Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fattori, Giovanni, ital. Maler og Raderer, (1825-1908) - Fatua, se Faunus. - Fatuitet (lat.), Ligegyldighed over for Omgivelser og Begivenheder, er et hyppigt Symptom ved Sindssygdom og Aandssvaghed. - Fatum, lat., »det talte«, Skæbnen, som een Gang bestemt ikke lader sig forandre - Fatuus, se Faunus. - faubourg (fr.), Forstad. - Fauces, d. s. s. Svælg. - Fauche-Borel, Louis, (1762-1829), Bogtrykker, virkede for de fordrevne Bourbon'ers Sag - Faucher, César og Constantin, »Tvillingerne fra la Réole«, fr. Generaler, (1760-1815) - Fauchet, Julius, tysk Publicist og Nationaløkonom, (1820-78) - Faucher, Léon, fr. Statsmand og Nationaløkonom, (1803-1854)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Militærmaleriet malede han bl. a. »Træsankersker«,
der vakte stor Opsigt 1867 og kom til Roms
Nationalgal. Det fototypiske Værk L’opera di
G. F. (1913, ved Ghiglia) giver Forestilling om
hans fremragende Radererværk.
A. Hk.
Fatua, se Faunus.
Fatuitet (lat.), Ligegyldighed over for
Omgivelser og Begivenheder, er et hyppigt
Symptom ved Sindssygdom og Aandssvaghed.
K. H. K.
Fatum, lat., »det talte«, Skæbnen, som een
Gang bestemt ikke lader sig forandre. Hos
Romerne i Oldtiden var F. ikke nogen Guddom,
men Skæbneordet, udtalt gennem Seerens
Mund. Mere ell. mindre bestemt kommer Troen
paa den uforanderlige Skæbne, som endogsaa
Guderne maa bøje sig for, frem hos Grækere
og Romere, i ældre og senere Tid. Som
Grækerne senere personliggjorde dette gennem
Skæbnegudinderne, Moirerne, talte man under
Paavirkning af de gr. Forestillinger ogsaa i
Rom om Fata, Skæbneguddomme (smlg.
Parcer), ell. man tænkte sig F. som det enkelte
Menneskes Skæbnegud. F. kommer derved til at
blive Livsmaal, særlig den uundgaaelige
Afslutning, Dødstimen, Døden, specielt den
ulykkelige. - Af F. er gennem Fransk afledet
Fe.
H. A. K.
Fatuus, se Faunus.
faubourg [fo’bu.r] (fr.), Forstad.
Fauces, d. s. s. Svælg.
Fauche-Borel [’fo.∫-bå’ræl], Louis, f.
i Neuchâtel 12. Apr. 1762, d. smst. 7. Septbr
1829, var ved Revolutionens Udbrud
Bogtrykker, men hævede 1793 sin Forretning og forlod
Neuchâtel for at virke for de fordrevne
Bourbon’ers Sag. Da Pichegru indlod sig i
forræderisk Forbindelse med Condé, var det F., der
var Mellemhandleren. Efter et kort Ophold i
England gik F. til Mitau for at aftale ny
Rænker med »Ludvig XVIII«. Statskuppet 18.
Brumaire gjorde dog alle F.’s Planer til intet;
hans Forsøg paa at forene Pichegru og Moreau
til fælles Optræden mod Bonaparte lykkedes
vel til Dels, men til liden Baade for dem alle
(se Pichegru og Moreau), og Bonaparte
lod F. gribe og kaste i Temple-Taarnet; efter
3 Aars Fangenskab blev han derpaa
transporteret over Grænsen. Men ogsaa uden for
Frankrig fortsatte han sine Kabaler, virkede ivrig
for »Ludvig XVIII’«s Sag og stræbte i Berlin at
hidse Preussen paa Napoleon. Efter
Bourbonernes Tilbagekomst viste Ludvig XVIII sig lidet
erkendtlig mod F., og da denne henvendte sig
til Kongen af Preussen om Understøttelse, fik
han i St f. Penge Titlen af Baron. Han
begyndte nu at skrive for at friste Livet og
forfattede 1815 en Précis hist. om sine politiske
Missioner. Hans Memoirer udkom i Paris og
Genève 1829, 4 Bd. I sine sidste Aar var han
næppe ganske tilregnelig. Pint af Skuffelser og
Nød sprang han til sidst ud af et Vindue og
slog sig ihjel.
(F. J. M.). P. L. M.
Faucher [fo’∫e], César og Constantin,
»Tvillingerne fra la Réole«, fr. Generaler, to af
de navnkundigste Ofre for den »hvide
Terrorisme«, f. 12. Septbr 1760 i la Réole, skudte i
Bordeaux 27. Septbr 1815. 1775 traadte de ind
i den fr. Hær, blev 1780 Dragonofficerer, men
forlod Tjenesten før Revolutionens Udbrud. Da
Nationen blev opbudt en masse, tog
Tvillingerne atter Tjeneste, forfremmedes i kort Tid til
Generaler og udøste deres Blod for
Republikken i talløse Batailler. De to medtagne Krigere
trak sig i Slutn. af 1793 tilbage, men blev
straks efter dømte til Døden af
Revolutionstribunalet i Rochefort for at have baaret Sorg
over Ludvig XVI’s Død; Folkerepræsentanten
Lequinio lod imidlertid Dommen kassere og
Tvillingerne sætte paa fri Fod. I
Napoleons-Tiden holdt Tvillingerne sig i deres Fødeby,
hvor de nød den største Anseelse og beklædte
de højeste Embeder; 1814-15 støttede de, for
Fædrelandets Skyld, Kejseren i hans Kamp
mod Invasionen. Men efter Waterloo anklagedes
de af Ultraroyalisterne for Højforræderi; under
de futileste Paaskud kastedes de i
Galejslavernes Taarn i Bordeaux, hvor man, uden Hensyn
til deres Rang, Alder og talrige slet lægte Saar,
mishandlede dem paa det skændigste; 22. Septbr
1815 stilledes de for en af fanatiske
Reaktionære sammensat Krigsret, som dømte dem
begge til Døden; 5 Dage efter blev de skudte.
(F. J. M.). P. L. M.
Faucher [fo’∫e], Julius, tysk Publicist og
Nationaløkonom, (1820-78), sluttede sig til den
fra Cobden og Manchester-Mændene udgaaende
Frihandelsbevægelse og virkede for dennes
Overførelse til Tyskland, først 1847-56 gennem sit
Blad »Ostseezeitung« i Stettin, senere gennem
»Abendpost« i Berlin. I nogle Aar var han
bosat i London, hvor han som Cobden’s
Privatsekretær var med at redigere den eng.
Agitators Artikler og Brochurer. 1861 vendte han
tilbage til Tyskland, hvor han 1863 grundlagde
det tyske Frihandelspartis betydeligste
Tidsskriftorgan »Vierteljahrschrift für
Volkswirtschaft und Kulturgeschichte«, som han ledede
indtil 1877. Fra 1872 opholdt F. sig atter i
London.
K. V. H.
Faucher [fo’∫e], Léon, fr. Statsmand og
Nationaløkonom, f. 8. Septbr 1803 af jød. Slægt,
d. 14. Decbr 1854. Han optraadte allerede 1828
i St Simonisternes offentlige Møder for at drøfte
økonomiske Emner og blev efter
Julirevolutionen 1830 flittig Medarbejder af Bladene; først
af Temps, senere Redaktør af Constitutionnel
(1833-34) og af Courrier français (1839-42);
han indførte den Skik at undertegne sine
Artikler med Navn. Fremdeles skrev han i
Tidsskrifter som Revue des deux mondes og
Journal des économistes ypperlige Afh. om
nationaløkonomiske Spørgsmaal, især til Bedste for
Frihandelen. 1842 fremsatte han et Forslag om
en Toldforening mellem Frankrig, Belgien,
Schweiz og Spanien som Modvægt imod den
tyske, og 1845 udgav han en Række Studier
over England (2. Udg. 1856). 1846 valgtes F. til
Deputeretkamret, hvor han hørte til den
dynastiske Opposition; var virksom for en
Valgreform og 1848 med at kræve Ministrene satte
under Anklage, men ønskede ingenlunde en
Republik. Efter Februarrevolutionen 1848
kæmpede han ihærdig i Nationalforsamlingen og i
Smaaskrifter imod de socialistiske Ideer og
vilde bruge Nationalværkstedernes Arbejdere til
Jernbanebygning. Han støttede Prins Louis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
