Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyrepsykologl er Læren om de Funktioner hos Dyrene, som kan antages at medføre ell. være Udslag af sjælelige Fænomener
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dyrene indplantede Drifter til at handle
hensigtsmæssigt uden Bevidsthed om det tilstræbte
Maal. Sit skarpeste Udtryk har denne
Opfattelse faaet i Descartes’ Udtalelse, at Dyrene
overgaar Menneskene i alle saadanne
Handlinger, som ikke ledes af Tanker; deres Handlinger
bliver sikrere, fordi de handler som Automater,
ligesom et Urs Angivelse af Tiden er
paalideligere end det menneskelige Skøn. Denne
Paastand fortolkes i Alm. saaledes, at Descartes
frakender Dyrene alt Sjæleliv; det overses
ganske, at han her kun taler om Tænkning og
andet Steds udtrykkelig fremhæver, at Dyrene
rimeligvis har baade Fornemmelser og Følelse.
Den kirkelige Instinktlære beherskede de flg.
Tiders Opfattelse; endnu i Slutn. af 18. Aarh.
skriver Reimarus, at netop derved aabenbarer
det guddommelige sig i Dyrenes Natur, at
deres uædle Sjælekræfter er saa viselig
determinerede, at de dermed udretter mere til deres
sande Vel, end vi Mennesker med al vor
Tænkning og Overlæg kunde have udpønsket. Der blev
dog allerede af Descartes’ Samtidige rejst
Indsigelse mod denne Lære, og Striden om
Væsens- ell. blot Gradsforskel mellem Menneskets
og Dyrenes Sjæleliv er endnu standende blandt
de moderne Dyrepsykologer; tilmed er
Spørgsmaalet nutildags mere kompliceret end tidligere,
fordi højst forsk. Argumenter føres i Marken
for de forsk. Standpunkter. Derved deler
Hovedpartierne sig i mindre Afdelinger, som
indbyrdes vanskelig vil blive enige om noget andet
end netop det Hovedpunkt, paa hvilket de
bekæmper Modstanderne. Til yderligere Forvirring
af Situationen bidrager den Omstændighed, at
mange Dyrepsykologer omgaas paa en ret
letsindig Maade med psykologiske Begreber, som
ofte anvendes uden nærmere Definition i Bet.,
der ikke stemmer med Ordenes Anvendelse i
alm. Psykologi. Naar saaledes f. Eks. Bohn
tilskriver mange lavere Dyr Sansning og
Hukommelse, og Ziegler indrømmer, at Edderkopper
kan tænke, medens de nævnte Forskere er
enige om, at intet Dyr, maaske med Undtagelse
af de højeste Hvirveldyr, har Bevidsthed, saa er
disse Udtalelser efter alm. psykologisk
Sprogbrug ligefrem selvmodsigende. Ti Bevidsthed er
ikke noget ved Siden af Fornemmelser,
Forestillinger og Tankevirksomhed, men blot
Indbegrebet af alle disse sjælelige Fænomener, saa
det er ikke let at sige, hvad de nævnte
Forskere egl. har ment.
Idet alle mindre Uoverensstemmelser særlig i
teoretisk Henseende lades ude af Betragtning,
finder man flg. fire Standpunkter hævdede af
de betydeligste Repræsentanter for D. i Nutiden.
En Væsensforskel mellem Menneskets og
Dyrenes Sjæleliv fastholdes af to Grupper af
Forskere, der i øvrigt er indbyrdes højst
uenige, nemlig paa den ene Side
Jesuiterpateren Wasmann, der staar paa den
gamle Kirkelæres Standpunkt og
fraskriver Dyrene Tænkning, og paa den anden
Side de ekstreme Fysiologer Beer, Bethe, Ziegler,
Uexküll og Bohn, som overhovedet benægter
Berettigelsen til at antage Sjæleliv hos Dyrene,
dog med Undtagelse af de Pattedyr, der har
furede Storhjerner: Aber, Hovdyr, Rovdyr,
Sæler og Hvaler. Grænsen mellem de besjælede
Dyr og »Refleksmekanismerne« drages altsaa
her efter et rent anat. Kendemærke, skønt der
ikke foreligger nogetsomhelst Bevis for, at
Hjerneoverfladens Beskaffenhed skulde kunne
betinge en saa væsentlig Forskel. Det store Flertal
af Dyrepsykologerne synes dog at være enige
om, at der kun er en Gradsforskel mellem
Mennesket og Dyret i sjælelig Henseende, idet de
højest staaende Hvirveldyr kun adskiller sig fra
Mennesket ved at savne den abstrakte
Tænkning, som først bliver mulig ved Sprogets Hjælp,
og derfra synker Dyrenes Sjæleliv, med
aftagende Udvikling af Centralnervesystemet, ned
til primitive Former, som vi vanskelig kan gøre
os nogen Forestilling om. Ogsaa disse Forskere
deler sig dog i to Grupper, idet nogle, som
Romanes, Loeb og Lukas, strengt fastholder
det ovenfor anførte Princip: at Sjæleliv kun tør
antages hos de Dyr, der belæres af Erfaringen,
medens andre, som Wundt, Lloyd Morgan,
Claparède, Forel og Washburn, indrømmer, at
man ganske vist ikke kan bevise Sjælelivs
Eksistens hos andre end disse Dyr, men at man
dog ikke har nogen Grund til at betvivle
elementære sjælelige Fænomeners Forekomst hos de
lavere staaende, især ikke, hvis Dyrene besidder
Sanseorganer og har et Nervesystem, der
reagerer paa bestemte Paavirkninger. Denne
gennemgaaende Uenighed om Principperne for
Iagttagelsernes Fortolkning har været af stor Bet.
for D., idet den dels har forhindret en ensidig
Udvikling af Videnskaben og dels stadig har
affødt ny, indgaaende Undersøgelser, fordi
ethvert nyt Resultat straks blev underkastet
Kritik og Kontrolforsøg fra Modpartens Side.
D.’s Metode. Det Materiale, paa hvilket
D. er blevet bygget, var indtil Darwin’s og
Brehm’s Dage saa godt som udelukkende vundet
ved tilfældige Iagttagelser. Udføres disse af saa
kyndige Iagttagere som de nævnte Forskere,
kan der naturligvis ogsaa ad den Vej skaffes
paalidelige Kendsgerninger, men Beretninger fra
tilfældige Meddelere maa altid modtages med
Varsomhed. Thi hvis Meddeleren ikke er
fortrolig med de iagttagne Dyrs Sædvaner og
endnu mindre med de enkelte Individers
forudgaaende Erfaringer og desuden lider af den
alm. menneskelige Tilbøjelighed til at fortælle
en god Historie, saa vil det ofte være vanskeligt
at finde den sande Kerne i den Blanding af
foregivne Kendsgerninger og subjektiv
Fortolkning af disse, hvoraf Meddelelsen bestaar. Lloyd
Morgan anfører et meget oplysende Eksempel
paa, hvorledes den tilfældige Iagttager kan
misforstaa Situationen. Han havde i fl. Dage
eksperimenteret med sin Foxterrier for at se, om
Dyret var i Stand til at finde ud af, hvorledes
den skulde bringe en Stok med et kroget
Haandtag gennem et Jerngitters Tremmer. Men hvad
enten Dyret tog Stokken paa Midten ell. ved
en af Enderne, blev Krogen næsten altid
hængende fast i Jernstængerne, og kun rent
tilfældig lykkedes det Hunden ved en Drejning af
Hovedet at bringe Stokken igennem; den lærte
aabenbart intet af sine Forsøg, thi næste Gang
bar den sig ligesaa kejtet ad. En Dag halede
den saa voldsomt i Stokken, at hele Haandtaget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
