Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De Morgan, Augustus, eng. Matematiker, (1806-1871) - de mortuis nil nisi bene (lat.), »om de Døde (maa man) ikke (sige) andet end godt« - Demos, det gr. Ord for Folk, sjældnere for det af et Folk beboede Land; dernæst tillige Betegnelse for det suveræne Folk - Demosthenes, - 1) Alkisthenes' Søn, athenisk Feltherre i Beg. af den peloponnesiske Krig - 2) Demosthenes' Søn, Grækenlands og Oldtidens største Taler, (383-322 f.Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og beklædte, med en enkelt Afbrydelse (1831-
36), denne Stilling indtil omtr. 4 Aar før sin
Død. Han var en Matematiker af ualmindelig
Lærdom og har skrevet en Mængde Afh. over
alle Grene af Videnskaben; i sin Egenskab af
Prof. maatte han give Skoleundervisning,
hvorved han viste sig som en udmærket Lærer,
ligesom han har skrevet fl. fortrinlige Lærebøger i
Algebra, Trigonometri og højere Matematik
(Treatise on the differential and integral
calculus [1842]). Af hans Skr kan videre
fremhæves hans udmærkede populære Essay on
probabilities (1838, i Lardner’s Cabinet Cyclopaedia)
og to Lærebøger i Logik.
Chr. C.
de mortuis nil nisi bene (lat.), »om de
Døde (maa man) ikke (sige) andet end godt«;
maaske Oversættelse af et Ord af Chilon (s. d.).
A. B. D.
Demos, det gr. Ord for Folk, sjældnere
for det af et Folk beboede Land; dernæst tillige
Betegnelse for det suveræne Folk, Demokratiet
(saaledes anvendt om det personificerede
Demokrati, »Hr. Folk«, i Aristofanes’ »Riddere«). I
Attike betegner D. mere specielt en Kommune;
opr. siges Landet at have omfattet 100 D., men
Antallet steg i Tidens Løb til c. 190. D. var opr.
en kommunal Inddeling, men blev ved
Kleisthenes tillige en politisk Organisation, nemlig som
Elementer i den af ham indførte Fyleinddeling;
enhver Athener benævntes officielt med sit eget,
sin Faders og sin D.’s Navn. Medlemmerne af
en D. kaldtes Demoter, og hver D. havde en
Forstander, Demarchos, der ikke blot
forvaltede Kommunens Anliggender, men ogsaa
kunde optræde med en vis Politimyndighed.
K. H.
Demosthenes [gr. -’stene.s], 1) Alkisthenes’
Søn, athenisk Feltherre i Beg. af den
peloponnesiske Krig. Efter fl. Sejre over Ambrakioterne
satte han sig 425 f. Kr. fast i Pylos og
tilbageslog Lakedæmoniernes Angreb; derpaa gjorde
han i Forening med Kleon Landgang paa Øen
Sfakteria og tog den lakedæmoniske Besætning
til Fange. 413 afsendtes D. med en betydelig
Hjælpehær til Sicilien, hvor Nikias belejrede
Syrakus; men da Belejringshærens Stilling
desuagtet stadig blev daarligere, raadede han til
at opgive hele Planen og vende tilbage til Athen.
Da Nikias ikke fulgte hans Raad, delte D.
Skæbne med ham og blev efter Athenernes
Nederlag taget til Fange og henrettet af
Syrakusanerne.
2) Demosthenes’ Søn, Grækenlands og
Oldtidens største Taler, f. 383 f. Kr. i Athen, d.
322. Da hans Fader, som var Fabrikejer, døde,
medens D. endnu var Barn, kom han under
Formynderskab; men Formynderne tilvendte sig
største Delen af de dem betroede Midler og
forsømte hans Opdragelse. Disse Forhold bragte
D. til at studere Talerkunsten for ved dens
Hjælp at faa sin tabte Formue tilbage; som
hans Lærer i Veltalenhed nævnes Taleren
Isaios, og desuden vejledede Skuespilleren
Satyros ham i Foredragets Kunst. De
Vanskeligheder, som en svag Stemme og utydelig Udtale
lagde ham i Vejen, skal han med Opbydelse
af al sin Energi have overvundet, hvorom de
noksom bekendte Anekdoter beretter. Da D. 364
optraadte som Anklager mod Formynderne,
navnlig Afobos, lykkedes det ham ogsaa at faa
Dom over dem og genvinde en Del af, hvad de
uretmæssig havde tilegnet sig. Samtidig havde
han skabt sig et Navn i Athen og blev en søgt
Sagfører og Taleskriver for andre;
beundringsværdig er den Maade, hvorpaa han forstaar at
sætte sig ind i sin Parts Forhold og Følelser
og lægge ham de rette Ord paa Læben. I en
modnere Alder virkede D. som Sagfører i Sager,
der mere vedkom Offentligheden; hertil hører
Talerne mod Androtion og Timokrates (355),
mod Leptines (355-54) og mod Aristokrates
(352). Samtidig var han begyndt at optræde som
politisk Taler (om Skatteklasserne, om
Megalopoliterne og om Rhodiernes Forhold); men først
fra 351 er hans Virksomhed som politisk
Leder af afgørende Bet. Formaalet for D.
bliver at rejse Athenerne til Kamp mod Filip af
Makedonien for at hævde deres gl. Magtstilling
og Grækenlands Uafhængighed, og han
opfordrerdrer dem stadig til at ofre Liv og Penge for
Fædrelandets Sag; af Taler, der gaar i denne
Retning, er bevaret 10, de saakaldte filippiske,
hvoraf dog to med stor Sandsynlighed anses
for uægte. Til disse slutter sig Anklagen mod
Aischines for at have brudt sin Pligt som
Gesandt (se Aischines). Resultatet af D.’s
Stræben blev, at Athen 340 erklærede Filip
Krig og sluttede Forbund med Theben; men det
ulykkelige Slag ved Chaironeia (338) gjorde al
videre Modstand unyttig. D. deltog selv i Slaget
og hædredes bagefter med det Hverv at holde
Ligtalen over de Faldne. 2 Aar senere, kort før
Filip’s Død, stillede Ktesifon et Forslag om
offentlig at bekranse D. til Løn for hans
Fortjenester af Staten; mod dette Forslag
protesterede Aischines og anklagede Ktesifon; Sagen kom
imidlertid først 6 Aar senere (330) til
Forhandling og endte med D.’s fuldstændige Sejr. Den
saakaldte »Kranstale« er en Redegørelse for
hele D.’s Politik og et Mesterstykke af
Veltalenhed. D. nød dog ikke længe sin Sejr; 324
blev han anklaget, endog af sin Partifælle
Hypereides, for at have beriget sig af de hos den
atheniske Stat deponerede harpaliske Midler
(se Harpalos) og domfældt; da han ikke
kunde betale den ham idømte Bøde af 50
Talenter, blev han fængslet, men undveg. Efter
Alexander’s Død (323) blev han kaldt tilbage
og deltog i Rejsningen mod Makedonerne; efter
Athens Indtagelse flygtede han til Øen
Kalauria, hvor Antipatros’ Bødler indhentede ham;
han tog sig da af Dage ved Gift. Plutarch har
skrevet hans Biografi; men den bedste Kilde er
dog hans egne og hans Samtidiges Skr, især
Aischines’.
Dommen om D. som Taler har til alle Tider
været omtr. den samme; hans Ord er lige
skikkede til at overbevise og til at rive med; han
forener den fineste Kunst med den største
Naturlighed; han raader over Udtryk saavel for
den højeste Patos som for den jævneste
Fremstilling. En af Oldtidens Æstetikere, Dionysios
fra Halikarnassos, nævner med Rette Kraften
som den mest karakteristiske Egenskab hos
ham; den eng. Statsmand Lord Brougham siger
træffende: for D.’s Tanke var aldrig mere end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
