Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Duclos, Charles Pinot, fransk Skribent, (1704-1772) - Ducommun, Elie, schweizisk Politiker og Forf., navnlig virksom for Fredssagen, (1833-1906) - Ducondray, Bourgault, fr. Musiker, (1840- ) - Ducornet, Louis Joseph César, fr. Historiemaler, (1806-1856) - Ducos, Jean François, Girondiner, (1765-1793) - Ducos, Roger, fr. Statsmand, (1747-1816) - Ducos, Théodore, fr. Statsmand (1801-55)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Salonerne og de litterære Selskaber gav hans
selvsikre, kløgtige Ræsonneren og den bidende
Spot, han slyngede sine Modstandere lige i
Ansigtet, ham stor Anseelse og Magt. 1747 blev
han Medlem af Akademiet og dets livsvarige
Sekretær, 1750 kgl. Historiograf i Voltaire’s
Sted, 1755 adledes han. Han arbejdede ivrigt
og virkningsfuldt for at skaffe Litteraturens
Mænd Anseelse; de radikalere
Oplysningsfilosoffer stod han dog køligt til, enten dette skyldtes
hans ligevægtige og kritiske, men noget snævre
Aand ell. Ulyst til at miste Magthavernes Yndest.
Nogle har paastaaet, at han med sin meget
omtalte Frimodighed i Bunden var beregnende
nok; vist er det dog, at han under
Regeringsforfølgelsen mod hans Ven la Chalotais (s. d.) var
saa ligefrem i sine Udtalelser, at han fandt det
raadeligt at forlade Landet en Tid (1766).
Udbyttet af hans Rejse var Voyage en Italie
(udkom 1791). - D.’s Æuvres complètes er udg.
1806 af Auger (10 Bd) med en Levnedsskildring
af hans Ungdomsliv. (Litt.: Peigné, Ch. D.
[Paris 1867]; L. Maudon, De la valeur hist.
des mémoires secrets de D. [Montpellier 1872];
Sainte-Beuve, Caus. du lundi [9. Bd]).
P. L. M.
Ducommun [dykå’mö], Elie, schweizisk
Politiker og Forf., navnlig virksom for
Fredssagen, f. 19. Febr 1833 i Genève, d. i Bern 7.
Decbr 1906. D. blev 1855 Redaktør for Revue
de Genève og 1871 for Bladet Helvétie i Bern;
samtidig var han Medlem af det store Raad i
Genève 1856-65, i Bern 1868-71. 1873-1903
var han Generalsekretær for
Jura-Simplon-Banens Anlægsselskab. Allerede 1862 havde D.
begyndt at vie Fredsbevægelsen sin Interesse og
et uegennyttigt, efterhaanden meget omfangsrigt
Arbejde, særlig af praktisk-organisatorisk Art.
1867 blev han Vicepræsident i Ligue de la Paix
et de la liberté, og i mange Aar var han
Medredaktør af Ligaens Organ Les États-Unis
d’Europe. Da Fredskongressen i Rom 1891 havde
besluttet at oprette et internationalt Fredsbureau
i Rern, blev Gennemførelsen af denne Plan
overdraget D., som ogsaa ledede Bureauets Arbejde
indtil sin Død og redigerede dets Organ
»Correspondance bi-mensuelle«. D. organiserede
Fredskongressen i Bern 1892 og tog i de flg.
Aar aktiv Del i de fleste Fredskongresser og
Konferencer, saaledes at han blev en af
Fredssagens mest fremtrædende Forkæmpere i 19.
Aarh.’s sidste Tiaar. I Anerkendelse heraf fik
han 1902, til lige Deling med Charles Gobat,
den interparlamentariske Unions
Generalsekretær, Nobel’s Fredspris. Han skrev Programme
pratique des Amis de la Paix (1897) og Précis
historique du mouvement en faveur de la Paix
(1900). D. var desuden Forf. af skønlitterære
Arbejder.
K. V. H.
Ducondray [dykå’dræ], Bourgault, fr.
Musiker, f. i Nantes 2. Febr 1840, er Elev af
Paris-Konservatoriet, hvor særlig Ambroise
Thomas var hans Lærer. D. tog 1862 første
Pris for Komposition, men har i øvrigt ikke
komponeret meget. Derimod har hans
Opmærksomhed været henvendt paa den ældre Musik,
og for at kunne fremføre denne stiftede D.
1869 en Korforening i Paris, der virkede paa
udmærket Vis, men kun i faa Aar, da D. maatte
trække sig tilbage af Helbredshensyn. Fra en
Rejse til Grækenland, som D. foretog for at
komme sig, stammer Kompositionen Le
carnaval à Athènes, Samlerværket Trente mélodies
populaires de la Grèce et de l’Orient (fra en
senere Rejse i England medbragte D. en lgn.
Samling eng. Folkesange [1885]) samt endelig
Rogen Souvenir d’une mission musicale en
Gréce et Orient. D. blev 1878 ansat ved
Paris-Konservatoriet som Docent i Musikhistorie.
W. B.
Ducornet [dykår’næ], Louis Joseph César,
fr. Historiemaler, f. 10. Jan. 1806 i Lille, d. 27.
Apr. 1856 i Paris. Han var Elev af Lethière og
Gérard. Hans Arbejder er mærkværdige Kuriosa
i Kunstens Historie; D. blev nemlig født uden
Arme, han malede saa med højre Fod og
Mund og nedlagde en saa stor Energi i sit
Arbejde, at hans Historiebilleder (»Hektors
Afsked« o. m. a.) gav anerkendelsesværdige
Resultater, særlig i Retning af Tegning og
Modelering. Værker af D. i fl. fr. Mus.
A. Hk.
Ducos [dy’ko], Jean François,
Girondiner, f. 1765 i Bordeaux, henrettet i Paris
31. Oktbr 1793. Regejstret for de ny Ideer om
Frihed og Lighed vekslede han allerede 1787
i de holl. Patrioters Rækker Skud med den
preuss. Invasionshær, kom derefter 1791 ind i
den fr. lovgivende Forsamling for Dept
Gironde og 1792 i Konventet, hvor han stemte for
Ludvig XVI’s Henrettelse uden Opsættelse og
hørte til Girondens yderste Venstre. Ved
Girondens Fald skaanedes han endnu, men da han
modig forlangte Retfærdighed for sine Venner,
blev hans Stilling uholdbar, og 3. Oktbr s. A.
blev han sat under Anklage, fængslet i
Konciergeriet hos de øvrige Girondinere og guillotineret
sammen med dem.
(F. J. M.). P. L. M.
Ducos [dy’ko], Roger, fr. Statsmand, f.
23. Juli 1747 i Montfort, Dept Landes, d. ved
Ulm 16. Marts 1816. Ved Revolutionens Udbrud
var D. Advokat og blev 1792 af sit Dept sendt
til Konventet, hvor han stemte for Ludvig XVI’s
Henrettelse. Skønt han baade som Menneske og
Politiker var uden større Evner, medførte
Omstændighederne, at han kom til at spille en
betydelig Rolle. Han blev i Direktoriets Tid
Medlem af de Gamles Raad, var dettes
Præsident, da det bøjede sig for det republikanske
Statskup 4. Septbr 1797, og efter Statskuppet
18. Juni 1799, som medførte tre af
Direktørernes Fald, blev han som Barras’ Kreatur
Medlem af Direktoriet og saaledes en af Frankrigs
Regenter. Da der pønsedes paa at styrte
Direktoriet og indføre en ny Forfatning, sluttede
D. sig til Sieyès; efter 18. Brumaire blev D.
(med Sieyès og Bonaparte) Medlem af det
provisoriske Konsulat; dog maatte han snart vige
Pladsen og blev Senatets Vicepræsident. Efter
Kejserdømmets Oprettelse blev han Greve; 1815
gjorde Napoleon ham til Pair af Frankrig.
Efter Waterloo maatte han som »Kongemorder«
vandre i Landflygtighed.
(F. J. M.). P. L. M.
Ducos [dy’ko], Théodore, fr. Statsmand
(1801-55), Brodersøn af ovenn. J. F. D., var
Skibsreder i sin Fødeby Bordeaux og sendtes
herfra 1834-48 til Deputeretkamret. Her hørte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
