Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Faleron, Gl., i Oldtiden Stabel- og Havneplads for Athen, liggende c. 5 km SSV. f. Byen - Falerts (af tysk fahl, bleg, og Erz, Malm), en Gruppe af graa ell. graasorte, metalliske Mineraler - Falguiére, Jean Alexandre Joseph, fr. Billedhugger og Maler, (1831-1900) - Falhofne, i nordisk Mytologi en af Asernes Heste (egl. den, hvis Hov skjules *c: den hurtige). - Falieri, Marino, 56. Doge af Venezia (1279-1355)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Faleron, Gl., i Oldtiden Stabel- og
Havneplads for Athen, liggende c. 5 km SSV. f. Byen.
Den saroniske Havbugt danner her en aaben
Red, nogenlunde dækket og brugbar som
Ankerplads. Den benyttedes af atheniensiske Skibe
i ældre Tid, til 5. Aarh. f. Kr., da Søfarten
endnu var ringe, Jordbrug og Kvæghold
Hovednæringsvejene. Da imidlertid Skibsfarten
udviklede sig, og den langt bedre dækkede Havn
ved Peiraieus anlagdes af Themistokles, tabte
F. sin Bet - Ny F., 3 km V. f. Oldtidens, er
Villaby og Badested, alm. Sommerudflugtssted
fra Athen, med hvilken det er forbundet med
Jernbane og Sporvej.
H. A. K.
Falerts (af tysk fahl, bleg, og Erz, Malm),
en Gruppe af graa ell. graasorte, metalliske
Mineraler med regulær tetraedrisk Krystalform
og indeholdende som Hovedbestanddele Kobber,
Svovl, Antimon, Arsen. F. er sprød med ujævnt
ell. muslet Brud, Haardheden varierer mellem
3 og 4, Vægtfylden mellem 4,5 og 5;
Pulverfarven er graa ell. sort. Efter den kem.
Sammensætning kan man adskille som Hovedarter:
Antimonfalerts (Tetraedrit) med
Formlen 4Cu2S . Sb2S3 og Arsenfalerts
(Tennantit): 4Cu2S . As2S3. Som oftest er
dog baade Antimon og Arsen til Stede, idet
Sammensætningen svarer til en Blanding af de
nævnte Forbindelser. Yderligere Variationer i
Sammensætningen fremkommer derved, at
noget Vismut kan indgaa ved Siden af Arsen
(Vismutfalerts, Rionnit, Annivit),
endvidere derved, at Kobberet delvis kan være
erstattet af andre Metaller (Jern, Zink, Sølv,
Kviksølv, sjælden Kobolt). Disse Varieteter har
paa de forsk. Forekomster ofte særegne Navne;
til de sølvholdige Varieteter ell. Sølvfalerts
(ofte arsenfri) hører Freibergit,
Hvidgylden, Aftonit; til de kviksølvholdige
(Kviksølvfalerts, ligeledes oftest
arsenfri) Schwatzit og Spaniolit, til de
blyholdige Malinowskit. Varieteterne
Kobberblende, Sandbergerit, Julianit,
Fredricit er Arsenfalertser uden Sølv og
Kviksølv. F. er et udbredt Mineral, som
fortrinsvis optræder paa Malmgange, oftest
ledsaget af Kobberkis, Zinkblende, Blyglans,
Jernspat o. a. I Cornwall ligger talrige
F.-Forekomster; bl. de mange andre Findesteder kan
nævnes Andreasberg og Clausthal i Harz,
Brixlegg i Tyrol, Kapnik, Kremnitz og Herrengrund
i Ungarn. Sølvfalerts forekommer bl. a. ved
Bräunsdorf nær Freiberg i Sachsen og adskillige
Steder i Sydamerika, Meksiko og Nevada
sammen med andre Sølvmalme. I Skandinavien
forekommer F. kun i mindre Mængder; den er
bl. a. fundet ved Skutterud nær Modum
(Arsen-F.); ved Gärdsjö (Aftonit) i Värmland og Falun
(Fredricit) i Sverige. Hvor F. optræder i ikke
for smaa Mængder, brydes den til
Kobberudvinding; af de sølvholdige Varieteter vindes
tillige Sølv, af de kviksølvholdige Kviksølv.
(N. V. U.). O. B. B.
Falguière [fal’giæ.r], Jean Alexandre
Joseph, fr. Billedhugger og Maler, f. 7. Septbr
1831 i Toulouse, d. i Paris 20. Apr. 1900. Han
studerede i Paris under Jouffroy, debuterede
paa Salonen 1857 med »Ung Theseus« (i Marmor
1865), opnaaede 1859 den store Rom-Pris og
tiltrak sig paa Salonen 1864 med
Bronzefiguren »Sejrherren i Hanekamp« (en nøgen
Dreng, som sejrsberuset iler hjemad med sin
sejrrige Hane og sin Palme [Mus. i
Luxembourg]) alm. Opmærksomhed. Her viser sig
allerede hans sjældne Evner i Retning af
livfuldt, energisk Fremstillingssæt. Hans
følelsesfulde Figur »Tarcisius« (den liggende unge
Martyr, der stenes, fordi han ikke vil udlevere
Hostien) skaffede ham 1868 Salonens
Æresmedaille og erhvervedes til Luxembourg Mus.
(et Eksemplar i Gips i Ny-Carlsberg Glyptotek).
Derefter har han modeleret »Dramaet« for Paris’
ny Opera (1869), »Ægyptisk Danserinde« (1873),
Bronzegruppen (1875): en dødstræt fr.
Mobilgardist, som en schweizisk Kvinde tager sig af
(en allegorisk Fremstilling, som Byen Toulouse
skænkede Schweiz til Tak for dets Adfærd mod
den fr. Sydarmé 1871), »St Vincens af Paula«
for Kirken St Geneviève (1879), Statuen
»Diana« (1882, i Bronze 1887, i Marmor 1891,
Gipseksemplar i Ny-Carlbergs Glyptotek), et
Arbejde, der er særlig karakteristisk for F.’s Kunst:
en ypperlig formet, rank og kraftig nøgen
Kvindefigur, gengivet med hans Kunsts hele
Raffinement og virkelighedstro Teknik, men
mere en moderne parisisk Modelfigur i pikant
Stilling end en ophøjet Gudinde; »Jagende
Nymfe« (1885), »Musikken« (1889), »Kvinde med
Paafugl« (1890), »Den heroiske Poesi«,
»Danseuse« (1896) m. m. F.’s Naturalisme har
naturligt oftere ført ham ind paa Portrætfaget, i
hvilket Paavirkningen fra Carpeaux’ maleriske
Stil særlig har gjort sig gældende; han har
udført en siddende Figur af Corneille for Théâtre
français (1872), Lamartine’s Statue for Mâcon,
Gambetta’s i Cahors (1884), Mindesmærket for
Admiral Courbet i Abbeville (1890), Portræt af
Dubois og Rodin (Ny-Carlsbergs Glypt.) m. fl.
I sine dygtige Malerier (»Bryderne«, »Kain og
Abel« [1876], »Susanne«, »Hylas«, »Juno« [1889]
etc.), i hvilke han med Held har fortsat sine
Studier af det nøgne Legeme (han er blevet
kaldt poète du déshabillé), gaar han i Henner’s
Spor. 1882 blev F. Prof. ved École des
beauxarts, næste Aar Medlem af Akademiet. Foruden
de alt nævnte Værker ejer Ny-Carlsberg Glypt.
bl. a. hans Statue (Marmor) »Ophelia«,
fremstillet med Christina Nilsson’s Træk. (Litt.:
A. F. Texte par divers critiques [Paris 1898]).
A. Hk.
Falhofne, i nordisk Mytologi en af Asernes
Heste (egl. den, hvis Hov skjules ɔ: den
hurtige).
A. O.
Falieri [fa’liæri], Marino, 56. Doge af
Venezia (1279-1355), hørte til en ældgammel
Adelsslægt. Han udmærkede sig i Søkrigene mod
Genua og beklædte høje Værdigheder,
udsendtes i vigtige Ærinder bl. a. til Genua og Rom.
1346 undertvang han Zara, der forsvaredes af
Ungarerne under Anførsel af Kong Ludvig den
Store. 1354 valgtes han til Doge. Genuas Sejre
til Søs havde bragt Venezias Magt i stor Fare.
Foreløbig lykkedes det F. at faa afsluttet en
Vaabenstilstand med Republikken. Lige før
F.’s Tiltrædelse af Dogeværdigheden var Dogens
Magt blevet yderligere indskrænket (smlg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
