flittige Kunstner; et Hovedværk
»Rahel’s Død« (Akademiet i Venedig).
Hofmuseet i Wien ejer hans »Maria med
Barnet og den hellige Ottilie«, Prado-Mus. i Madrid
en »Madonna med Hellige«. C. var alsidig
anlagt, drev fys. Studier, forsøgte sig med Held
som Digter og forfattede kunsthistoriske
Værker: Serie de’ pittori veronesi (i 3. Bd af
Cronica della Zagata) m. v.
A. Hk.
Cigoli [↱t∫igoli] L., se Cardi.
Cikader danner den ene af de 4 store
Hovedgrupper, hvori Rynchoternes ell. de
Næbmundedes Orden falder. De kendes paa den lange,
treleddede Snabel, paa de korte, børsteformede
Følehorn og paa, at Vingerne er mere ell.
mindre gennemsigtige; 1. Par antager dog som
oftest en mere læderagtig Beskaffenhed.
Bagbenene er hyppig kraftige Springben. Hovedet
er altid stort og veludviklet; det bærer foruden
de to store, tavlede Øjne som oftest 2 enkelte
Øjne, der dog ogsaa kan mangle. Snablen, som
i øvrigt er sammensat paa samme Maade som
Bladlus’ og Tægers, udgaar tilsyneladende fra
Hovedets Underside og ligger, saa længe den
ikke bruges, bøjet ned under Bugen. Den er,
som næsten overalt i denne Orden, et sugende
Redskab, hvis Kindbakker og 1. Par Kæber er
Stikkebørster, men hvis 2. Par Kæber
(Underlæben) er sammenvokset til et hult Rør, hvori
Stikkebørsterne er skjulte, og som understøtter
disses Bevægelser og danner det Hulrum, hvori
Plantesafterne suges op. Hovedet forlænger sig
ofte fortil, navnlig hos Fulgoriderne
(Lyscikaderne) i et ejendommeligt, tykt,
snabelagtigt Fremspring og er især hos den
mærkelige surinamske Lygtedrager stærkt oppustet og
meget stort. Paa Brystets Bygning skal ikke her
gaas ind. Kun skal bemærkes, at det, der giver
saa mangfoldige tropiske C. (navnlig Gruppen
Membracidæ) deres ejendommelige Præg og
eventyrlige Udseende, næsten altid skyldes de
yderst mærkværdige, i høj Grad varierende
Udvækster paa den forreste Brystring, og som
ogsaa findes hos en af de danske Arter, den
mærkelige Horncikade (Centrotus cornutus F.), den
eneste Repræsentant i Danmark af
Membracidernes ellers næsten helt tropiske Fam. Af de
2 Par Vinger, som i Hvilen bæres tagformet
over Kroppen, er, særlig hos Smaacikader
(Cicadellidæ) og Membraciderne, 1. Par
læderagtigt og tykt; undertiden er begge Vingepar,
som hos den mærkelige Poeciloptera
phalenoides, dækkede med et hvidt, voksagtigt Støv,
hvorved Dyret i meget høj Grad kommer til at
ligne en Sommerfugl. Hos Sangcikaderne er
begge Par Vinger glasklare, gennemsigtige og
gennemtrukne af et groft, stærkt Ribbenet. Hvad
Benene angaar, er 1. og 2. Par i Alm. korte, 3.
Par derimod, navnlig hos Smaacikaderne,
omdannet til kraftige Springben. Bagkroppen er
næsten altid kort, tyk og plump, mere ell.
mindre skjult af Vingerne og ender hos Hunnerne
i en Læggebrod. Denne er hos Sangcikaderne
dannet af savdannede Klinger, hvormed de
saver Huller i Træernes Grene, og inde i disse
lægger da Dyrene deres Æg. Bagkroppen er
ofte hos tropiske, navnlig orientalske, Former
dækket af et tykt Lag fint, hvidt Voks, som hos
visse Former secerneres i saa rigelig Mængde,
at man deraf har kunnet fremstille et i
Handelen gaaende Produkt (kin. Voks). Dette
udsvedes i lange, tynde Traade fra talrige Kirtler
spredte ud over Bagkroppen. Hos
Fulgoriderne (Lyscikaderne) har man ment, at
der fra forsk. Steder paa Huden skulde
udstraale et stærkt lysende Skær. Navnlig er dette
blevet paastaaet for den kin. Lanternedrager
(F. candelaria), men ganske særlig for den i alle
Middelalderents foliostore Billedværker over
Naturaliekabinetter figurerende surinamske
Lygtedrager (F. lantenaria), om hvilken M. Merian
paa sin Rejse i Sydamerika fortæller, at Lyset,
 |
| Cikader (Sangcikade og Skumcikade). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
