Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diffusion, en Bevægelse, som bestaar i, at et flydende Stof vandrer gennem et andet Stof - Diffusionsmetode, Diffusør, se Sukker. - Difilos, græsk Komediedigter fra Sinope, c. 300 f. Kr. - Difteri (gr.), Difteritis, Angina diphtheritica, Synanche contagiosa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Flader med stor Koncentrationsforskel nær
sammen og selvfølgelig tillige søge at gøre dem saa
store som muligt. Begge Dele opnaas i høj Grad
ved Rystning ell. Omrøring. Foruden efter
Koncentrationsfaldet retter D.’s Styrke sig baade
efter Beskaffenheden af det Stof, der vandrer,
og af det, gennem hvilket Vandringen gaar.
Ved stigende Temp. bliver D. livligere. Lovene
for D. ligner i høj Grad Lovene for
Varmeledning, men bliver mere sammensatte, naar, som
det ofte er Tilfældet, to Stoffer bevæger sig
samtidig gennem hinanden i modsatte
Retninger. Vædskers D. er imidlertid en meget
langsommere Bevægelse end Varmeledning. Hvis f.
Eks. det omtalte Cylinderglas er 1 m højt, vil
det vare fl. Aar, inden Saltet og Vandet har
blandet sig saa fuldstændigt, at der ikke mere
kan paavises nogen Vægtfyldeforskel mellem
de øverste og de nederste Lag. Er Højden
derimod kun 1 cm, vil samme Resultat være
opnaaet i 10000 Gange saa kort Tid. (I det lange
Rør skal der nemlig flyttes 100 Gange saa
meget Salt som i det korte, men i Tværsnit i de
to Rør, der svarer til hinanden, er
Diffusionsstrømmen til enhver Tid 100 Gange saa stærk
i det korte som i det lange). Vædsker med stor
elektrisk Ledningsevne og stærk kem.
Virksomhed viser som Regel den livligste D. Mange
Vædsker, f. Eks. Vinaand og Vand, Vand og
vandige Opløsninger, blandes med hinanden
i alle Forhold, hvilket vil sige, at D. mellem
dem ikke hører op, før Vædsken er ens overalt.
Andre Vædsker, f. Eks. Kviksølv og Vand,
blandes slet ikke, fordi der ingen D. finder Sted.
Atter andre Vædsker viser et mellemliggende
Forhold, i det de kun blandes til en vis Grad.
Hælder man saaledes vandfri Æter (Ætylæter)
paa Vand, vil Skillefladen mellem de to
Vædsker holde sig skarp, men samtidig diffunderer
der lidt Vand op i Æteren og noget mere Æter
ned i Vandet. Naar Æteren er »mættet« med
Vand og Vandet med Æter, hører D. op, og
man kan ikke ved Omrystning blande de to
Vædsker yderligere. Lgn. Forhold maa finde
Sted, hvor en Olie med stærk Lugt ell. Smag
ved Sammenrystning med Vand faar dette til
at lugte ell. smage af Olien, selv om man ikke
ad anden Vej kan iagttage nogen Blanding af
de to Stoffer. D. er en nødvendig Betingelse
for, at to Vædsker skal kunne blande sig med
hinanden, og ligeledes for, at et fast Legeme
skal kunne opløses i en Vædske. - Skiller man
to Vædsker, der kan blandes, fra hinanden ved
en tynd Plade ell. Hinde af et fast Stof,
optræder en Række mærkelige Fænomener. Man
kan opfatte Pladen som et Net ell. Filter med
overmaade fine Masker, der kun tillader yderst
smaa Partikler (Elektroner, Atomer, Molekyler)
at passere. De største Molekyler ell.
Molekylegrupper findes i Æggehvidestoffer, Lim,
Gummi og visse andre organiske Forbindelser, og
saadanne Stoffer holdes derfor tilbage af mange
Hinder, der lader Stoffer med mindre
Molekyler gaa igennem. De sidste Stoffer kan som
Regel krystallisere, de første ikke, og Graham,
der har anstillet de første Undersøgelser af
Bet. (1851) over D., delte derfor Stofferne i
Kolloider og Krystalloider og angav som Regel,
at kun de sidste kan diffundere gennem
Hinder. Ved Dialyse (s. d.) kan man derfor
ofte skille de to Slags Stoffer fra hinanden.
Vædskers D. gennem en Skillevæg kaldes
Endosmose ell. Osmose; den frembyder
mange lidet opklarede Forhold og spiller en
stor Rolle ved Stofbevægelsen i alle levende
Væsener. - Luftarters D. foregaar efter
lgn. Love som Vædskernes, kun betydelig
hurtigere, og Forholdene er simplere, da alle
Luftarter kan blande sig med hinanden i alle
Forhold. Det Rumfang af en given Luftart, der i
vis Tid trænger gennem en porøs Plade f. Eks.
af tør Gips, fandt Graham omvendt
proportionalt med Kvadratroden af Luftartens
Vægtfylde. Brint har 16 Gange saa lille Vægtfylde
som Ilt og skal derfor efter Graham’s Lov
diffundere 4 Gange saa hurtig. Graham viste,
at man ved dette Forhold delvis kan adskille
to Luftarter af forsk. Vægtfylde, der er
blandede (se Atmolyse), idet den, der har mindst
Vægtfylde, diffunderer hurtigere end den
anden. Medens Graham’s Lov tilnærmelsesvis er
rigtig for Luftarternes D. gennem porøse
Plader, bliver Forholdet et helt andet, naar D.
sker gennem ikke porøse Hinder, f. Eks. af
Kautsjuk ell. Sæbevand. Her indsuges (smlg.
Absorption) Luftarten paa Hindens ene
Side og frigøres paa den anden, hvorfor en
stor Diffusionsevne vil være betinget af, at
Luftarten absorberes stærkt af Hinden. En
Sæbeboble fyldt med Luft, der sænkes i et Kar
med Kulsyre, vil svulme op; Kulsyren
absorberes nemlig langt stærkere end Luften
og trænger derfor hurtigere ind i Boblen, end
Luften gaar ud af den. Ved Fordampning
spiller D. en vigtig Rolle, ganske som ved et
Salts Opløsning i Vand, idet Dampen ved D.
føres bort gennem det tykkere ell. tyndere
stillestaaende Luftlag, der dækker det
fordampende Legemes Overflade. Blæst fremmer
Fordampningen ved at gøre dette Luftlag tyndere.
K. S. K.
Diffusionsmetode, Diffusør, se Sukker.
Difilos, græsk Komediedigter fra Sinope, c.
300 f. Kr., tilhørende den »nyere attiske«
Komedie, levede mest i Athen, døde i Smyrna. D.
skal have forfattet 100 Komedier, af hvilke to
bearbejdedes af den rom. Digter Plautus i
Casina og Rudens, som er bevarede; ogsaa
Terents laante i et af sine Stykker, Adelphoe,
en enkelt Scene fra et Stykke af D.
K. H.
Difteri (gr.), Difteritis, Angina
diphtheritica, Synanche contagiosa, har været kendt fra
de tidligste Tider, men er blevet
sammenblandet med andre Sygdomme. Franskmanden
Bretonneau gav 1821 den første klassiske
Beskrivelse af Sygdommen; han opfattede den
som en lokal Affektion, medens mange senere
Forf. gjorde den til en generel Sygdom og
betragtede Halsaffektionen kun som en af dens
Lokalisationer. Efter mange Stridigheder, dels
om dette Punkt, dels om D.’s Forhold til Croup,
som Bretonneau i øvrigt havde betragtet
som identisk med D., er man naaet til at give
Bretonneau Ret i begge Punkter. D. er en
lokal Sygdom, en akut infektiøs Svælglidelse,
der alm. ledsages af sekundære generelle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
