Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - -- De nordiske Lande.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har gjort i Kommunallovenes Bestemmelser om
Fattigbestyrelsens Sammensætning og Reglerne
om F.’s Indtægter. Kommunallove er for Kbhvn
4. Marts 1857, for Landet 6. Juli 1867, for
Købstæderne 26. Maj 1868. Fp.’s Rammer er
Kommunerne (Sognene), dens Organer er i Kbhvn
Magistratens 3. Afdeling, paa Landet
Sogneraadene, der undertiden har særlige
Fattigudvalg, i Købstæderne Byraadene (se
Fattigudvalg), i Handelspladserne
Fattigkommissioner. Hvor fl. Sogne er forenede under eet
Præstekald, har de som oftest fælles F.
Landdistrikter, der sogner til en Købstadkirke, har
ligeledes som Regel F. sammen med
Købstaden. Under Fattigbestyrelsen kan udnævnes
ulønnede Tilsynsmænd og -kvinder til at tilse
Gamle og Svage, paase, hvorledes Hjælpen
bruges, og undersøge, hvorledes de Understøttede
opdrager deres Børn. I Kbhvn er ansat 3
Kredsinspektører, 13 Distriktsforstandere, 26
Kommunelæger, alle med fast Løn.
Lægebehandlingen uden for Kbhvn ydedes tidligere gennem
Embedslægen, men dennes Pligt til at behandle
Trængende er bortfaldet ved L. 21. Apr. 1914,
hvorefter de nuv. Kreds- og Amtslæger kun er
forpligtede til at udføre den kommunale
Lægepraksis, hvor Justitsministeriet giver dem
udtrykkelig Paalæg derom. Derimod paalægger en
anden L. af samme Dato Kommunen at sørge
for den Lægehjælp, der tilkommer den
ubemidlede Befolkning gratis efter Fattigloven, og
Kommunerne maa altsaa nu træffe Overenskomst
med en ell. fl. Læger om Besørgelsen af denne
Praksis og Betalingen derfor. Kontrol med
Fattigbestyrelserne føres af de sædvanlige
kommunale Tilsynsorganer, paa Landet Amtsraad og
Amtmand, i Købstæderne Borgemesteren, i
Kbhvn Overpræsidenten. Øverste Kontrolorgan
er Indenrigsministeriet. Tvistigheder mellem
Kommuner indbyrdes ell. mellem dem og
Private afgeres uden for Kbhvn saavel for By som
for Land af Amtmanden med Rekurs til
Indenrigsministeriet, men hvis Kbhvn er Part i
Sagen, af dette alene. Retsvejen kan aldrig
benyttes. - F.’s Udgifter afholdes af de alm.
kommunale Skatter. - Fattighjælpens
Forudsætning er, at den Trængende ikke er i Stand til at
forskaffe sig og sine det nødvendige til Livets
Ophold ell. Kur og Pleje i Sygdomstilfælde. Har
den Paagældende Paarørende, som er
forsørgelsespligtige over for ham, betragtes Hjælpen
som ydet den Forsørgelsespligtige, hvorhos det
Offentlige har Regres til denne for sine
Udgifter. Hjælp kan aldrig nægtes en Trængende
under Henvisning til hans Rettigheder over for
Trediemand. - Hjemsted erhverves ved
uafbrudt 5-aarigt, frivilligt Ophold efter det 18
Aar i en Kommune uden i den Tid at nyde
Fattighjælp. Udlændinge kan ikke erhverve
Hjemsted; dog kan trængende Svenske ikke
hjemsendes efter 12 Aars Ophold i Danmark
(Traktat 18. Aug. 1888). Forsørgelsesmaaden er
overladt Fattigbestyrelsens Skøn, dog efter flg.
Principper: Ingen maa forsørges ved Omgang
mellem ell. Licitation til Kommunens Beboere.
Ingen maa savne det nødvendige til Livets
Ophold ell. Kur og Pleje i Sygdomstilfælde, men
omvendt maa Hjælpen heller ikke strække sig
videre end til det nødtørftige. Saa længe Vedk.
endnu har Midler til sit Underhold, maa Hjælp
ikke gives. Forsørgelsen er principalt
Understøttelse i Hjemmet; kun saadanne, hvis
Forhold ikke egner sig hertil, maa henvises til
Forsørgelsesanstalter. I disse maa hæderlige
Ægtefolk ikke skilles, medmindre det ønskes af
nogen af Parterne. I Anstalter, hvor værdige
Gamle eller Svagelige samt Børn befinder sig,
maa kun i Nødstilfælde uforligelige, dovne ell.
fordrukne Personer anbringes og da holdes
fuldstændig afspærrede. Endelig kan ingen
trængende Syg nægte at lade sig indlægge paa
Sygehus, naar F. har Lægens Samtykke. Børn
skal, naar de ikke forsørges sammen med deres
Forældre, sættes i Pleje, hvis paalidelige
Plejeforældre kan findes, ellers anbringes i Pleje-
og Forsørgelsesanstalter, dette sidste navnlig
ved ældre ell. forsømte og vanartede Børn. De
er til deres 18. Aar undergivne Tilsyn efter L.
20. Apr. 1888 af paalidelige Mænd ell. Kvinder
valgte af Kommuneraadet. Dette gælder dog ikke
for Plejebørn, der af Kbhvn’s Magistrat er
anbragte i Pleje uden for Staden, idet disse tilses
af Stedets Præst ell. særlige af Magistraten
udnævnte Værger, samt inspiceres af Udsendinge
fra Magistraten. - Forsørgelsesanstalter uden
for Kbhvn er Fattighuse eller
Fattiggaarde, de sidste i Reglen tillige
Arbejdsanstalter, Fattighuse er særlige for hvert Sogn
og rummer som oftest kun nogle faa
arbejdsudygtige Personer, Fattiggaarde er større
Anstalter, i Reglen fælles for fl. Kommuner, og
optager mest arbejdsføre Personer, der
beskæftiges med Opplukning af Værk, Kartning,
Stenslagning o. l. Alle Anstalter skal have
Reglementer om deres Belæggelse, Bestyrelsens
Myndighed m. v. approberede for Byernes Vedk.
af Indenrigsministeriet, for Landets af
Amtsraadet. I Kbhvn findes 3 Forsørgelsesanstalter:
Alm. Hospital for værdige gamle og
svagelige Personer, Sundholmen for
Arbejdsføre, mindre værdige Personer, med en særlig
Husvildeafdeling, og Skt Johannes
Stiftelse med to Afdelinger, dels for Arbejdsføre,
mere værdige Personer, dels for Børn, der er
under midlertidig Forsørgelse ell. afventer
Anbringelse i Plejehjem. Til hver Anstalt er knyttet
en Sygeafdelirag for Anstaltens Lemmer, til Skt
Johannes Stiftelse dog tillige for trængende,
langvarige Syge, der overflyttes dertil fra Stadens
øvrige Hospitaler. - For al Hjælp, ydet en
Person over 18 Aar, har F. Refusionsret hos
den Trængende, for saa vidt Vedk. ikke derved
vil komme til at savne det fornødne til
Underhold for sig og sine; i hans Dødsbo skyldes det
samme Hensyn Enke ell. Børn. F.’s Krav staar
tilbage for al før Understøttelsen stiftet Gæld.
Kravet bortfalder, naar Fattighjælp ikke ydes i
5 Aar, og kan eftergives 1 Aar efter Hjælpens
Tildeling. Hvad Forholdet mellem
Kommunerne indbyrdes angaar, er Opholdskommunen
altid pligtig til at yde foreløbig Hjælp, men kan
fordre 3/4 af Udgifterne refunderede af
Hjemstedet. Hjemsendelse kan fordres af begge
Kommuner ubetinget for enlige Personer,
Udlændinge, Betlere ell. Løsgængere, men ellers kun,
hvis Understøttelsen har udgjort en væsentlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
