- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale /
750

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dannelse. D.'s Bet. fremgaar ikke blot deraf, at D. er Formaalet for Opdragelsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

der kræver Legemets harmoniske Udvikling til
Sundhed, Styrke og Smidighed og saaledes, at
dette tillige giver sig til Kende i Holdningens
Anstand og Bevægelsens Frihed. Det vil let ses,
at man ved ensidig at lægge Eftertrykket paa
en af disse Arter af D. ell. ved at kræve en
Kombination af to ell. fl. kan komme til en
Mangfoldighed af Dannelsesidealer. Der har da
ogsaa været Tider, da man f. Eks. særlig har
lagt Vægt paa legemlig D. i Forbindelse med en
vis mystisk Art af Hjertets D. (Middelalderens
Ridder) ell. paa en blot formel og selskabelig D.
(Hofmanden) ell. paa en vis Forbindelse af
Villiens og Følelsens D. (Kristendommen). Til D. i
fyldigste Forstand naar man imidlertid kun ved
en Forbindelse af dem alle. Thi som hver af
disse Arter af D. viser sig som en Harmoni, en
spændig Ligevægt af forsk. Kræfter (Fantasi og
Tænkning, Hjerte og Fornuft, Drift og sædelig
Vilje o. s. v.), vil sand D. igen vise sig som en
Harmoniers Harmoni, en spændig Ligevægt af
alle disse Kræfter under den sædelige D.’s
Forsæde. Den største Tilnærmelse dertil, men med
Eftertryk paa den æstetiske Side, er naaet af
Grækerne. Idealet var for dem en fri og alsidig
D. af Mennesket, den fuldstændigste Udfoldelse
af dets sanselige, tænkende og følende som af
dets sædelige Side. Denne indre Fuldendelse
giver Skønhed, som Ungdom giver Ynde; til
Sjælelivets Skønhed svarer dets Udtryk i et
skønt, ved Opdragelse, Øvelse og Pleje fuldendt
Legeme, og ved Navnet καλοκαγαθία betegner
Grækerne selv deres Ideal af menneskelig D.,
Dygtighed og Skønhed i eet. Det var dette
Begreb af D., der foresvævede Schiller og Goethe
som ogsaa til Dels de store pæd. Reformatorer
Rousseau og Pestalozzi, den harmoniske
Udvikling af alle Menneskets Evner og Kræfter.

Ud fra denne Betragtning kan vi bestemme
det humane Dannelsesideal. D. betyder ifølge
Ordets Oprindelse Formning af et Stof efter en
forud given Form (ell. Mønsterbillede) og særlig
den inden fra sig fuldbyrdende Udvikling af et
organisk Væsen til fuldkommen Form ell.
Skikkelse og dernæst Produktet af denne Formen
og Dannen. Et dannet Menneske i Ordets
højeste Bet. vilde være det Menneske, der ved
Opdragelse, Undervisning og Selvdannelse af sine
Evner og Anlæg var naaet til at fremstille
Menneskevæsenet i ren og fuld Udfoldelse, og dette
krævede da hin spændige Ligevægt mellem alle
de angivne Dannelsessider: »en klar og dyb
Erkendelse af den naturlige og hist. Virkelighed,
en sikker Dom over sine egne Forhold og
Opgaver, en fast, ved de højeste menneskelige
Formaal bestemt Vilje, en rodfæstet Retsindighed,
en fin Følelse for det sømmelige og passende og
en disciplineret Sanselighed med forædlet
Nydelsesdrift, der, tilbagevisende det raa og lave,
er modtagelig for alt skønt og ligesom tjener som
Grundlag og Resonansbund for et rigt Sindsliv«.

Det vil imidlertid paa den ene Side ikke
kunne overses, at dette Ideal, hvis
Virkeliggørelse jo ogsaa er afhængig af den Fylde af
Forestillinger og Indtryk, der tilføres
Bevidstheden til Bearbejdelse, kun kan naas i en
Tilnærmelse, og D. fremtræder som D. i videre og
snævrere Forstand ell. bedre som lavere og
højere D. Skolen deles efter menneskelige
Vilkaar ganske naturlig i Grundskolen,
Mellemskolen og den højere Skole, og selv om de i
Grunden har samme Maal, Almendannelse, og
alle skal tilstræbe en harmonisk, alsidig og
ligelig Udvikling af Barnets Evner og Kræfter, kan
de dog efter den forsk. Tid, de har til Raadighed
for den dannende Virksomhed, kun virkeliggøre
dette Maal i forsk. Fylde og Udstrækning. Det
er da til Dels berettiget, naar man jævnlig
bestemmer højere D. som enstydig med at have
gennemgaaet en højere Skole, kun at det ikke
maa glemmes, at det ikke er givet, at den
højere Skole virkelig yder en saadan indre,
harmonisk Formning, og at ogsaa den lavere
Skole kan yde Dannelsesbetingelser, der ved
fortsat virksom Selvdannelse kan naa et godt
Stykke frem ad den virkelige D.’s Vej. Paa den
anden Side maa det udtrykkelig fremhæves, at
D. ogsaa kræver en særegen Udformning efter
Folk og Tid, Køn og Livsvilkaar (Stand) i det
hele. Det rent almene Menneske eksisterer ikke.
Mennesket er for det første folkelig bestemt.
Ethvert Folk og enhver Tid har sin
ejendommelige Kraft, sædelige Værdighed og Skønhed
og skal ikke realisere en Normaltype, den være
gr. ell. jødisk, men sin egen. Og da den Enkelte
kun eksisterer som Led i dette
nationalhistoriske Hele, kan vi nærmere bestemme D. som
den ved Opdragelse, Undervisning og
Selvdannelse erhvervede Evne til fuld og alsidig
Deltagelse i sit Folks og sin Tids
aandelig-historiske Liv. Mennesket er dernæst kønslig bestemt,
og D. betyder noget andet hos Manden end hos
Kvinden. Og endelig er Mennesket bestemt ved
sit Livskald, sin Livsgerning. Inden for det
samme Folk finder vi altid forsk. Kredse, hver med
en egen Formning af sit Livsindhold, og D.
betyder noget andet for Officeren end for den
Handlende, for den Lærde end for Bonden.
Hvad det særlig kommer an paa, er, at den
enkelte ud fra det Punkt, hvor Natur og Skæbne
har stillet ham, finder sig til Rette i
Virkeligheden og bygger sig en egen, i sig
samstemmende, aandelig Verden, den være nu stor ell.
lille. Det er ikke Massen af, hvad et Menneske
ved ell. har lært, der bestemmer hans D., men
den indre Bearbejdelse og Tilegnelse til en
ejendommelig Livsfylde og selvstændig Dom. Vi
kan saaledes f. Eks. med Rette tale om en
dannet Bonde. Lad ham ikke blot gøre sin Gerning
vel, men forstaa den og kunne gøre Rede for
den, lad ham have et klart Blik for de
Forhold, af hvilke hans Gerning er afhængig, og
den naturlige og hist. Verden, i hvilken han
lever, lad ham have forarbejdet dette sit Livs
Erfaringer og Indtryk til et eget Livssyn og til
en selvstændig Opfattelse og Bedømmelse af det,
der ligger for, og vi maa kalde ham en
intelligent og dannet Mand. Men har et Menneske
ikke forarbejdet sine Erfaringers og sin
Skoledannelses Stof saaledes, saa kan han i øvrigt
have nok saa mange Kundskaber, være nok saa
beleven og inde i Formerne for den gode Tone,
kunne tale med om alt muligt og være hjemme
i nok saa mange Sprog, og han har dog kun
»Halvdannelse«, en ensidig og overfladisk D.,
der kun med Urette bærer D.’s Navn.
Cl. W.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:00 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/5/0812.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free