Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De Longøerne, se Nysibiriske Øer. - Delord, Taxile, fr. Forf. (1815-77) - Delorenzit, et Mineral af Sammensætning: 2FeO,H02,2Y203,24TiO2 - Delorme, J., se Sainte-Beuve. - Delorme, Marie de Lon de l'Orme, kaldet Marion D., fr. Kurtisane af adelig Byrd (1613-50) - Delorme (ell. de l'Orme), Philibert, fr. Arkitekt, ( -1570) - Delorme, Pierre Claude François, fr. Maler og Litograf (1783-1859) - Delos, gr. Ø omtr. midt i Archipelagos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Delord [dö-lå.r], Taxile, fr. Forf.
(1815-77), f. i Avignon af protestantiske Forældre,
gik 1837 til Paris, hvor han blev Medarbejder
ved Vert-Vert, Message o. fl. Blade. 1842-58
var han med en kort Afbrydelse Chefredaktør
for Charivari, senere især en ivrig Medarbejder
ved Siècle. Efter den fr.-tyske Krig valgte Dept.
Vaucluse ham til Nationalforsamlingen, hvor
han sad paa yderste venstre Fløj og 1871-76
begunstigede alle republikanske Bestræbelser.
Allerede 1841 havde han skrevet Physiologie de
la Parisienne; en stor Del af sine
Dagbladsartikler samlede han i Matinées littéraires (1860);
1864 forfattede han Scenestykket La fin de la
comédie. Hans Hovedværk er Histoire du
second empire (6 Bd, 1868-75), hvis oppositionelle
Tendens gjorde stor Lykke (3. Udg. 1880-83).
S. Ms.
Delorenzit, et Mineral af Sammensætning:
2FeO,HO2,2Y2O3,24TiO2, danner sorte, rombiske
Krystaller med harpiksagtig Glans; findes ved
Gravezzia i Piemont.
O. B. B.
Delorme [dö’lårm], J., se Sainte-Beuve.
Delorme [dö’lårm], Marie de Lon de
l’Orme, kaldet Marion D., fr. Kurtisane af
adelig Byrd (1613-50). Hun var lige saa
letfærdig som smuk og aandrig, og hendes talløse
galante Forbindelser spiller en stor Rolle i
Tidens Skandalehistorie; at tælles bl. hendes
Tilbedere hørte til god Tone. Mest berømt er
hendes Forhold til Cinq-Mars. I Frondens Tid var
hendes Hus paa Place Royale Samlingsstedet
for de fornemste Frondører, navnlig Prinserne
af Condé og Conti; efter deres Fængsling skulde
hun ogsaa have været arresteret, men hendes
pludselige Død hindrede det. Der dannede sig
senere Sagn om, at hun ikke var død, men havde
haft en lang, bevæget Livshistorie i England.
V. Hugo har gjort hende til Heltinde i
Dramaet Manon D.; i A. de Vigny’s Roman
Cinq-Mars spiller hun en stor Rolle.
(F. J. M.). P. L. M.
Delorme [dö’lårm] (ell. de l’Orme),
Philibert, fr. Arkitekt, f. i Lyon i Beg. af 16.
Aarh., d. i Paris 8. Jan. 1570. Som ganske ung
rejste han til Rom, hvor han med Iver
studerede antik og moderne Arkitektur; 1536 kaldtes
han af Kardinal du Bellay tilbage til Frankrig
og kom hurtig i Berøring med Hoffet, saa at
der 1548 overdroges ham Tilsyn med de kgl.
Bygninger. Han er en af de første fr.
Arkitekter, som afgørende brød med Gotikken og
overførte Italiens Højrenaissance paa fr. Grund i
en Skikkelse, som stundom var mere
klassiskstreng, stundom mere legende og ornamental.
De fleste af hans Bygværker eksisterer ikke
mere; for Diana af Poitiers byggede han 1552
Slottet Anet, hvis faa Rester nu er opstillede i
Gaarden i École des beaux arts i Paris; for
Katarina af Medici begyndte han 1564
Opførelsen af det 1871 nedbrændte Slot Tuilerierne,
hvis nederste Del med de karakteristiske
Søjler - D.’s »fr. Søjleorden« - skyldes ham,
medens andre har fortsat Arbejdet. Han har
fremdeles bygget Slottet Meudon, tegnet Frants
I’s Gravmæle i Kirken St Denis o. s. v. Han
opfandt et sindrigt konstrueret Buetag, hvis
Buer sammensattes af korte Stykker af Planker
i fl. Lag med vekslende Stød, forbundne ved
Bolte. Vidnesbyrd baade om hans Selvfølelse og
hans arkitektoniske Kundskaber er et Par
interessante, litterære Værker, Nouvelles
inventions pour bien bastir et à petits fraiz (1561)
og Le premier tome de l’Architecture (1567).
Hans Biografi er skrevet af Vachon (Paris
1887).
(E. S.). C. A. J.
Delorme [dö’lårm], Pierre Claude
François, fr. Maler og Litograf (1783-1859),
udviklede sig under Girodet’s Vejledning og ved
Studiet af de gl. Mestere i Rom (hvor han 1810
malede et Hovedværk: »Abel’s Død« [Mus. i
Montpellier]) til en akademisk-korrekt Maler,
men tør og teatralsk, af den David’ske Type.
Senere Værker: »Leander’s Død«, »Jairi
Datter«, »Cephalus bortført af Aurora« etc. og
omfattende Malerier paa offentlig Bestilling, til
Kirkerne St Gervais, St Eustache, Notre Dame
de Lorette (»Santa casa’s underfulde Flytning
til Loretto«) m. fl.
A. Hk.
Delos, gr. Ø omtr. midt i Archipelagos, c.
5 km2 stor, nu sædvanlig kaldet Mikrá Dilos
(ɔ: Lille-D.) i Modsætning til den lige overfor
liggende, noget større Ø Megáli Dilos (Store-D.,
det antikke Rheneia). D. hører til de nordligste
Kyklader, der i Oldtiden havde ionisk
Befolkning. Et Sagn fortalte, at Øen opr. havde
svømmet omkr. paa Havet, men af Guderne blev
bundet urokkelig fast, efter at Leto havde
fundet Tilflugt paa den, da hun skulde føde sine
Børn, Apollon og Artemis. Omtr. midt paa Øen
hæver sig Bjerget Kynthos (113 m højt),
hvorfra den lille Bæk Inopos strømmer ned. Paa
det lave Land ved Klippens Fod laa i Oldtiden
Byen D. og en Apollon-Helligdom, hvis Ry
naaede tilbage til forhistorisk Tid. Helligdommen
var et religiøst Midtpunkt for en stor Del af
den ioniske Stamme; til de store Fester, som
fejredes her (jfr. Delia), samledes
Afsendinge ikke blot fra de omliggende Øer, men ogsaa
fra Fastlandet. Særlig stod D. i nært Forhold
til Athen; dens Ry som hellig Ø førte til, at
Peisistratos omtr. 543 f. Kr. »rensede« den Del
af Øen, som kunde ses fra
Apollon-Helligdommen, d. v. s. optog og fjernede de gl., til Dels
forhistoriske Grave derfra. En fuldstændigere
Renselse, som gjaldt hele D., foretog Athenerne
426 f. Kr.; siden var det forbudt at begrave paa
Øen. Ligene førtes over til Rheneia. P. Gr. a.
D.’s gl., religiøse Bet. valgtes Apollon-Templet
til Skatkammer for det ioniske Forbund, som
under Athenernes Ledelse stiftedes 477; dog
overførtes Skatten allerede 454 til Athen, til
hvilken Stad D. i den flg. Tid stod i
Afhængighedsforhold. 315 blev D. frigjort fra Athens
Aag; i de næste 150 Aar falder Helligdommens
mest blomstrende Tid: mange Bygninger og
store Indskrifter, der bl. a. handler om
Templets Finansvæsen, stammer fra dette Tidsrum.
166 f. Kr. kom D. atter under Athen, men
Havnen blev erklæret for Frihavn, og Øen blev
Midtpunkt for en betydelig Mellemhandel
mellem Orienten og Grækenland. Store
Handelskompagnier havde deres Kontorer og
Samlingssted her. Da Korinth blev ødelagt (146 f. Kr.),
flyttede de korinthiske Købmænd for en Del
deres Forretning til D. D.’s Blomstring fik
imidlertid en brat Ende. 88 f. Kr. besatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
