- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
612

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dysosmi (gr.), sygelig Forandring af Lugteevnen, hyppigst som en Nedsættelse - Dyspareunia (gr.), Smerter ved Samleje, især hos Kvinder - Dyspepsi (gr.), vanskelig Fordøjelse, Forstyrrelse og Uregelmæssighed i Fordøjelsens Mekanisme og Kemisme - Dyspnøe (gr.), Aandedrætsbesvær, Kortaandethed - Dyspraksi (gr.), mangelfuld Evne til at udføre kombinerede Bevægelser, til Trods for at Musklerne ikke er lammede. - Dysprosium, se Jordarter, sjældne. - Dysse (hertil en Tavle) (af isl. dys), en Gravhøj

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sjældnere saaledes, at der fremkaldes fejlagtige
Lugtfornemmelser. D. skyldes Sygdom i de Dele
af Næsens Slimhinde, hvor Lugtenerven har sin
Udbredning, ell. i selve denne Nerve, ell.
endelig i de Dele af Hjernen, hvor
Lugteindtrykkene omsættes til Fornemmelser. De
Lugte-Hallucinationer, der kan findes hos Sindssyge,
henregnes ikke til D.
Lp. M.

Dyspareunia [-ræ^u-] (gr.), Smerter ved
Samleje, især hos Kvinder. Beror paa sygelige
Tilstande i de kvindelige Kønsorganer, især
Betændelse.
Lp. M.

Dyspepsi (gr.), vanskelig Fordøjelse,
Forstyrrelse og Uregelmæssighed i Fordøjelsens
Mekanisme og Kemisme, er sjældnere en
selvstændig Lidelse - man taler om nervøs D.,
atonisk D. - end et Symptom, som kan findes
ved forsk. Lidelser af Fordøjelseskanalen,
specielt Ventriklen (ved Mavekatarr, kronisk
Alkoholisme, i Rekonvalescensen efter svære
Sygdomme). D.’s Symptomer er Mangel paa
Appetit, Kvalme, sur Smag, sure Opstød,
Halsbrænden, Følelse af Tryk og Spænding i Maveegnen,
især efter Maaltiderne, samt alm. Ildebefindende
med. Hovedpine, Træthed, Uoplagthed,
Svimmelhed. Ved Bradypepsi forstaas langsom
Fordøjelse.
(A. F.). H. I. B.

Dyspnøe (gr.), Aandedrætsbesvær,
Kortaandethed, skyldes sædvanlig en
for stærk Irritation af Respirationscentret
paa Grund af abnorm Beskaffenhed af
Blodet. For det meste paa Grund af et
Overskud af Kulsyre. Men ogsaa andre Syrer,
som bevirker, at Blodets Alkalescens nedsættes,
kan give Anledning til D. Saaledes Oxysmørsyre
ved Coma diabeticum. Ved Hjertesygdomme kan
der være en mangelfuld Forbrænding i Vævene
p. Gr. a. daarlig Iltning. Der optræder herved
Mælkesyre. Allerede Ophold i en Atmosfære,
som er overlæsset med Kulsyre ell. er iltfattig,
frembringer kendelig D. Det første ses f. Eks.
ved Ophold i slet ventilerede Rum, det sidste
ved Bestigning af høje Bjerge ell. paa Farter
med Luftballon. Den hyppigste Grund til D. er
imidlertid at søge i sygelige Tilstande, enten
Lidelser af Centralnervesystemet, der paavirker
Aandedrætscentret, derfor ved Læsioner af
Hjerne og Rygmarv ell. ved Sygdomme i disse
Organer, ell. i abnorme Tilstande af Blodet,
hvorved de røde Blodlegemers Antal ell.
Iltholdighed formindskes. Saaledes optræder D.
ved store Blodtab, ved Anæmier af anden
Aarsag, ved Blegsot. Den allerhyppigste Aarsag er
dog Affektioner af Aandedrætsorganerne selv
eller af Hjertet. I førstnævnte Henseende kan
nævnes sygelige Processer, som hindrer Luftens
rigelige Adgang til Lungerne, saaledes
Svulstdannelser i og ved Næsen, Svælget, Struben,
Luftrøret og dets Forgreninger, hvorved
Luftkanalerne forsnævres. Dernæst kan selve
Lungernes Virksomhed hindres, naar der findes
smertefulde Lidelser i Brystmuskulaturen, f.
Eks. et heftigt Sting; naar Vædske- ell.
Luftansamlinger uden om Lungerne trykker paa
disse; naar lgn. Ansamlinger, Svulster eller
Betændelser hindrer Mellemgulvets Bevægelser ell.
trykker det opad og derved presser Lungerne
sammen; endelig naar Lungerne har mistet
deres Elasticitet og ikke evner at drive den
indaandede Luft ud igen med tilstrækkelig Kraft
(ved Lungeemfysem), ell. naar Lungernes Masse
selv er angrebet (Lungebetændelse, Tuberkulose),
Endelig afgiver Hjertesygdommene et stort
Kontingent til D., idet Hjertet da ikke formaar at
lade Blodet cirkulere med fornøden Kraft og
Hurtighed gennem Lungerne.

Den ad disse forsk. Veje opstaaede D. viser
sig ved et anstrengt Aandedræt, enten saaledes
at Indaandingen er besværet ell. Udaandingen
ell. begge. I førstnævnte Tilfælde trænger
Luften ofte, som ved Croup og Pseudocroup, ind
med en pibende ell. hvislende Lyd, og den
mangelfuldt fyldte Brystkasse synker paa de
mest eftergivelige Steder ind p. Gr. a. det
derved opstaaede formindskede Lufttryk. Er
Udaandingen derimod besværet, som ved Astma
og ved Emfysemet, bliver Udaandingen
langtrukken, og Brystkassen holder sig udvidet. For
at modvirke det tilstedeværende mangelfulde
Aandedræt arbejder Bryst- og Halsmuskler
stærkt, og den Syge maa ofte rejse sig over
Ende for at finde Støtte (denne Form af D.
kaldtes ofte Orthopnøe). Den mangelfulde
Iltning af Blodet og dettes Opstemning i
Blodaarerne giver sig udvortes til Kende ved mere
ell. mindre stærk blaalig Farvning (Cyanose) af
Huden.
(A. F.). H. I. B.

Dyspraksi (gr.), mangelfuld Evne til at
udføre kombinerede Bevægelser, til Trods for at
Musklerne ikke er lammede.
K. H. K.

Dysprosium, se Jordarter, sjældne.

Dysse (hertil en Tavle) (af isl. dys, en Gravhøj;
i dansk Folkesprog sædvanlig en Stenhob)
betegner arkæol. en Klasse af Stenalderens
»megalitiske« Mindesmærker af store Sten. I ældre Tid
anvendtes Ordet D. stundom om alle
Stenalderens store Stengrave, navnlig ogsaa om
Jættestuer. Nutildags forstaas ved D. alene et
Mindesmærke, hvis Hoveddel er et ikke
jorddækket, større ell. mindre Kammer af svære Sten,
paa hvilke en enkelt stor Sten, sjældnere to,
alderens store Gravanlæg. I sin oprindeligste
hviler og tjener til Dække, de ældste af
Sten-Form er D.-Kamret aflangt firsidet, med en
stor (ell. to mindre) Sten i hver Langside, een
for hver Ende. Dets Længde kan naa 2,7 m,
men er oftest omkr. det halve. Siderne kan
være lige høje; ofte er dog en af Endestenene
lavere, ikke sjælden kun af halv Højde, ell.
den udgør blot en høj Tærskel. En senere
Udvikling af dette ældste Kammer øges i Størrelse,
idet Sidestenene stilles i Runding, mest 6 ell.
7 i Tal, væsentlig lige store, hvorved dannes et
polygonalt Kammer. Foran Indgangsstenen
kan ogsaa ved firsidede Kamre være 1 ell. 2,
sjælden fl. (indtil 4) Par af lavere Sten, der
danner en kort Gang. Gravrummets Højde er
skiftende, mest omkr. 1 m, i større Kamre op
til 1,6 m, sjælden 2 m. Bunden er lagt med
Ler, dækket med flade Sten ell. et Lag knust,
stundom hvidbrændt Flint. Sidestenene er satte
paa ell. lidt ned i Undergrunden, i Reglen
hældende lidt indad for at modvirke Trykket fra
Dækstenen, der kan være af meget store Maal,
indtil 3 1/4 m Br. og 1 m Tykkelse.
Mellemrummene mellem Bærestenene udfyldes med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:03 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/6/0642.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free