Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Ivarssøn, kaldet Blinde, Norges tredie Ærkebiskop - Erik Jarl, Haakon Ladejarl's ældste Søn - Erik Klipping, dansk Konge 1259-86, f. c. 1249, Søn af Christoffer I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
begav sig til Danmark, hvorfra han lyste Kong
Sverre i Band. Nogle Aar senere fik hans
Venner Ærkesbiskop Absalon og Abbed Vilhelm
udvirket, at Pave Innocens III nødte Biskopperne
til at forlade Sverre’s Sag. Da Sverre døde, kom
dog en Udsoning mellem Kongemagten og
Ærkebiskoppen i Stand. Sommeren 1202 vendte
E. I., der under sit Ophold i Udlandet var
blevet aldeles blind tilbage, og Bandet over
Kongen og hans Tilhængere blev hævet, uden
at Pavens Samtykke var indhentet. Efter
Barnekongen Gutorm Sigurdssøn’s Død støttede
Ærkebiskoppen Inge Baardssøn’s Valg og viste
sig altid som dennes Ven. 1206 nedlagde han
sin ærkebiskoppelige Værdighed. 1212 var han
til Stede i Nidaros, da der mellem Kong Inge
og Haakon Galen Jarl blev truffet Forlig om
Arvefølgen. Aaret efter afgik han ved Døden.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Erik Jarl, Haakon Ladejarl’s ældste Søn,
deltog efter i sin Ungdom at have faret i
Viking i det nordiske Fyrsteforbund mod den
norske Konge Olaf Tryggvessøn og var en af
Hovedanførerne i Slaget ved Svolder, hvor
denne mistede Liv og Rige (1000). Ved den
Deling af Norge, som nu foregik, blev E. J. og
hans Broder Sven Jarl Landets Styrere, dog
for en Del som Vasaller under den danske og
svenske Konge, hvis Indgriben imidlertid ikke
paa noget Punkt kan mærkes. Jarlerne var
kristne, men de lod enhver have den Tro, han
vilde. 1014 fulgte E. J. sin Svoger, den danske
Konge Knud den Store, paa hans Erobringstog
til England. I sit Fravær indsatte han sin Søn
Haakon til at styre sin Del af Riget under Einar
Thambarskelve’s Formynderskab. Men kort efter
kom Kongesønnen Olaf Haraldssøn til Norge.
Han fangede den unge Haakon, der maatte
forpligte sig til at forlade Landet, og slog Sven i
Slaget ved Nesjar (1015). Hermed var Jarlernes
Regering i Norge til Ende. E. J. blev i England
til sin Død c. 1024 og indehavde i sin sidste Tid
Northumberland som Len.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Erik Klipping, dansk Konge 1259-86, f. c.
1249, Søn af Christoffer I og den pommerske
Prinsesse Margrete, var hyldet allerede i sin
Faders Tid, men endnu ikke kronet, da denne
pludselig døde (29. Maj 1259). Moderen overtog
Styrelsen i den lille E. K’s Navn under de
vanskeligste Forhold. Rigets Ærkebisp Jakob
Erlandsen var i Fængsel, Abel’s Søn Erik, som
gjorde Krav paa Sønderjylland, stod sammen
med Jarimar af Rygen i Vaaben mod Riget, og
lige efter Kongens Død led Sjællænderne over
for dem et stort Nederlag ved Næstved. Til
Trods for Ærkebispens Protest kronedes E. K.
Juledag 1259 i Viborg, men ellers gav man
efter paa alle Punkter; Jakob Erlandsen blev
løsgivet, Erik fik Hertugdømmet. Ærkebispen
fremturede dog i sit Fjendskab mod
Kongehuset, og ogsaa med Hertug Erik kom det straks
til en Strid, der fik det uheldigste Udfald; i
Slaget paa Lohede (28. Juli 1261) faldt baade
Enkedronningen og den unge Konge i
Fangenskab. E. K. blev overgivet til sine Frænder, de
brandenburgske Markgrever og løsgaves af dem
1264, maaske mod et Løfte om at ægte
Markgrev Johan’s Datter Agnes uden Medgift. Ved
denne Tid blev han myndig; endnu længe efter
var det dog hans Moder, der i Virkeligheden
styrede, og det er hende, der har Fortjenesten
af at have ført Ærkebispestriden til en heldig
Udgang. E. K. hjemførte sin tyske Brud 1273,
og hun fødte ham straks Sønnen Erik (Menved),
snart ogsaa andre Børn. Ved denne Tid vendte
overhovedet alt sig til Kongens Fordel; Jakob
Erlandsen døde paa Hjemvejen fra Kurien
(1274); ogsaa Hertug Erik af Jylland døde (1272),
og E. K. tog Hertugdømmet i sin Haand som
Formynder for sin Frændes Børn; heller ikke
de andre opvoksende Slægtninge af Kongehuset
gav han Len, medens han derimod fik sin
førstefødte Søn hyldet til Konge. E. K.’s egen
Styrelse har dog vist været haard og vilkaarlig,
og der samlede sig efterhaanden mod ham en
saadan Sum af Misnøje, at han 1282 maatte
give Løfte om aarlig at holde Danehof og
underkaste sig andre Indskrænkninger.
Det var Danmarks første »Haandfæstning«, og
fra nu af var »Rigets bedste Mænd«, hvad der
siden blev til Rigsraadet, jævnsides Kongen den
øverste Myndighed i Landet. Den første Følge
var en Række Reformer i folkevenlig Retning,
men ogsaa Fyrstefrænderne opnaaede nu den
Ret, de paastod at have til at udstyres med
Len; Valdemar Eriksøn fik sit fædrene
Hertugdømme Jylland, Junker Jakob Nørrehalland.
Indtil 1284 maatte Kongen paa alle Punkter vige
tilbage og gøre ny Indrømmelser; men saa
indtræder pludselig et Omslag. Hertug Valdemar
gjorde Krav baade paa Als og paa Krongodset i
Sønderjylland, men en Danehofsdom gik ham
imod; saa søgte han at føre sine Krav igennem
med Magt og talte ogsaa om sine Rettigheder
til selve den danske Krone. Han kunde dog
ikke staa sig over for Kongens Magt, og da han
vilde rejse til Sverige for her ell. i Norge at
finde Understøttelse, blev han grebet og sat som
Fange paa Søborg (1285). Aaret efter løslodes
han, men kun mod at bøje sig for Kongens
Vilkaar og love at være ham en lydig Tjener.
Denne Strid, hvori de andre Kongefrænder og
Rigets Stormænd havde taget ivrig Del, er
Baggrunden for E. K.’s Mord: da han under Jagten
med ringe Følge var taget ind i Finderup, blev
han her i den aabne Lade overfaldet af syv
Mænd og dræbt Skt Cæcilie Nat (22. Novbr
1286). Ved Danehoffets Dom Aaret efter
udlagdes ni Stormænd som skyldige i Kongens
Død; kun een af dem, Arvid Bentsøn,
beskyldtes for selv at have taget Del i Drabet, de
andre, hvoriblandt Jakob af Halland, Marsk Stig
og Rane Jonsen for at være Anstiftere af det.
Selv paastod de Anklagede deres Uskyldighed,
og Striden herom varede ved gennem hele Erik
Menved’s Tid og mere. Den genlyder ogsaa i
Folkeviserne, af hvilke een (med Omkvædet: »Nu
stander Landet i Vaade«) er fuld af Harme
over disse Mænd, der »sveg deres rette Herre«,
medens en anden (»Min ædelig Herre, hin unge
Hr. Marstig«) fremstiller Marsken som den, der
uden Grund rammes af Anklagen. Enige er
disse ældste Viser dog i at se Mordet som
politisk; at Kongen skal have krænket Marsk
Stig’s Hustru er derimod et Motiv, der først
fremtræder senere i Visedigtningen, men snart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
