Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Farveplanter, Planter, af hvilke der udvindes teknisk brugbare Farvemidler - Farveri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
adskillige Lande; dens Rodstok indeholder to
Farvestoffer (Alizarin og Purpurin),
tilsammen Kraprødt, der dog først
fremkommer ved kem. Behandling af de tørrede
Plantedele. - Blomsterne af den i Asien og
Europa dyrkede Saflortidsel (Carthamus
tinctorius) giver et rødt Farvestof
(Karthamin), der finder Anvendelse til Silkefarvning,
til Konditorisager m. m. Lgn. gælder Safran,
der vindes af Arrene af Crocus sativus var.
autumnalis. - I Frøene af Bixa orellana findes
et rødt Farvestof (Orlean), der ganske særlig
benyttes til Smør- og Ostefarvning.
Kronbladene af en meget mørktfarvet Stokrose
(Althæa rosea) samt Bærrene af den nordiske
Blaabærplante og den sydeuropæiske
Phytolacca decandra, de saakaldte
Kermesbær, bruges til Farvning af Vin. - Rødtræ
er en Benævnelse for de Vedsorter, der giver
røde Farvemidler. Mest kendt er
Pernambuktræ (Rødt Brasiltræ), der faas af
Cæsalpinia echinata o. a. Arter af samme Slægt.
Blaa Farvemidler faas af et kun ringe
Antal F. Større Bet. har egl. alene
Indigoplanterne (Indigofera tinctoria, Indigofera
anil og Indigofera argentea), der allerede fra
Oldtiden af har været benyttede i dette
Øjemed, og hvis Stængler indeholder et Stof,
Indikan, som ved kem. Behandling giver
Indigoblaat. De er alle tropiske Urter eller
Smaabuske. Den i Europa voksende Vajd
(Isatis tinctoria), gav, inden Indigoplanterne
vandt Udbredelse i Europa, den samme Farve,
men er senere fortrængt. - Kerneveddet af
Blaatræ ell. Kampeschetræ
(Hæmatoxylon campecheamum) giver
Hæmatoxylin, et for Tøjfarvning vigtigt Farvemiddel.
A. M.
Farveri. Medens man fl. St. i de 5
Mosebøger og endnu tidligere finder tydelige Beviser
for, at Kunsten at farve Garn og Tøjer har
været udøvet i umindelige Tider hos de
østerlandske Folk, er det først langt senere, at
Kendskaben hertil kom til Europa. Det har sikkert
kun været faa Farver, der fra Beg. af har
været benyttede; man ved, at Krap og Indigo
før Folkevandringens Tid er bragte til Italien
fra Asien, men at Farverikunsten derefter
fuldstændig uddøde og først saa sent som i 12.-13.
Aarh. igen begyndte at udøves først alene i
Italien, dernæst i Nederlandene, Frankrig,
England og Tyskland. Indigo og Blaatræ førte længe
en fortvivlet Kamp mod de i Europa dyrkede
Farveplanter, hvis Dyrkning beskyttedes ved
Indførselsforbud mod de 2 nævnte Farvestoffer;
Forbud, der først ophævedes i 17. og 18. Aarh.
Kun langsomt kunde de, navnlig fra Amerika
indførte Farvetræer vinde sig et Marked, og
i det hele arbejdede man i F. efter ganske
bestemte overleverede Regler og Forskrifter helt
ind i 19. Aarh. De store Opdagelser, der i Slutn.
af 18. Aarh. gjordes paa Kemiens Omraade,
fandt imidlertid snart Anvendelse i F., dels til
Fremstilling af ny Farvestoffer og Bejdser, dels
til Forklaring af Farveprocesserne og
derigennem til en mere rationel Udnyttelse af de
naturlige Farvestoffer. En fuldstændig
Omvæltning frembragte Indførelsen af
Tjærefarvestofferne (Perkin’s Violet, 1856), der muliggjorde
Fremstillingen af en Mængde Nuancer, og hvis
Befæstelse paa Taverne oftest er meget let, og
Fabrikationen af disse Farver er nu en kolossal
Industri; der gaar næppe en Dag, hvor ikke
et nyt Tjærefarvestof opfindes og patenteres.
Efterhaanden er de Fordringer, som de
vekslende Moder stiller til Farveindustrien, blevne
saa store, at denne Industri er blevet i højeste
Grad specialiseret og nødvendiggør en stor Sum
af teoretisk Viden og praktisk Erfaring hos dens
Udøvere. Der skal her kun gives et ganske kort
Overblik over de til Grund for F. liggende
Grundprincipper - selve Industrien er, maaske
i højere Grad end nogen anden, opbygget af
lutter Enkeltheder, der kun kan læres ved
langvarig Erfaring.
Farverne kan anbringes paa Trævlestoffernes
Taver paa 2 væsentlig forsk. Maader, nemlig
dels ved, at Farvningen foretages ligelig over
hele Overfladen, idet Taverne dyppes ned i
Farven, egentlig Farvning, dels ved, at
Farven kun anbringes paa enkelte Steder af
Garnet ell. Tøjet, Tøjtrykning. I begge
Tilfælde skal Farven befæstes saaledes, at den
sidder godt fast og modstaar Slid og Vaskning,
og det er derfor nødvendigt at bringe
Farvestoffet i Opløsning, for at det virkelig kan
trænge ind i Taverne og ikke sidde løst uden
paa disse, saaledes som det finder Sted ved
Trykning af ganske billige Bomuldsvarer, paa
hvilke Farven trykkes, udrørt med Albumin ell.
Fernis, Applikationsfarver (hvoraf
Benævnelsen Applikationstryk). Det er
imidlertid ikke altid nok at dyppe et Trævlestof i
en Farveopløsning for at faa Farven til at sidde
fast paa Taven. Medens man saaledes ved at
lægge Silke ell. Uld i en vandig Opløsning af
Fuksin faar en meget stærk Farvning af f. Eks.
Silketraaden, af hvilken Farvestoffet ikke igen
kan udtrækkes ved Vaskning med rent Vand,
saa faar under samme Forhold en Bomuldstraad
kun en ganske svag rød Farve, der let fjernes
ved Vaskning; men havde Bomuldstraaden i
Forvejen været dyppet i en Opløsning af
Garvesyre, vilde den være blevet farvet ganske som
Silken. Andre Farver, som f. Eks. Krap, kan
 |
| Valsetrykmaskine. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
