Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Evangelisk Alliance, en Forening af evangeliske Kristne, hvis Formaal er at fremme Fællesskabsfølelsen hos Protestanterne - evangeliske Raad (lat. consllia evangelica) kalder den rom.-kat. Kirke sædelige Forskrifter - Evangeliske Selskab (Société évangélique) kaldes en i Genéve 1830 oprettet Forening - Evangelisk Forbund, en tysk Forening til Varetagelse af Protestanternes Interesser over for de Ultramontane - evangelisk Kirke, se evangelisk. - Evangelisk Kirkekonference, en Forsamling af Udsendinge fra de evangeliske Landskirker i Tyskland - evangelisk-luthersk Kirke kaldes det Kirkesamfund, hvis Kristendomsforkyndelse er i Overensstemmelse med de særlig evangelisk-lutherske Bøger - Evangelisk Union, se Preussisk Union. - Evangelist (gr.) betyder i Ny Testamente en Evangelieforkynder, en, som prædiker Kristendom - Evangelistsymboler, sindbilledlige Fremstillinger af de fire Evangelister - Evangelium (gr.): glædeligt Budskab; i det nye Testament betegner det Jesu Forkyndelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Konge, 6) Retfærdiggørelse af Tro, 7)
Helligaandens Virksomhed i Omvendelsen og
Helliggørelsen, 8) Sjælens Udødelighed, Legemets
Opstandelse, Verdensdommen ved Kristus, de
Retfærdiges evige Salighed og de Uretfærdiges
evige Straf, 9) Prædikeembedets guddommelige
Indstiftelse og Forpligtelsen til Daab og Nadver.
E. A. holder med visse Mellemrum Møder i de
forskellige Lande, 1884 i Kbhvn. Dens
udprægede Protestantisme og dens skarpe
Frontstilling til Romerkirken har gjort, at fl. evangeliske
Kristne ikke har villet sluttet sig til den. For
Tiden er den af mindre Bet.
L. M.
evangeliske Raad (lat. consilia evangelica)
kalder den rom.-kat. Kirke til Forskel fra
Budene saadanne sædelige Forskrifter, som det
ikke er enhver Kristens Pligt at følge, men
som det er hans Pligt at overholde, hvis han
engang har paataget sig dem, og han opnaar
derved en overskydende Fortjeneste, som ogsaa
kan komme andre til gode, og hæver sig til en
større Grad af Hellighed og Dyd, end der
strengt taget kan forlanges af ham. Man
regner, at der er 12 e. R., men de vigtigste bl.
dem er de tre Klosterløfter: Fattigdom,
Lydighed og ugift Stand.
L. M.
Evangeliske Selskab (Société évangélique)
kaldes en i Genève 1830 oprettet Forening, hvis
Formaal er at udbrede og bevare
Protestantismen i kat. Lande; det arbejder især i Frankrig
ved Rejsepræster og Kolportage af Bibler og
Opbyggelsesskrifter. Det er meget ortodoks og
bekæmper den liberale Protestantisme.
L. M.
Evangelisk Forbund, en tysk Forening til
Varetagelse af Protestanternes Interesser over
for de Ultramontane, stiftet i Erfurt 5. Oktbr
1886. Det virker ved Flyveskrifter, Foredrag,
Foreninger o. l.
L. M.
evangelisk Kirke, se evangelisk.
Evangelisk Kirkekonference [-’raŋsə], en
Forsamling af Udsendinge fra de evangeliske
Landskirker i Tyskland, som siden 1852 aarlig,
siden 1854 hvert andet Aar sammentræder i
Eisenach til Raadslagning om Fællesanliggender.
L. M.
evangelisk-luthersk Kirke kaldes det
Kirkesamfund, hvis Kristendomsforkyndelse
hviler paa den hellige Skr. og er i
Overensstemmelse med de symbolske Bøger, som foruden de
økumenske (den apostolske, den
nikænsk-konstantinopolitanske og den athanasianske
Trosbekendelse) er de særlig evangelisk-lutherske
(den augsburgske Bekendelse og Luther’s lille
Katekismus). Betegnelsen e.-l. K. er af ny
Oprindelse. Paa Reformationstiden nøjedes man
med at betegne den ændrede Religion som den
rette kristelige Tro, den rette og sande Religion,
der alene var bygget paa Evangeliet og derfor
betegnedes som den evangeliske Lære, og det
Samfund, hvori den evangeliske Lære var
herskende, kaldtes for en evangelisk Kirke; men
i 19. Aarh. kom Betegnelsen e.-l. K. mere og
mere i Brug til Adskillelse fra evang. Kirke, som
de tyske Landskirker kaldte sig, der sluttede
sig til den preussiske Union. I den norske Grl.’s
§ 2 hedder det: »Den evangelisk-lutherske
Religion forbliver Statens offentlige Religion«, og
derefter bliver Udtrykket e.-l. K. gængs baade
i Danmark, Sverige og Finland, og i den danske
Grl.’s § 3 hedder det: »Den e.-l. K. er den
danske Folkekirke«.
L. M.
Evangelisk Union, se Preussisk Union.
Evangelist (gr.) betyder i Ny Testamente
en Evangelieforkynder, en, som prædiker
Kristendom, fortrinsvis vel rejsende
Evangelieforkyndere, som ikke var bestemt bundne til en
enkelt Menighed. Som E. betegnes (Ap. Gern.)
Filip, den tidligere jerusalemitiske Diakon (jfr
Ap. Gern. 6, 5); fremdeles Timotheus (2. Tim.
4, 5). Sammen med andre Embeder nævnes de
Eph. 4, 11. I den senere kirkelige Sprogbrug
bruges E. som Betegnelse for Forfatterne af
de 4 Evangelier. Deres Symboler i den
kirkelige Kunst er Mennesket (Matthæus), Løven
(Markus), Oksen (Lukas) og Ørnen (Johannes),
jfr Aabenb. 4, 7 og Kerubskikkelserne Ezek.
1, 10. - Om Evangelistembedet i nyere Tid se
Irving.
J. C. J.
Evangelistsymboler, sindbilledlige
Fremstillinger af de fire Evangelister, kom tidligt i
Brug i den kristne Kirke; man sammenlignede
Beretningerne om Jesu Jordeliv med fire
Grundpiller, hvorpaa Kirken hvilede, med de fire
Paradisfloder (1. Mos. 2, 10 ff.), hvorfra hele
Jorden fik Væde, ell. med de fire Keruber (Ez.
1, 5 ff. jfr Aab. 4, 6 ff.), hvorpaa Herren troner.
Denne sidste Forestilling gav atter Anledning
til, at man sammenstillede hver enkelt af
Evangelisterne med et af de fire Væsener, som
Kerubbilledet rummede: Menneske, Løve, Okse
og Ørn; opr. var der nogen Vaklen m. H. t.
den nærmere Fordeling af disse Symboler, men
efterhaanden trængte Hieronymus’ Opfattelse
igennem overalt, og efter hans Forbillede
udtænkte man senere en Række forsk.
Begrundelser derfor; saaledes symboliserede Mennesket
Matthæus, fordi hans Evangelium begynder med
et Slægtregister, Løven betegnede Markus, fordi
det straks i Beg. af hans Beretning (1, 13)
hedder, at Jesus »var bl. Dyrene«; Oksen blev som
Offerdyret sat i Forbindelse med Lukas, fordi
han indleder sin Fremstilling med en Episode
fra Tempeltjenesten, og endelig blev Ørnen
betragtet som et træffende Billede paa Johannes
p. Gr. a. den »Ørneflugt«, hvoraf Prologen til
det fjerde Evangelium er præget.
H. M.
Evangelium (gr. ευαγγελιον) betyder i den
bibelske Sprogbrug som hos sengræske Forf.
(Plutarch, Lukian): glædeligt Budskab; i det
nye Testament betegner det den Forkyndelse,
som Jesus bragte (Luk. 4, 18; Mark. 1, 14; Matth.
4. 23; 9, 35), og som han overdrog sine Disciple
at udbrede (Matth. 10, 7; Luk. 9, 2; 10, 9); efter
hans Bortgang følte disse sig da ogsaa som dets
Budbringere, og i Særdeleshed i den paulinske
Litt. forekommer Begrebet hyppigt. Hvad nu
Indholdet af Evangeliet har været i den
apostolske Tid, er ganske klart; af den
nytestamentlige Litt. fremgaar det utvetydigt, at man
har betragtet Kristi Person som det centrale
deri; E. er Forkyndelsen om Jesus, godtgjort
som Guds Søn ved Opstandelsen fra de Døde
(Rom. 1, 4), om den Forløsning, som han ved
sin Død har vundet (Kol. 1, 22), og om hans
Virksomhed som Dommeren ved Dagenes Ende
(1. Thess. 1, 5. 10); saaledes har det været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
