Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eliot, Edward Granville, Jarl af St Germans, eng. Statsmand (1798-1877) - Eliot, George, se Evans, M. A. - Eliot, John, eng. Statsmand, (1592-1632) - Eliot, John, »Indianernes Apostel« (1604-90) - Elipandus, se Adoptianisme. - Elis, i Oldtiden det nord-vestligste Landskab paa Peloponnes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vicekonge i Irland og 1857-58 samt paa ny
1859-66 under de liberale Ministerier Lord
Steward (Hofmarskal). Som saadan fulgte han
1860 Prinsen af Wales paa hans Rejse til
Kanada og Nordamerika.
E. E.
Eliot [’e£iət], George, se Evans, M. A.
Eliot [’e£iət], John, eng. Statsmand, f. 20.
Apr. 1592, d. 27. Novbr 1632. Efter en Studietid
i Oxford opholdt han sig i nogen Tid i London
for at sætte sig praktisk ind i Retsvæsenet og
foretog derefter en Rejse paa Fastlandet, hvor
han gjorde Bekendtskab med George Villiers,
den senere Hertug af Buckingham, der ganske
indtog ham for sig. Buckingham skaffede sin
Ven en Stilling som Viceadmiral i Devon, men
Venskabet stod dog paa svage Fødder; thi
bifaldt E. end af ganske Hjerte Buckingham’s
antispanske Politik, var han uenig med ham i
næsten alle andre Spørgsmaal. Han var en
heftig, noget trodsig Natur, en oprigtig
Puritaner om end fri for de fleste af sine Trosfællers
aandelige Snæversyn, men fremfor alt nærede
han en dyb Ærbødighed for Parlamentet,
særlig naturligvis for Underhuset, i hvilket han
næsten saa en guddommelig Institution.
Allerede 1623 havde han et Sammenstød med
Hoffet, og da han 1624 valgtes ind i Parlamentet,
optraadte han med hidtil ukendt Frimodighed
som Forsvarer af dets Privilegier. Ogsaa under
Karl I var han Medlem af Underhuset og
fjernede sig mere og mere fra Buckingham; det
afgørende Brud kom efter den mislykkede
Ekspedition til Cadiz (1625), efter hvilken han ikke
blot betragtede ham som en uduelig Politiker,
men som aabenbar Forræder. Som Leder af
Oppositionen i Underhuset anklagede han 1626
Yndlingen for Overhusets Skranke; men for at
redde sin Ven opløste Karl Parlamentet, og E.,
der i sin Anklagetale havde sammenlignet
Buckingham med Sejan, kastedes i Tower, hvorfra
han dog snart løslodes. Han havde en vigtig
Del i Gennemførelsen af Petition of right (1628)
og var Hovedmanden i den stormfulde Scene,
der gik forud for Parlamentets Opløsning 1629,
da der fældedes Dom over Karl I’s politiske
System. Som Følge heraf fængsledes han atter og
idømtes en meget stor Bøde. Et Ord kunde
have skaffet ham Friheden, men han nægtede
at forsvare sig for andre end Parlamentet for
ikke at krænke dettes Rettigheder, der for ham
- dog i alt for høj en Grad - faldt sammen
med Nationens, og døde i Tower. Hans under
Fængselsopholdet forfattede Skrifter, i hvilke
han mere viser sig som en entusiastisk Natur
end en logisk tænkende Aand, er udgivne af
Grosart: Monarchie of Man (1879); An apology
for Socrates (1879) (et Selvforsvar); Negotium
posterorum (1881); De jure majestatis (1882);
A Letterbook of Sir J. E. (1882). (Litt.:
Forster, Life of J. E. [London 1864]).
M. M.
Eliot [’e£iət], John, »Indianernes Apostel«
(1604-90), var f. i England og havde studeret
i Cambridge. Efter at have sluttet sig til
Puritanerne udvandrede han til Nordamerika, hvor
han 1632 blev Præst i Roxbury, der nu er
en Forstad til Boston. Han var en ualmindelig
from Mand og besjælet af en selvopofrende
Menneskekærlighed. Efter at de puritanske
»Pilegrimsfædre« var komne til Nordamerika
(1620), var lejlighedsvis en og anden Indianer
blevet paavirket af Kristendommen; men E. var
den første Protestant, der prædikede for
Indianerne paa deres eget Sprog. Han optog først
en ung Indianer i sit Hjem og lærte saaledes at
tale deres Sprog, og derpaa begyndte han (1646)
at opsøge Indianerne og prædike for dem, og
trods megen Modstand fra »Medicinmændenes«
Side lykkedes det ham snart at vinde adskillige.
Beretningerne om E.’s Virksomhed vakte stor
Opmærksomhed i England, hvor der 1649 blev
oprettet et Society for the Propagation of the
Gospel in New England og samlet Penge ind,
saa at E. kunde købe Land til sine
Indianer-Kolonier. Det var nemlig hans Formaal at
bringe Indianerne baade Kristendom og
Civilisation, og derfor vilde han samle de kristne
Indianere i særlige Kolonier. Den første kristne
Indianerlandsby blev anlagt 1650 i Nærheden af
Boston og fik Navnet Natick; her søgte E. at
virkeliggøre sine Ideer om et teokratisk
Samfund, hvis Konge var Gud, og hvis Lovbog var
Biblen. Til Forskel fra Katolikkerne vilde E.
ikke haste med Daaben, men vente med at døbe,
indtil han havde forvisset sig om, at de kunde
leve et kristeligt og civiliseret Liv. Med stor
Flid overs. han hele Biblen og forsk. andre
Skr paa Algonkin-Sproget, ligesom han
oprettede et Seminarium for at uddanne indfødte
Præster og Lærere.
E.’s Eksempel blev snart efterlignet af andre,
især Thomas Mayhew paa Øen Martha’s
Vineyard. 1674 var der i Massachusetts 14
»bedende Indianerlandsbyer« med 1100 Kristne; i
hele Ny-England var der i alt 3600 kristne
Indianere, som efterhaanden havde vænnet sig til
et civiliseret Liv. Mange af dem kunde læse og
skrive. Forstanderne for Landsbyerne var
Indianere, ligeledes de fleste af Præsterne og
Lærerne. Gudstjenesten og Livsførelsen var
udpræget puritansk (streng Sabbatoverholdelse og
Kirketugt).
1675 udbrød der en blodig Krig mellem
Indianerne og de Hvide. De kristne Indianere blev
mistænkte fra begge de stridende Parters Side
og maatte derfor lide meget ondt, saa at
Antallet af de Kristne tog af. Men E. fortsatte sin
Virksomhed trods sin høje Alder, og efter hans
Død (21. Maj 1690) er Indianermissionen (s. d.)
under mange Vanskeligheder blevet fortsat lige
til vore Dage. (Litt.: G. Fritschel,
»Geschichte der christlichen Missionen unter den
Indianern Nordamerikas« [Nürnberg 1870], S.
27-60).
L. B-n.
Elipandus, se Adoptianisme.
Elis [’e.-] (i Egnens Dialekt Valis, beslægtet
med lat. vallis, »Dal«) hed i Oldtiden det
nordvestligste Landskab paa Peloponnes, ca. 2660
km2 stort. Mod Nordøst grænsede det til
Achaia, mod Øst til Arkadien, mod Syd til
Messenien; mod Nordvest og Vest beskylles det af
det ioniske Hav. Det Indre af Landet opfyldes
af Højdedrag, som staar i Forbindelse med
Arkadiens Bjergsystemer, sydligst Minthe (1222
m højt, nu: Alvena), i Midten af Landet
forskellige Udløbere fra Foloe-Bjergene, nordligst
Skollis (nu: Santaméri-Vuni, 1016 m højt).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
